Klimakrisen kræver ny forståelse af det gode liv

Af Mickey Gjerris, lektor i bioetik, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi

(Bragt på Videnskab.dk den 21. november 2019)

BOGOMTALE: Bioetiker Mickey Gjerris lufter sine ’upraktiske overvejelser om lysegrønt håb’ i ny bog.

Som universitetsansat forsker er man et privilegeret menneske. Ikke mindst, fordi arbejdet også indebærer at undervise og vejlede videbegærlige og engagerede unge mennesker, der ønsker at gøre en forskel. 

Undertiden kan man nærmest føle sig som en form for akademisk vampyr, der suger livs- og læringsglæde ud af de studerende. 

Livet på universitetet har naturligvis også sine regnvejrsdage. Sådan er det vel i alle jobs. Kedelig administration, umotiverede studerende og forskningsartikler, der skal skrives uden at have noget på hjerte, men blot for at få opfyldt de stadigt voksende publiceringskrav.

Men de værste dage er dem, hvor man møder håbløsheden i form af studerende, der i lyset af den menneskeskabte naturødelæggelse synes at have givet op. Studerende, der har mistet modet og ikke længere tror på, at den viden om, hvordan vi kan afhjælpe problemerne, som de får gennem deres uddannelse, vil gøre en forskel. 

En håbløshed fremkaldt af problemernes omfang, kompleksitet og ikke mindst af dem, der har den egentlige magt.

Magthavere, der – hvad enten de er politikere eller sidder på en direktionsgang – blot strøer om sig med flotte ord, imens de med deres handlinger tydeligt viser, at de enten ikke har forstået problemernes omfang eller rent faktisk er ligeglade med deres børns fremtid.

Sort som et jakkesæt
Jeg kender det selv kun alt for godt. Livsmodet, der stille siver ud af én efter læsning af endnu en rapport om klimaforandringer, tab af biodiversitet, stigende kødproduktion, smeltende gletsjere eller endnu et grotesk eksempel på en ubæredygtig industri, der med store ord om fremtidige teknologiske landvindinger fastholder, at de intet behøver at ændre i dag. 

I en tid hvor prognoserne tyder på temperaturstigninger på 3-3,5 °C (jf. Klimarådets rapport fra 2017, s. 65), selv hvis landene holder de løfter, som de har afgivet i forbindelse med Paris-aftalen, og hvor seneste klimatopmøde i New York, september 2019, endte uden nye løfter, ser det sort ud. 

Sort som den olie de færreste lande synes at være villige til at undlade at hente op ad undergrunden. 

Sort som farven på de jakkesæt, der nu endnu en gang står og lover os, at de har styr på det hele, og vi bare skal fortsætte ned ad den grænseløse væksts spor.

Hvordan finder vi håbet, når der er så meget at frygte?
Håbløsheden er, set her fra mit lille verdensvindue, ikke en hysterisk overreaktion, et udtryk for ubegrundet klimaangst eller et resultat af overdreven lytten til dommedagsprofeter. 

Det er en helt igennem fornuftig reaktion på det, som forskningen fortæller os om situationen og de, som har den egentlige magt, viser os gennem deres handlinger. 

Så hvordan finder man håb og dermed mod og lyst til handle? Det er, hvad min nye bog 'Upraktisk håndbog i lysegrønt håb' forsøger at give et bud på.

Du har et ansvar
De fleste af os anser os selv for at være grundlæggende etisk gode mennesker. Ikke engle, ikke perfekte, men etisk gode sådan i det store hele. 

Men det er ikke nemt at være et godt menneske. 

For det første skal man have blik for, hvornår en situation rummer etiske elementer. Og der har vi i forhold til klimaforandringerne desværre det problem, at vi ofte lader som om, at det kun handler om videnskab, teknologi og politik. 

Vi glemmer bekvemt, at det at forværre milliarder af menneskers og talløse dyre- og plantearters livsmuligheder er et etisk problem. Det er ganske enkelt forkert i forhold til de værdier, som vi ellers roser os af at være bærere af.

Dernæst skal man kunne se, at man selv er involveret i situationen og har et ansvar. At det, man gør, betyder noget. Ikke bare i forhold til hvad der sker, men også i forhold til ens selvbillede som etisk god. 

At man ikke på én gang kan hævde sin godhed og så aktivt deltage i aktiviteter, der uden god grund skader andre.

Og her er vi danskere særligt gode til både på individ- og samfundsniveau at påpege, at vi kun er en dråbe i havet, og det er andre, der skal gå foran. USA, Kina… eller undertiden endda de fattige i andre lande!

Hvad er løsningen i et valg mellem onder?
Når man alligevel frem til at have blik for det etiske i situationen og sit eget ansvar, skal man til at finde løsninger. Løsninger præget af, at man skal balancere en række værdier, der undertiden går imod hinanden. 

