Politikerne spiller hasard med vores fremtid – Københavns Universitet

IFRO > IFRO-forskere mener > Politikerne spiller ha...

13. maj 2018

Politikerne spiller hasard med vores fremtid

Af professor Jens Friis Lund, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet (blandt initiativtagerne), og 300 andre

(Trykt 13. maj 2018 i Politiken)

Hensynet til økonomisk vækst må vige for en mere ambitiøs klimapolitik. Det er sidste chance, hvis Paris-aftalens mål om maksimalt 2 graders global opvarmning skal indfries.

Vi mennesker er dybt afhængige af Jordens økosystemer. Men overalt på kloden er økosystemer lige nu truet af menneskedrevne forandringer som forurening, afskovning, forsuring af havene og udpining af jord. Fra de dybeste have til de højeste bjergtinder finder man mikroplastik og kemikalierester. Verdens storbyer er ikke bare hjemsted for milliarder af mennesker – men også for betydelig partikelforurening.

Oven i presset på lokale økosystemer kommer den tiltagende globale opvarmning, der med mere og mere katastrofale vejrfænomener truer menneskers tryghed overalt på kloden. Det vil ifølge klimavidenskabens fremskrivninger få stadig mere vidtrækkende konsekvenser, i takt med at vi bevæger os længere ind i det 21. århundrede. Derfor har vi brug for en ny klimarealisme nu.

Faktisk har sådanne fremskrivninger reelt foreligget i årtier, uden at der har været den fornødne politiske vilje til at ændre retning. De menneskeskabte CO2-udledninger er således steget støt, siden FN’s klimapanel blev dannet i 1988, bortset fra et mindre dyk i 2008 efter den globale finanskrise. De årlige udledninger stiger fortsat og lægger sig til den totale mængde CO2 i atmosfæren. Trods stor usikkerhed om tallene står det klart, at udledningerne inden for ganske få årtier skal gå helt i nul og mere til.

For at nå Paris-aftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til maksimalt 2 grader er vi forpligtede til at optage og lagre mere CO2, end vi udleder. Aftalens scenarier kræver udvikling og udbredelse af ny teknologi til CO2-lagring på så enorm en skala, at mange eksperter åbent spørger, om det er realistisk og sikkert at satse på. 

Den uhørt udfordrende opgave skal løses, samtidig med at vi takler fødevaresikkerhed for en stigende global befolkning, stigende migrationsstrømme og en hastigt voksende global middelklasse, der stræber mod de samme ikkebæredygtige forbrugsmønstre, som vi gennemsnitligt har i Danmark. Jo længere vi tøver med at skære i udledningerne på globalt niveau, jo hårdere en opbremsning skal vi foretage. Vi er ved at løbe tør for tid. Hvordan er vi endt her?

Vi danskere er blandt de værste syndere

Historisk set fordi industrialiseringen – og dermed udnyttelsen af fossile brændstoffer – begyndte i Nordeuropa. Men selv hvis vi tager udgangspunkt i perioden siden 1980’erne, hvor drivhuseffekten var alment kendt, så ligger ansvaret for den fortsatte miljøkatastrofe hos os selv. Den gennemsnitlige danskers CO2-fodaftryk er blandt de højeste i verden. Dét på trods af at vi i Danmark har relativt energieffektive kraftværker, boliger og produktionsvirksomheder.

Forklaringen er, at den gennemsnitlige dansker er storforbruger af miljøbelastende goder såsom elektronik, tøj, og oksekød. Dertil kommer, at vores transportsektor fortsat er baseret på fossile brændstoffer som diesel og benzin.

Den generelle regel om klimapåvirkning er, at jo mere velstående man er, jo mere CO2 udleder man. De 10 procent af verdens befolkning, som har den højeste indkomst, er tilsammen ansvarlige for mere end en tredjedel af de totale CO2-udledninger. I Danmark hører 75 procent af borgerne til blandt disse 10 procent, så gennemsnitligt tilhører vi en lille global elite. Men også blandt danskerne er der store forskelle.

"Vores høje C02-udledning betyder også, at historien om Danmark som et ’grønt’ land skal tages med store forbehold

Selv om den økonomiske ulighed i Danmark er relativt lav, så udleder den rigeste femtedel af den danske befolkning hele dobbelt så meget CO2 som den fattigste femtedel. De forbrugsmønstre, der knytter sig til høje indkomster, er altså meget problematiske fra en klimasynsvinkel. Vores høje CO2-udledning betyder også, at historien om Danmark som et ’grønt’ land skal tages med store forbehold. Historien bygger på en regnskabsteknisk finesse, hvorved de varer, vi importerer og forbruger, ikke indgår i det danske bidrag til FN’s globale CO2-regnskab, men i produktionslandets, eksempelvis Kina.

