Det gerontologiske felt har på forskellig vis forsøgt at forstå og give mening til aldring som fænomen gennem formuleringen af begreber og begrebsrammer. Disse begreber og begrebsrammer har italesat forskellige forståelser af hvad aldring er, hvilken viden om aldring, det er vigtigt at producere, samt forskellige normer og idealer for god aldring. De både afspejler og har samtidig haft indflydelse på forskningspraksisser og policy-making, men kan også ses som forståelsesrammer, der har påvirket – og er blevet påvirket af – levede liv og hverdagspraksisser. Gennem en historisk præsentation og kritisk diskussion af centrale gerontologisk begrebsrammer som disengagement theory (oversat: ’afviklingsteori’ eller ’tilbagetrækningsteori’), activity theory (oversat ’aktivitetsteori’), og, særligt, succesfuld aldring, tegnes et billede af den udvikling og bevægelse i begreber, normer og praksisser, som har karakteriseret det gerontologiske felt op til i dag. Kapitlet afsluttes med en kort diskussion af begrebet aktiv aldring, samt nogle kritiske spørgsmål og en opfordring til at tænke kritisk over, hvor denne udvikling bør bevæge sig hen fremover.