Opråb fra 238 eksperter: Europa har brug for en pagt for bæredygtighed og trivsel – Københavns Universitet

IFRO > IFRO-forskere mener > Opråb fra 238 eksperter

09. maj 2019

Opråb fra 238 eksperter: Europa har brug for en pagt for bæredygtighed og trivsel

Jens Friis Lund fra IFRO er medunderskriver i åbent brev til EU's poitiske ledere

(Bragt i Information 9. maj 2019)

238 europæiske akademikere, civilsamfundsrepræsentanter og byrådsmedlemmer stiller i dette åbne brev krav til EU’s politiske ledere, der mødes til topmøde torsdag, om at gøre bæredygtige livsformer til normen

Europas gader genlyder af opråbet om ’systemforandring fremfor klimaforandring’.

Da klimaaktivisten Greta Thunberg for nylig mødtes med Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker, bad hun ham lytte til eksperterne. Men hvad skulle eksperterne sige?

Vi, eksperter i systemforandringer fra universiteter, forskningsinstitutioner, bystyrer og civilsamfundet, har nogle bud.

Sidste efterår samledes 238 forskere og 90.000 borgere bag en opfordring til europæiske institutioner om at flytte fokus fra økonomisk vækst i retning af bæredygtighed og trivsel. Og på en konference om Vækst og Omstilling i Wien konkretiseredes disse ideer.

Fremfor et fokus på vækst i BNP fokuserer vi på en positiv plan for en postvækst-økonomi.

Vort udgangspunkt for at forstå, hvordan vi skaber en omstilling mod et samfund med høj trivsel, som respekterer de planetære grænser, er at rådgive politiske beslutningstagere på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan om, hvordan vi kan håndtere den stadigt voksende tredobbelte krise bestående af klimaforandringer, biodiversitetskrise og artsuddøen samt den voksende sociale ulighed.

Lad os være ærlige. Hverken Parisaftalen, Aichi-biodiversitetsmålene eller de nuværende nationale og internationale beskatningsregler er i stand til at håndtere disse eksistentielle trusler. Som en gruppe forskere netop formulerede det i tidsskriftet Science:

»De eksisterende politikker er helt utilstrækkelige i forhold til at beskytte vores klima og biosfære.«

Fundamentale forandringer er både nødvendige og ønskværdige. En paneuropæisk meningsmåling viste for nylig, at et flertal af europæere nu mener, at hensynet til miljøbeskyttelse skal prioriteres, selv hvis det går ud over den økonomiske vækst.

Vi har identificeret tre grundlæggende systemiske forandringer. Disse tre udelukker ikke andre løsninger, men er alle mulige, nødvendige, ønskværdige og tilbyder reel forandring. De kræver en visionær tilgang og handlekraft. Og de kræver, at vi forlader ideen om småjusteringer, som er dét tankesæt, der har bragt os så tæt på afgrunden.

1. Fra BNP til trivsel
Kong BNP er død, længe leve Dronning Trivsel: Mennesker ønsker at trives i en levende verden. Politikker, som har til formål at styrke BNP-vækst, tilsidesætter ofte mennesker og miljø, hvorimod politikker med fokus på trivsel vil hjælpe os til at hele.

Det er muligt at skabe velstand uden vækst. Vækst, som skabes på basis af overudnyttelse af ressourcer, dårlige arbejdsforhold og forurening, ødelægger mennesker og miljø. Bhutan, New Zealand og Barcelona frembyder alle eksempler på, at det nytter at sætte menneskelig og miljømæssig trivsel før hensynet til BNP.

Vores krav til Europa-Kommissionen er, at Stabilitets- og Vækstpagten laves om til en Stabilitets- og Trivselspagt, at der flyttes fokus fra ’beskæftigelse, vækst og investering’ til ’trivsel, beskæftigelse og bæredygtighed’, og at der etableres et generaldirektorat for Trivsel og Fremtidige Generationer, ledet af Kommissionens første næstformand.

Vores krav til lande, regioner og byer er, at de sætter et program for trivsel og hensyn til kommende generationer i centrum for al politik.

2. Omfordeling for de mange
Fra skattely for de få til omfordeling for de mange: højere skat på formuer, lavere skat på arbejdskraft. Stigende skatter på forurening og stop for subsidier til forurenende aktiviteter.

I de to årtier efter Anden Verdenskrig var topskatteraten i USA og Storbritannien omkring 90 procent. I dag er den under 50 procent. De fleste EU-lande har fulgt samme kurs. Uligheden er derfor steget støt og har skabt grobund for stigende social uro og populisme.

De Gule Veste i Frankrig illustrerer, at en skat på forurening forudsætter, at skattesystemet anses for retfærdigt. Subsidier til forurenende aktiviteter og til overudnyttelse af ressourcer må udfases øjeblikkeligt og en skat på forurening indføres med provenuet målrettet til velfærd for de fattigste.

Vores krav er, at der indføres en topskattesats på minimum 80 procent, og at provenuet bruges til omfordeling til lavindkomstfamilier.

At der indføres en flyskat, og at provenuet overføres til bedre og billigere kollektive transportformer. At der indføres stigende afgifter på CO2-udledning og andre naturressourcer. At der indføres skattemæssige incitamenter til genanvendelse af materialer.

3. Fra effektivitet til tilstrækkelighed
Effektive produkter er godt, tilstrækkelige løsninger er endnu bedre. Effektivitetsgevinster er vigtige, men kun en start på løsningen.

Social slagside kan rulle effektiviseringsgevinster tilbage. Vi behøver ikke sælge flere produkter, vi har brug for løsninger, der bygger på tilstrækkelighed og er langtidsholdbare. Nogle virksomheder sælger allerede belysning som en service frem for lyspærer som produkt og vender dermed fristelsen til indbygget forældelse til i stedet at sikre lang levetid.

Barcelonas strategi for nul affald omfatter avancerede systemer for affaldssortering og -indsamling med smarte affaldscontainere, der reducerer restaffaldet og øger opsamlingen af organisk affald – det virker meget bedre end blot bevidstgørelse og støtte til genanvendelse.

Vores krav er, at udviklingen af bedre forretningsmodeller såsom produktservice-økonomien støttes. At der indføres nulaffaldsstrategier på alle samfundsniveauer efter modellen om hierarkisk affaldshåndtering, og at programmerne for producentansvar udvides.

At momsen på arbejdskraftintensive serviceydelser såsom reparationer reduceres.

At man tager springet fra effektiviseringspolitik til tilstrækkelighedspolitik for at gøre bæredygtige livsformer til normen.