En økonomisk fornuftig pensionsreform

Af forhenværende overvismand og professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, og professor emeritus Peder J. Pedersen, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet

(Bragt i Politiken under anden overskrift den 4. november 2020)

Socialdemokratiets og regeringens tanker om en pensionsreform og det indgåede forlig har givet anledning til en aggressiv debat. Lars Løkke Rasmussen talte under valgkampen om ”det største bluf i flere generationer”, Berlingske skriver leder om forliget under overskriften ”en mørkegrå dag for dansk økonomi”, Venstres beskæftigelsesordfører taler om ”en vækstdræber”, og de radikale taler om ”at trække raske ud af arbejdsmarkedet, selv om vi allerede mangler dem”. Det er ganske overraskende stærke udmeldinger, for der er tale om en mindre reform, der er gode fagøkonomiske argumen­ter for.

Kronjuvelen i den danske økonomiske strategi er velfærdsaftalen fra 2006, der sigter mod at regulere pen­sionsalderen med den gennemsnitlige levetid, så vi hele tiden i gennemsnit har 14,5 år på pension. Dvs. når den gennemsnitlige levealder stiger med ét år, så stiger pensionsalderen også med et år. Derved har Danmark løst det problem, mange andre lande kæmper med, nemlig at en fast pensionsalder og en stigende levealder giver en stadig stigende pensions­byrde.

Når det er gået så forholdsvis let og lykkeligt, skyldtes det, at reguleringen, da den blev vedtaget i 2006, først fik virkning langt ude i fremtiden. Det er helt afgørende, at pensionsreglerne er kendte mange år frem. Jo kortere, der er mellem beslutningstidspunktet og virkningernes påbegyndelse, jo vanskeligere er det at få reformerne accepteret. Det er derfor helt afgørende ikke at rokke ved den langsigtede velfærdsaftale. Hvis der er kommet økono­misk uansvarlige udspil i pensionsdebatten i denne omgang, er det derfor Morten Østergaards forslag om at lægge loft over pensionsalderen ved 70 år og Enhedslistens om et endnu lavere loft. Det er forslag, der tilintetgør fun­damentet for den langsigtede løsning af pensionsproblemerne.

Efterlønsordningerne er samtidigt blev gradvist afskaffet. Efterlønnens stor styrke var, at den gav en attraktiv løsning for nedslidte, men den var både for attraktiv og gav en for generel rettighed til tidlig tilbagetrækning til store grupper af fuldt arbejdsdygtige. Efterlønnen blev derfor fuldt be­rettiget kritiseret af økonomerne. Velfærdsaftalen fra 2006 og indskrænkninger af efterlønsordningerne er det solide fundament for dansk økonomi, og det bør der ikke rokkes ved.

Men der er behov for justeringer, og seniorpension og den nu vedtagne pensionsreform er sådanne berettigede justeringer. Pensionsalderen følger som nævnt den gennemsnitlige levetid, men væksten i levetid er langt fra steget lige meget for alle befolkningsgrupper. Der er nu blevet næsten 7 års forskel i gennemsnitlig levetid på en ufaglært og en akademiker. Og det er en forskel, der har været stigende. Når pensionsalderen stiger med den gennemsnitlige levetid, får akademikere altså flere og flere gode leveår på pension, mens den ufaglærte får færre og færre. Hvis den brede tilslutning til velfærdsaftalen skal bevares (og det er helt afgørende for danske økonomi), er man nødt til at gøre noget for at bevare accepten. Der er her to veje at gå; en seniorpension til visiterede nedslidte og en ret til lavere pensionsalder for specielle befolkningsgrupper. Men begge vejene er problemfyldte.

Seniorpension er ikke en ret, men en ordning, hvortil man skal visiteres. Man kan først kom­me på denne ordning, når man er nedslidt (dvs. med en arbejdsevne der indskrænker sig til højst 15 timer om ugen, efter forliget højst 18 timer). Sådanne personer får altså intet otium som raske og rørige, mens raske og arbejds­duelige i mindre nedslidende job har ret til pension som 66-årige, selvom de måske først som 80-årige ville have en arbejdsevne, der var nedsat til 18 timer om ugen.  Og det er vel ikke rimeligt, at ansatte i mindre nedslidende job har ret til mange år, måske årtier, på pension som fuldt raske og arbejdsduelige, mens ansatte i mere nedslidende job først kan visiteres til en pension, hvis de er helt nedslidt. Det forekommer rimeligt, at også ansatte i mere nedslidende fag får ret til nogle år på pension, uden at de er syge og nedslidte. Der er da også en hel del lande, der på forskellig vis har eller diskuterer differentierede pensionsaldre.

Det er er bare ikke let at finde et objektivt kriterium for retten til tidlig pension. En ide er at give særligt belast­ende fag en sådan ret. Det er imidlertid næsten umuligt at finde fagafgrænsninger, der sondrer klart mellem nedslidende job og ikke nedslidende. Et andet kriterium kunne være uddannelse, men gruppen uden uddannelse er for stor og inhomogen til at kunne give basis for en nedsat pen­sions­alder (måske snarere basis for en højere pensionsalder for mennesker med langvarige offentlig betalte uddannelser).

