12. maj 2021

World Resources Institute forudser, at et stort dansk landbrug er bedst for verdens klima. Men hvad hvis krystalkuglen tager fejl?

Af professor Jens Friis Lund, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt i Klimamonitor den 12. maj 2021)

World Resources Institute har opsigtsvækkende meldt ud, at det vil være bedst for verdens klima, hvis Danmark fortsat har en stor bestand af svin og køer. Men hvad hvis krystalkuglen tager fejl, og vi selv bliver mere klimavenlige? Professor Jens Friis Lund gennemgår alternativerne.

Det var med stor interesse – og lettere åben mund – at jeg for nyligt klikkede ind på artiklen bag overskriften ”Unik miljørapport om dansk landbrug: Behold for guds skyld jeres svin og køer” på Politikens hjemmeside.

Artiklen beskrev en rapport udarbejdet af forskere fra World Resources Institute, som beskriver en sti mod et klimaneutralt landbrug i Danmark i 2050 og som indeholder den overraskende anbefaling, at vi bør fastholde, hvis endda ikke øge, vores animalske produktion af hensyn til klimaet.

Hvordan hænger det lige sammen, tænkte jeg. Jo, forklaringen i rapporten lyder, at Danmark har et stort potentiale til at udvikle en meget klimaeffektiv kødproduktion. Og dertil har forskerne kigget i krystalkuglen og set at »Selv med de mest optimistiske forudsigelser (…) stiger efterspørgslen« på kød, som førsteforfatteren til rapporten udtalte til Politiken.

Concito skrev siden følgende om rapporten »På den måde kan WRI’s vej til et klimaneutralt dansk landbrug siges at bygge på et efterspørgselsscenarie uden de store mirakler i udviklingen af efterspørgslen på mere plantebaseret mad.«

Så givet at efterspørgslen på kød, ifølge krystalkuglen og i fraværet af mirakler, vil stige, og givet at vi i Danmark kan producere kød mere klimaeffektivt end andre, så følger det ganske logisk, at vi bør fortsætte med at producere kød, da andre mindre klimaeffektive producenter ellers bare vil tage over.

Så der er altså tale om det klassiske lækageargument tilsat en form for månegris-vision om, at vi kan reducere klima- og miljøbelastningen ved at producere grisekød med op til 80 procent via en række innovationer og teknologiske greb.

Krystalkuglen har taget fejl før

Rapporten fremstår på mange måder overbevisende og visionær. Den bygger på et omfangsrigt datamateriale og har et klart fokus på, hvordan vi i Danmark bedst bidrager til en bæredygtig global fremtid.

Men djævlen ligger, som altid, i detaljen.

For hvad nu hvis krystalkuglen tager fejl og miraklernes tid alligevel ikke er forbi?

Hvad nu hvis efterspørgslen efter kød i de kommende tre årtier faktisk falder?

Det vil kræve en omfattende forandring i kostvanerne hos de globalt mest velstillede, og at de som oplever en stigende indkomst i kommende årtier ikke per automatisk begynder at spise mere kød.

Det kunne man vel forestille sig givet den forventede politiske respons på klimakrisen, madvaner i hastig forandring og den rivende udvikling inden for plantebaserede alternativer mm.

Inden for andre områder ved vi, at krystalkuglen kan tage fejl. Det Internationale Energiagenturs forudsigelser for væksten i solenergi har for eksempel konsekvent været alt for konservative. Kunne det samme gøre sig gældende her?

Hvis miraklet indtræffer, og efterspørgslen falder frem mod 2050, så risikerer vi vel i Danmark at bidrage til overproduktion af kød? Og mon så ikke det kød vil blive faldbudt til lave priser?

Og mon så ikke vi i Danmark vil lave redningspakker til de producenter som rammes af det globale markeds luner?

Og giver det så egentlig mening at tale om ’den globale efterspørgsel’ som noget vi ikke har indflydelse på?

Kunne man ikke tværtimod forestille sig, at det faktisk kunne få betydning for den globale efterspørgsel, hvorvidt vi i et land som Danmark vælger klart og tydeligt at vise vejen væk fra kødet som producenter såvel som forbrugere?

Drastisk handling?

Rapportens hovedforfatter udtaler, at vi klart skal skelne mellem forbrug og produktion her: »Man er nødt til at have én strategi for forbrug og en anden for produktion.«

Vi skal altså skære ned på vores eget forbrug af kød samtidig med at vi investerer kraftigt i at skabe fremtidens klimaeffektive kødproduktion, altså månegrisen.

Men hænger det nu helt sammen? Kunne man ikke forestille sig, at et fokus på at videreudvikle en stor animalsk produktion og forarbejdning i et lille land som Danmark vil gøre det vanskeligt at lancere en målrettet og ambitiøs national strategi for at sænke kødforbruget?

Vil vi forbyde reklamer for kød?

Vil vi formene landbrugslobbyister adgang til Christiansborg?

Hvis vi ikke gør det, så ender vi med en større produktion af kød og et fortsat højt kødforbrug. Og så er vi røget fra asken til ilden i en klimamæssig forstand.

Så rapporten – og det at regeringens retorik omkring det danske landbrug i høj grad flugter med dens overordnede anbefaling - rejser en række spørgsmål som kalder på en bred offentlig debat:

1. Er det meningsfuldt at basere vores landbrugs- og klimapolitik på en antagelse om, at den globale efterspørgsel på kød vil stige frem mod 2050?

2. Er det mere realistisk at antage, at vi i Danmark kan sænke klimabelastningen ved kødproduktion med op til 80% frem mod 2050, end at Europæere og Amerikanere kan sænke deres kødforbrug med mere end 50% over samme periode?

3. Er det realistisk at antage, at vi i Danmark kan sænke vores forbrug af kød med 50% eller mere samtidig med at vi satser stort på at blive den verdensførende producent af klimavenligt grisekød?

4. Hvilket signal vil en satsning på månegrisen i Danmark sende til andre lande? Vil det øge eller mindske sandsynligheden for at andre lande arbejder for at sænke deres befolkningers kødforbrug?

5. Kan idéen om at vi skal fastholde kødproduktion i Danmark med basis i en antagelse om at den globale efterspørgsel vil stige ende med at blive en selvopfyldende profeti?