6. december 2020

En ny fiskerilov: Ønskelig og nødvendig

Af Jens Paulsen, Fiskerikommissionen i Grønlands formandskab, og Peder Andersen, Fiskerikommissionen i Grønlands formandskab og professor emeritus, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt i Sermitsiaq 6. december 2020)

Det vil være en forkert vej at gå, at kvoterne spredes ud til flere fartøjer, end der er i øjeblikket. Det vil forringe fiskeriets bidrag til vores fælles velfærd.

Fiskerikommissionen er kommet langt i sit arbejde med at komme med et forslag til ny fiskerilov. Til trods for corona og aflyste møder vil der komme en betænkning i begyndelsen af næste år. Det kommende møde i november er nummer syv, og vi har holdt borgermøder, udarbejdet Debatoplægget Vores fisk- vores velfærd og udsendt foreløbig 5 baggrundsnotater, der er offentligt tilgængelige via https://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Departementer/Fiskeri-Fangst-og-Landbrug/Fiskerikommissionen.

Undervejs har kommissionen indtil nu drøftet over 100 notater. Men desværre har corona forhindret os i at holde flere borgermøder.

Der er i kommissionen enighed om, at det både er ønskeligt og nødvendigt, at der gennemføres væsentlige ændringer i fiskeripolitikken. Fiskeriets betydning kan ikke undervurderes. Et biologisk og økonomisk bæredygtigt fiskeri er afgørende for udviklingen af velfærden. Derfor er en ny fiskerilov både ønskelig og nødvendig. Nå, men til det mere interessante, nemlig indholdet:

Forskellige fiskerier, forskellige løsninger

Vilkårene i de forskellige fiskerier er som bekendt meget forskellige – ja, nærmest som nat og dag:

Hvor det havgående reje- og hellefiskeri foretages med enorme produktionsfartøjer med alskens komfort, muligheder for underholdning for besætningen osv., så sker det kystnære fiskeri efter hellefisk og torsk i meget stor udstrækning fra joller, som er mindre end seks meter, åbne og ikke just tilbyder stor komfort.

Hvor det havgående rejefisker ledes af selskaber, hvori indgår alle former for relevant økonomisk og administrativ ekspertise, har jollefiskeren et andet udgangspunkt og derfor et andet behov.

Hvor de privatejede havgående rejefartøjer ejes af relativt få, er alene jollefiskeriet efter hellefisk i Nordgrønland (fra Diskobugten og nordover) i dag spredt på over 1.000 personer.

Hvor rejefiskeriet foregår på grundlag af forvaltningsplaner, som tilvejebringer grundlaget for et solidt, bæredygtigt og indbringende fiskeri, findes sådanne planer ikke for det kystnære fiskeri (bortset fra stenbiderfiskeriet). Det kystnære er alt andet end bæredygtigt, og vilkårene betyder, at mange fiskere har en lav indkomst.

Hvor vilkårene i det havgående fiskeri har skabt grundlag for en berettiget optimisme, som blandt andet muliggør millioninvesteringer i fiskefartøjer, er selv mange af de dygtigste jollefiskere uden mulighed for på langt sigt at tilrettelægge sit erhverv, trygt at kunne investere i nyt udstyr og at se på fremtiden med optimisme.

Hvor rejefiskeriet for længst er certificeret som bæredygtigt (MSC), har det kystnære torske- og hellefiskefiskeri langt igen, førend de kan blive det.

Forskellen er stor; så stor, at det er relevant at opdele fiskerierne i to kategorier og at holde sig dette for øje, når vi fremsætter anbefalinger om ændring af forholdene.

Den ene kategori udgøres af de arbejdsintensive fiskerier (det kystnære fiskeri), som kræver indsats fra og giver beskæftigelse til mange mennesker. Disse fiskerier forudsætter ikke voldsomt store investeringer, men giver for tiden ej heller fiskerne sikkerhed for en god økonomi – og slet ikke på længere sigt, medmindre vi ændrer vilkårene. I perioder kan indkomsterne være gode, men de nuværende reguleringer sikrer ikke stabile forhold, og de forhindrer en fornuftig langsigtet forvaltning.

Den anden kategori udgøres af de kapitalintensive fiskerier. Her kræves store investeringer og et stort afkast for at være levedygtigt. Det betyder igen, at fiskerierne skal være ekstremt effektive med store fiskeenheder, og derfor er der en koncentration i denne dele af fiskeriet.

