Ja, jeg vil have lov til at sætte spørgsmålstegn ved dyret på dit bord – Københavns Universitet

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2019 > Ja, jeg vil have lov

16. juni 2019

Ja, jeg vil have lov til at sætte spørgsmålstegn ved dyret på dit bord

Af lektor og bioetiker Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret i Politiken 16. juni 2019) 

Hvis du elsker at spise kød, har du et problem. For etisk set har du umådelig vanskeligt ved at argumentere for dit forbrug af kød.

På forbløffende få år er kødet, som vi spiser, gået fra at være en naturlig selvfølgelighed til at blive et af de mest omdiskuterede emner i Danmark. Kød som fødevare har bevæget sig fra privatsfærens æstetiske overvejelser om smag og traditionsbestemte måltider til det politiske rum, hvor det er en varm kartoffel, der diskuteres indædt og følelsesladet på Christiansborg og i kantinen – til stor irritation for mange.

Jeg skal blankt indrømme, at jeg selv muligvis har bidraget til denne situation ved at skrive og tale om kød i utallige sammenhænge de sidste 15 år.

En af de hyppige reaktioner, som jeg møder, er et lettere opgivende »Jamen, kan du ikke bare spise det, som du har lyst til, og så lade være med at blande dig i, hvad andre spiser? Jeg blander mig jo ikke i din mad«. Og mit gæt skal være, at en del af læserne af denne klumme utvivlsomt tænker det samme.

Tilhører du den gruppe, vil jeg håbe, at du læser videre. Så vil jeg prøve at forklare, hvorfor jeg tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved dyret på dit bord. For vi kan for mig at se ikke bare spise, hvad vi vil, og kræve, at alle andre blander sig udenom. I sidste ende er vores valg af fødevarer (også) et værdimæssigt valg. Der er etik på spil.

Den amerikanske moralpsykolog James Rest har foreslået, at enhver etisk handling kan deles ind i fire faser. Først skal man kunne forstå, at den situation, man står i, rummer etik. Der er med andre ord værdier på spil i form af, at der er noget, som er etisk rigtigt, og noget, som er etisk forkert.

Dernæst skal man kunne se, at man selv har et etisk ansvar i situationen. Man er involveret på en måde, hvor man ikke kan undgå at træffe valg af etisk karakter. Så skal man finde ud af, hvad der er den etisk rigtige beslutning i situationen, og endelig skal man have viljen til at føre beslutningen ud i livet.

Ser vi på kødet gennem denne model, er der primært to grunde til, at kød er et etisk emne. Dels de liv, som vi byder de millioner af dyr, der hvert år ender på vores tallerkener, og dels de effekter, som den animalske produktion har på naturen: klimaforandringer, tab af biodiversitet og forurening.

Hvad angår velfærden i produktionen, så lever de fleste af vores landbrugsdyr liv, hvor deres velfærd er bestemt af produktionens effektivitet. De kommer aldrig udenfor og har kun ringe mulighed for at udfolde deres natur, hvilket medfører en lang række velfærdsproblemer. Oven i det kan man betænke de massive problemer med f.eks. halekupering af svin, pattegrisedødelighed, trædepudesvidninger hos slagtekyllinger af at stå i egen afføring, klovproblemer hos malkekvæg og adskillelsen af ko og kalv kort efter fødslen.

Hvad angår de negative effekter på naturen, er det veldokumenteret, at den animalske produktion er en af de største kilder til drivhusgasudledning både nationalt og globalt. Udledning, der fører til klimaforandringer, som på trods af mange fine ord og aftaler buldrer os i møde og vil skabe ringere levevilkår for milliarder af mennesker og yderligere accelerere den massive uddøen af arter, som finder sted for øjnene af os – blandt andet fordi vi fjerner de vilde dyrs leveområder for at få plads til at dyrke foder til de mange husdyr.

Alle disse konsekvenser taget i betragtning synes det indlysende, at det at vælge animalske produkter ikke kun er et æstetisk, men også et etisk valg.

I forhold til dyrevelfærden er det svært at undslå sig et personligt etisk ansvar, hvis man vælger at købe animalske produkter. Der er mange skridt fra Jens Hansens kødfabrik til tallerkenen på dit bord, men hvis ikke forbrugerne støttede produktionen, ville den hurtigt blive mindre – sådan fungerer markedet nu engang.