Hensynet til social ulighed, hensynet til kommende generationer, hensynet til dyr og planter og naturen som sådan, hensynet til den personlige frihed og så videre. 

Det er sjældent nemt i komplicerede situationer, der griber ind i mangfoldige livsområder, som klimaforandringerne gør, og ofte står man ikke i valget mellem det rigtige og det forkerte, men i et valg mellem onder. 

Et offer på den etiske pligts alter
Det er imidlertid ikke det sværeste – hvor svært det end kan være. Det sværeste er ofte rent faktisk at få gjort det, som man har fundet frem til, er det rigtige. 

For ét er med sin fornuft at kunne forstå at vi ikke kan fortsætte vores nuværende samfund og livsstil bygget på evig vækst i materiel velstand og hyperforbrug. Noget helt andet er at have lyst til at ændre på det. 

For det opfattes af mange som et offer, der skal bringes på den etiske pligts alter.

At være spændt ud mellem det, man har lyst til at gøre, og det, man godt ved med sig selv, at man bør gøre, er et grundvilkår ved tilværelsen. Det er en del af at være et etisk væsen. Et væsen, der har mulighed for ikke kun at handle på sine instinkter, men i stedet handle på sin rationalitet. 

Men det er ikke nemt. Slet ikke, når man fra begyndelsen er blevet påvirket til at leve sit liv i hyperforbrugssamfundet, hvor 'mere og nyt' altid er bedre, og man så skal til at leve anderledes. Omlægge sine vaner i forhold til transport, bolig, mad, ferier med mere. 

Så kan man hurtigt stå der med sin fornuft i den ene hånd og lysten til det, man forstår som det gode liv i den anden hånd og bruge det meste af sin tid på at finde undskyldninger for at følge sin lyst. 

Også selvom man derved svigter sit etiske ansvar.

Håbet om en mindre slem verden
Ser man på videnskaben, synes et håb om, at vi kan løse problemerne, så vi slet ikke kommer til at mærke de negative konsekvenser af naturforarmelsen at være håbløst naivt. 

Tingene vil forandre sig til det værre, men alt efter hvad vi gør, kan det blive mere eller mindre slemt. 

Så vil man kun kaste sig ind i en kamp, hvor man tror på, at alt kan blive, som det var, er der ikke meget håb. Håbet må derfor findes et andet sted. I troen på, at det kan gøre en forskel, hvad man gør – også selvom det 'kun' er en forskel til det mindre slemme. 

Men håbet skal, for mig at se, i særdeleshed findes i en tro på, at det at omstille samfund og livsstil ikke nødvendigvis er et offer af det gode liv, men i stedet en mulighed. En mulighed for at få et godt og meningsfuldt liv… blot på en anden måde, end vi gik og troede. 

Et liv, der ikke så meget finder sted i en udnyttelse af naturen og andre levevæsener, som i et fællesskab med dem. 

Håbet findes i, at vi kan ændre vores opfattelse af, hvad naturen er, og hvad vores rolle er i den.

Et håb, der for at sætte lidt fagtermer på, er forankret i en økocentrisk dydsetik, hvor vi ser os selv som medlemmer af et mere-end-menneskeligt fællesskab og som væsener, der kan optage nye dyder som naturforundring og -respekt i vores liv – ikke bare som noget vi gør, men noget vi bliver til.

Klimakrisen er en etisk krise
Økocentrismen er et opgør med en menneskecentreret tankegang, hvor alt blot er til for vores skyld som en forhåndenværende ressource. 

Dydsetikken rummer en vision om, at vi er andet og mere end kortsigtede egoister, men gennem øvelse kan blive bedre til at udtrykke de værdier, som er grundlæggende for et godt menneskeliv som medfølelse, mod, retfærdighed, ydmyghed, tilbageholdenhed og ikke mindst kærlighed til de andre medlemmer af det fællesskab, som denne planets biosfære udgør.

'Upraktisk håndbog i lysegrønt håb' handler derfor om det etiske ansvar, vi står med i forhold til hinanden og naturen. Og den handler om situationens ubetingede alvor. 

Men først og fremmest handler den om, at den krise eller katastrofe, vi kun har set begyndelsen af, primært er en etisk krise. Den bunder i en forkert forståelse af vores rolle i verden. 

Først når vi begynder at forstå det, kan vi finde håb om at leve gode liv – og finde vilje til at træffe de kollektive politiske beslutninger, som er så bydende nødvendige for at få begyndt omstillingen af vores liv og samfund i en retning, hvor vi for alvor tager ansvaret på os. 

Et ansvar, som vi – de stærkeste i det mere-end-menneskelige fællesskab her i den antropocæne tidsalder – ikke kan undslå os, men som vi i øjeblikket gør alt, hvad vi kan for at løbe fra. Til skade for os selv og resten af naturen.