Potentiale i det kystnære fiskeri

Fiskerikommissionen har meget tidligt konstateret, at det kystnære fiskeri efter hellefisk og torsk med joller hverken er biologisk eller økonomisk bæredygtigt. Der fastsættes kvoter og fiskes i et omfang, som med sikkerhed undergraver ressourcens evne til at reproducere sig, og det vil føre til, at det snart ikke længere vil kunne betale sig at fiske. Samtidigt er der tale om såkaldt ”olympisk fiskeri”, som simpelthen går ud på, at alle fisker så meget, de kan på en fælles kvote, indtil den er opfisket – og så lukkes fiskeriet. Det betyder bl.a., at man er nødt til at fiske, selvom kvaliteten af fisken måske ikke er optimal, ligesom man må trodse selv ret dårligt vejr for at få sin del i fiskeriet. Det er ønskeligt og nødvendigt at ændre dette.

Figuren viser, at de politisk bestemte kvoter på kystnær fangst af hellefisk, torsk og krabber alle langt overstiger den biologiske rådgivning. Fiskeriet er ikke langsigtet bæredygtigt, de indhandlede hellefisk er væsentligt mindre end for få år siden, og kun gode priser har forhindret økonomisk ulykke.   

Kvoter over den biologiske rådgivning på udvalgte bestande som hellefisk, torsk og krabbe, 2013-2019Kilde: Grønlands Naturinstitut, GFLK og Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Det er ikke kun ønskeligt, men også nødvendigt, at ændre situationen. Kommissionen er blevet om at komme med forslag hertil. Men det er også vigtigt, at der tages hensyn til de lokale samfund. Hellefiskefiskeriet har f.eks. stor betydning for beskæftigelsen og for den lokale økonomi, ikke mindst i Diskobugten, ved Uummannaq og ved Upernavik. Fiskerikommissionen er meget opmærksom på, at ændringer i adgangen til fiskeriet kan have konsekvenser - ikke kun for fiskerne, men også for beskæftigelsen i fiskeindustrien og mere generelt for beskæftigelsen i det lokale samfund, og at gennemtænkte forslag vil kunne skabe grundlag for et fiskeri med stabil indkomst for mange familier og de lokale samfund. En reform af fiskeripolitikken hverken kan eller skal stå alene. Den bør tænkes sammen med relevante tiltag på blandt andet arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet og ses som en mulighed for på sigt imødekomme den store efterspørgsel af arbejdskraft i andre sektorer i samfundet. Dette vil samtidigt kunne bidrage endnu mere til den fælles økonomi – i form af omsætning, men også i form af skatter og afgifter. Det er både ønskeligt og nødvendigt at fiskeriet bidrager endnu mere til vores fælles velstand.

Hvordan spredes ejerskab?  

Kommissionen har også meget tidligt konstateret, at det er en højt prioriteret opgave at sikre, at de afkast fra fiskeriet, som nu tilfalder samfundet – direkte gennem afgifter, selskabsskat og personskat og indirekte gennem omsætning, som skaber grundlag for andre skatter og afgifter – ikke må bringes i fare. I de senere år har fiskeriets bidrag til samfundets velfærd heldigvis været stigende. Det er ønskeligt og nødvendigt, at bidraget fra ressourceafgiften og skatter fortsat udgør et stort og stabilt bidrag til landets velfærd.

Fiskerikommissionens anbefalinger skal være med til at sikre en fortsat høj effektivitet i det kapitalintensive fiskeri (læs: rejefiskeriet og det havgående hellefiskefiskeri). Derfor vil det være en forkert vej at gå, at kvoterne spredes ud til flere fartøjer, end der er i øjeblikket. Det vil forringe fiskeriets bidrag til vores fælles velfærd.

På den anden side har kommissionen fået til opgave at komme med forslag til, at ejerskabet i fiskeriet spredes. Vi står derfor med det dilemma, at vore anbefalinger både skal sikre, at flere får del i ejerskabet til licenserne, og at effektiviteten fastholdes, for at undgå et stort tab for samfundet. Kan det lade sig gøre?

Måske! En oplagt tanke er jo at kigge på muligheden for at sprede ejerskabet i de selskaber, der har adgang til fiskeriet i stedet for at forsøge at sprede kvoteandelene ud på flere aktører. Hvad nu hvis det reelt blev gjort muligt for ”almindelige mennesker” at blive medejer af til fiskeflåden? Hvad nu hvis besætningsmedlemmer, som har sparet penge sammen, ville kunne blive medejere af det rederi, som han eller hun var ansat i? Hvad nu hvis pensionskasser kunne og ville sætte nogle af sine (og dermed dine) penge i et økonomisk godt fiskeri?

Kommissionen er i færd med at undersøge muligheder og forhindringer, fordele og ulemper i forhold til dem.

Og så er der jo alle de andre spørgsmål, som kommissionen forholder sig til, og som vi forventer i stor udstrækning også vil føre til anbefalinger om ændringer i lovgivningen, og som vi gerne kommer tilbage til i et senere indlæg.