Det vil selvfølgelig ikke ændre markedet, at netop du køber bønnepostej i stedet for leverpostej. Vi er hver især kun en dråbe i havet. Det bliver endnu tydeligere, når vi ser på de afledte negative effekter for klima og natur. Den enkelte bøf bidrager mindre end mikroskopisk til den samlede udledning.

Ikke desto mindre vil jeg hævde, at vi hver især har et ansvar for det, som vi vælger at spise. I stedet for at legitimere velfærdsproblemerne og naturødelæggelsen gennem et fortsat forbrug kan vi hver især prøve at påvirke de andre dråber til at træffe bedre valg end i dag.

I forhold til dyrevelfærden er det svært at undslå sig et personligt etisk ansvar, hvis man vælger at købe animalske produkter

Nået til tredje fase i den etiske handling skal vi nu finde ud af, hvad der så skal gøres. Det kunne være at købe animalske produkter fra dyr, der har haft gode liv, eller erkende, at langt de fleste produktionsformer, også økologien, rummer velfærdsproblemer, der er så store, at de ikke retfærdiggøres af vores præference for at sætte tænderne i dyrene.

Hvad angår de afledte effekter, kan man overveje at skifte fra det mest klimabelastende kød, oksekødet, til f.eks. svine- eller kyllingekød. Problemet her er blot, at det stadig er mere klimabelastende end plantebaserede proteinkilder, og at man som tommelfingerregel kan sige, at jo mindre klimauvenligt kødet er, jo større er velfærdsproblemerne.

Medmindre man vægter sine smagspræferencer utrolig højt, synes den rigtige beslutning at være at skære ned på forbruget af animalske produkter – jo mere, jo bedre.

Og så er vi nået til den fjerde fase: rent faktisk at føre det ud i livet. Og her kan det blive rigtig svært. For et er at forstå intellektuelt, hvad der er det rette at gøre, noget andet er at gøre det. Vi lever i en kultur, hvor kød er en integreret del af de flestes liv, og mange vaner og traditioner rummer animalske fødevarer. Pludselig at skulle opgive det kan hurtigt opleves som et offer forstået på den måde, at man er spændt ud mellem at gøre det, der er rigtigt i etisk forstand, og så gøre det, som man har lyst til.

Og derfor kan det være fristende at afvise hele diskussionen og mene, at det er utilstedeligt at blande sig i andres spisevaner. Men etiske diskussioner kan ikke afvises uden videre.

Man kan begynde med fase 1 og vise, hvorfor det slet ikke er en etisk diskussion. At der ingen værdier er på spil. I forhold til den animalske produktion vil jeg mene, at det er umuligt. Alternativt kan man tage fat i fase 2 og vise, hvorfor det ganske vist er en etisk diskussion, men at det intet har med en selv at gøre. Igen vil jeg mene, at man har en mere end vanskelig opgave foran sig. Eller man kan tage fat i fase 3 og vise, hvorfor den løsning, som jeg her har foreslået, ikke er den rigtige løsning. Det er jeg ganske sikker på er muligt, om end jeg tvivler på, at man kan argumentere for, at der ikke skal ske noget.

Accepterer man ovenstående, kan man ikke affærdige diskussionen om dyrene på vores tallerken som irrelevant. Opgaven bliver i stedet i fællesskab at finde frem til, hvad der er den bedste vej fremad, og sammen finde ud af, hvordan vi finder viljen til at implementere de løsninger, som vi har fundet frem til. Støtte hinanden i det store og det små til at ændre vaner og traditioner, så vores måltider i højere grad afspejler værdier som respekt, ydmyghed, hensynsfuldhed og barmhjertighed, end tilfældet er i dag.

Jeg har stor forståelse for, at det er irriterende, når der bliver sat spørgsmålstegn ved noget, som længe har været taget for givet. Men det er nu engang en del af livet som etiske væsener, at vi efter bedste evne forsøger at argumentere for vores holdninger og handlinger og er villige til at lytte, hvis modargumenterne er overbevisende nok.

Hvem der får ret, kan ikke siges på forhånd, men det går ikke helt at afvise diskussionen – sådan etisk set.