Vores høje forbrug og materielle velfærd udgør således en voldsom miljøbelastning, som ikke ses i FN-systemet for opgørelse af CO2. De samlede CO2-udledninger fra alle økonomiske aktiviteter, der bidrager til det danske bnp – og dermed det høje danske forbrug – er således ikke faldet siden niveauet fra 1990. Mere aktuelt, så er Danmark i de seneste år dumpet langt ned ad internationale lister over klimaførende nationer. Hvis alle klodens lande fulgte i vores fodspor, så ville det ikke være muligt at afværge katastrofale temperaturstigninger.

Pointen er ikke, at disse statistikker skal give den enkelte borger dårlig samvittighed. Sagen er, at de fleste borgere agerer ganske rationelt givet de politiske signaler i Danmark de seneste årtier og aktuelt. Følger man den danske politiske debat om klima og miljø, kunne man forledes til at tro, at vi som samfund og individer næsten er på sporet med den nødvendige omstilling. Samtalen kredser ofte om mindre justeringer; det kan være i danske borgeres transport- og madvaner.

Dermed lykkes politikerne med at undgå ubekvemme beslutninger om beskatning af klimabelastende varer og aktiviteter og tilstrækkeligt store investeringer i bæredygtige transport-, jordbrugs- og energiløsninger. Men som borgere i Danmark kan vi ikke individuelt bare vælge at leve i overensstemmelse med 2-graders målsætningen. I forhold til de valg, der har størst betydning for vores klimaaftryk – som for eksempel at leve bilfrit, undgå at flyve og spise mindre kød – er vi indbyrdes afhængige af transport- og energiinfrastruktur, krav fra arbejdspladsen og forventninger fra familie, venner og andre sociale relationer.

Derfor har vi brug for politikere, der går forrest og indfører klare økonomiske incitamenter. Det kan være via beskatning og regulering af klimabelastende varer og aktiviteter samt målrettede offentlige investeringer og tilskud rettet mod kraftigt at nedbringe det miljømæssige fodaftryk. Dette må gøres i et langt større omfang, end vi hidtil har set fra skiftende regeringer. Der er økonomiske risici forbundet med at igangsætte så store ændringer i investeringer, skatter, regler og afgifter for ethvert land. Men den klima- og miljømæssige risiko ved at udskyde problemerne er langt større – hvad end vi gør den op i penge, internationalt omdømme, biodiversitet eller fødevaresikkerhed.

De eksisterende politiske planer for klima bygger på overordentligt optimistiske antagelser om teknologiske løsninger og en global grøn økonomi, hvor økonomisk vækst ikke længere medfører øget pres på det globale miljø. Selv om teknologien har leveret mange ændringer i økonomien, så har vi ikke noget historisk belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i bnp, kan fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler. Politiske tiltag, der øger den økonomiske vækst, er derfor direkte skadelige for klodens økosystemer. Derfor bør hensynet til økonomisk vækst nu klart underordnes hensyn til bæredygtighed, sundhed, forurening og klima. 

Hvis ikke Danmark går forrest med et omfattende, vidensbaseret og målrettet klima- og miljøprogram, hvor skal det så komme fra? Eller vi kunne spørge: Hvis ikke et demokratisk, rigt og velorganiseret land som Danmark viser vejen frem, hvilken samfundsmodel er det så, der ender med at være forbilledet for fremtidens samfund?

Det er et kapløb med tiden, og det er vores frie og fredelige fremtid, vi spiller hasard med. Vi ved ikke præcis, hvordan dramatiske ændringer i det globale miljø i fremtiden vil påvirke befolkningers levevilkår. Men ét står klart: Vore samfund – rige som fattige – vil forandres gennemgribende, og jo mere vi tøver, jo større synes risikoen for, at demokratiske principper vil komme under pres. Vi risikerer en fremtid, hvor vi måske har forpasset muligheden for at bremse klimaforandringerne og deres ødelæggende effekter. 

En omstilling og afbødning af klimaforandringer og miljøproblemer rummer også muligheder. Mere miljømæssigt forsvarlig adfærd for os alle indebærer målrettede investeringer i en forandring væk fra fossilafhængighed, overforbrug og ressourcespild. Det kan give en retning væk fra de dermed forbundne sundhedsskadelige produktions-, livsstils- og forbrugsmønstre.

Vi skal have en åben debat om, hvordan vi udvikler en samfundsøkonomi, der både giver de nødvendige nedskæringer i CO2 og forurening og samtidig skaber livskvalitet for alle danske borgere. Det kunne være mere tid til fællesskaber, børn og et sundt, aktivt liv med forøget livskvalitet. Heri ligger et opgør med ideen om, at vækst i bnp er den vigtigste måleenhed for trivslen af vort samfund. At nå dertil kræver imidlertid en ny dansk politisk klimarealisme, hvor vore politikere tager videnskabelig viden alvorligt og handler derefter.