9. januar 2020

Når videnskabelig usikkerhed bliver en dårlig undskyldning

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet 

(Bragt i Ingeniøren 9. januar 2020)

Hvis vi tror på, at menneskeskabte klimaforandringer er reelle, kan vi blive nødt til at ofre det, vi anser for det gode liv. Derfor kan det være fristende ikke at lytte til forskningen.

Videnskab er ikke demokratisk. Naturvidenskabelige resultaters gyldighed afgøres ikke gennem håndsoprækning eller konsensuskonferencer. Der gælder andre regler, når vi skal vælge mellem flere konkurrerende teorier om, hvordan virkeligheden rent kausalt hænger sammen.

Teoriens overensstemmelse med de forhold, som vi rent faktisk har iagttaget, dens forklaringskraft, efterprøvelighed, sammenhæng med vores øvrige viden og dens evne til at forudsige fremtidige begivenheder er nogle af de faktorer, den kan vurderes på.

Alt dette indgår i det, der kaldes ‘peer-review’-processen, der sikrer, at inden videnskabelige resultater offentliggøres i form af videnskabelige artikler, så har andre forskere inden for det pågældende felt læst forskningen igennem og sagt god for, at der er tale om god og redelig videnskab i det omfang, det kan vurderes ud fra de rapporterede resultater.

Blot fordi noget er publiceret som et videnskabeligt resultat, er der dog ikke tale om, at det pågældende nu er endegyldigt bevist. Vi kan ikke endegyldigt verificere et videnskabeligt resultat.

Eller som Karl Popper sagde: Så længe resultatet ikke er falsificeret, så er det en del af den bedst tilgængelige viden, vi har i øjeblikket. Men vi bør altid være åbne for, at vi kan blive klogere i morgen.

Samtidig må det dog fastholdes, at vi ikke konstant kan sætte spørgsmålstegn ved alt. Videnskabelig viden er som en mur, hvor der lægges sten på sten. Betvivler vi konstant, at de nederste sten kan bære de nye, får vi aldrig udbygget vores viden.

Så videnskab er på en gang at bevæge sig frem i tillid til, at den viden, vi indtil nu har fundet, er god nok til, at vi kan udbygge den, og samtidig forholde os kritisk til den eksisterende viden og være villige til at forkaste den, hvis nye resultater viser, at der er andre forklaringer på verdens kausale sammenhænge, som er bedre – målt ud fra de accepterede kriterier for god og redelig videnskab.

Alt dette fungerer nogenlunde uproblematisk, så længe den viden, vi indhenter, ikke har en direkte indflydelse på, hvordan vi indretter vores samfund. Jeg vil f.eks. antage, at forskere, der undersøger, hvordan galakser dannes, ikke oplever den store offentlige interesse for deres uenigheder. Men når vi taler klimaforandringer, forholder det sig ganske anderledes.

Og det er ikke underligt, for det har store økonomiske, sociale og politiske konsekvenser, hvis vi som udgangspunkt har, at den forskning, som f.eks. FN’s Internationale Klimapanels rapporter bygger på, er den bedst tilgængelige viden for nærværende.

Der er ikke en enkel forklaring på et fænomen som klimaskepsis – hverken i dens klassiske version, hvor det enten benægtes, at klimaforandringerne overhovedet finder sted, eller at de er menneskeskabte, eller i, hvad en forsker som Jens Friis Lund fra Københavns Universitet har kaldt ‘Version 2.0’, hvor problemets omfang underdrives, og de tekniske muligheder for løsninger overdrives.

Men når man betænker de omfattende samfundsmæssige konsekvenser, det vil have at acceptere klimaforandringerne baseret på de normale kriterier for, hvordan vi bedømmer videnskabeligt frembragt viden, så kan man hurtigt se, at en del af skepsissen er drevet af økonomiske og ideologiske interesser snarere end af en reelt eksisterende videnskabelig usikkerhed vedrørende årsager og konsekvenser af klimaforandringerne.

Dette ikke for at hævde, at der ikke findes forskere, som helt reelt mener, at det store flertal af forskere, som peger på, at klimaforandringerne skyldes menneskelige udledninger af drivhusgasser, tager fejl. Der er videnskabelig usikkerhed, og deres forskning bør understøttes. Vi kan blive klogere.

Problemet er, når usikkerheden bliver misbrugt af andre interesser end videnskabelige til at blokere politiske beslutninger og vildlede offentligheden til at tro, at usikkerheden er større, end den er. Det er f.eks. veldokumenteret, at olieindustrien har pumpet milliarder ind i at skævvride diskussionen om klimaforandringer, bl.a. ved at finansiere såkaldte tænketanke, der med stort held har fremstillet den videnskabelige usikkerhed som langt større, end den er.

Men vi almindelige borgere, uden den store indsigt i klimavidenskab, er også lydhøre over for fortællingen om, at det måske slet ikke er så slemt og ikke har noget med os at gøre. Det er fristende ikke at lytte til den forskning, som vi ud fra de normale kriterier ellers ville læne os op ad.

For den anden fortælling kan bruges til at afvise forandringer i samfund og livsstil, som vi ikke har lyst til. Som opleves som et offer. Med vores fornuft kan de fleste af os forstå, at situationen er uholdbar, og at vi ikke kan vente på et techno-x, der muligvis aldrig kommer.

Vi er nødt til at ændre livsstil i form af mindre forbrug af dimser og dutter, udestuer, gadgets og modetøj. Vi skal skære ned på kød, på flyrejser, på madspild og skal i det hele taget til at leve mere nøjsomt. Men da fortællingen om det gode liv i vores kultur i høj grad er en fortælling om forbrug, så har vi ikke lyst.

Vi er fanget i spændingen mellem det, vi bør, og det, vi har lyst til at gøre. Og dér har de færreste af os moralsk rygrad til at ofre det, som vi anser for det gode liv, ud fra et hensyn til mennesker langt væk, kommende generationer, isbjørne og planetens økosystemer som sådan.

Det er imidlertid ikke rart at se vores etiske svigt i øjnene, så kan vi i stedet læne os op ad en påstand om, at alt det der med klimaforandringer er en løgn eller i hvert fald stærkt overdrevet, gør vi det gerne. Også selvom vi dermed tilsidesætter de kriterier, vi normalt anvender, når vi skal vurdere, hvilken af flere konkurrerende videnskabelige forklaringer på et fænomen, vi kan stole på.