Det foreløbigt valgte kriterium, mange år på arbejdsmarkedet og en ikke alt for stor formue, synes det bedst mulige. Det er ikke urimeligt at kræve mange år på arbejdsmarkedet og næppe heller, at medborgere med så stor en pensionsformue, at de selv kan finansiere en tidlig tilbagetrækning, undtages. Det bliver selvfølgelig aldrig perfekt. Hvad f.eks. med deltidsarbejde? Hvis deltidsarbejde og barsel ikke medtages, bliver det stort set kun mænd, for kvinderne har ofte haft deltidsarbejde, mens de passede en større del af arbejdet i hjemmet og med børnene. Det er altså ikke muligt at lave en perfekt ordning; enhver journalist kan finde ud af at spørge, om det er rimeligt, at en med 42 år på deltid skal være berettiget, mens en med 41 år på fuldtid ikke skal. Men den slags afgrænsningsproblemer – som selvfølgelig også er i forliget - er man nødt til at leve med, hvis vi skal væk fra et system, hvor alle i nedslidende job først kan gå på pension, når de har mistet arbejdsevnen, mens folk i mindre nedslidende job kan gå på pension som 66-årige, selv om de har fuld arbejdsevne til, de er 75 eller 80. De højtlønnede har desuden ofte en mulighed for at forlade arbejdsmarkedet baseret på egen opsparing før den almindelige folkepensionsalder.

Kigger man på, hvor arbejdskraftreserven ligger, så er al snak om, at regeringens forslag er økonomisk uansvarligt, fordi det trækker raske ud af arbejdsstyrken, som at se splinten i de andres øjne, men ikke bjælken i sit eget. Den arbejdskraft, der trækkes ud af arbejdsudbuddet ved at pensionere – hovedsageligt ufaglærte – med et arbejdsliv på over 42 år, er helt minimal sammenlignet med den hærskare af ikke nedslidte højpro­duk­tive mennesker, der trækker sig tilbage ved den normal pensionsalder, selv om de kunne arbejde en årrække mere. Det månedlige pensionsbeløb i forslaget er desuden så lavt, at det næppe frister nogen, der ikke er meget trætte af arbejdsmarkedet.

Velfærdsaftalen fra 2006 og afviklingen af efterlønnen er rygraden i den danske økonomis langsigtede holdbarhed, men der er altså brug for mindre supplerende tiltag, selv om det giver knaster på et i forvejen kompliceret system. Seniorpensionen og retten til tidlig tilbagetrækning for specielle grupper er to sådanne tiltag, men de er ikke de eneste. Det er vigtigt hele tiden at tænke på arbejdsmiljøet, så vi i fremtiden ikke får så mange nedslidte som kandidater til disse ordninger (og det er der også tænkt på i forliget). Et andet vigtigt bidrag til en afbalanceret pensionspolitik er incitamenter til at blive længere på arbejdsmarkedet for de ikke-nedslidte; mange af dem bliver presset på pension af rationaliseringer, fyringer og tvungne pensionsaldre.   

Det helt afgørende for arbejdsudbuddet er imidlertid at bevare reguleringen af pensionsalderen med levealderen. Men en relevant diskussion, der er af afgørende betydning for arbejdsudbuddet, er, hvordan denne regulering skal foretages. Den nuværende regulering, hvor det gennemsnitlige antal år på pension fastholdes til 14,5 år er en meget hård regulering – lever vi i gennemsnit et år længere, skal vi også arbejde et år mere. Det vil sige, at når vi lever længere, arbejder vi længere, mens vi ikke får flere år på pension; den andel af vor leve­tid, vi bruger på arbejdsmarkedet er stigende.

Der kan sagtens argumenteres for det rimelige i, at når vi lever et år længere, så arbejder vi f.eks. 9 måned­er længere, og får muligheden for 3 måneder mere på pension. En sådan ordning indebærer også en holdbar løsning på problemstillingen med en velfærdsstat med stigende levetid. Men den er langt fra gratis i forhold til det nuværende aftalte. Der bliver langt flere på pension, og hvis man politisk vil bruge flere penge på pensionsordningerne – og det kan der sagtens argumenteres for – så er det spørgsmålet, om der er grund til, som Morten Østergaard, at blive ”mega begejstret” for en ide om at nedsætte stigningstakten i den generelle pensionsalder. Når der er stor forskel på ned­slid­ningen og helbredstilstanden for de ældre, vil det være mere naturligt at regulere ordningerne for de svagere medborgere, f.eks. give seniorpension til folk, der kan arbejde mere end 18 timer om ugen, eller ret til tilbagetrækning for folk med mindre end 42 år på arbejdsmarkedet. Men det er selvfølgelig helt afgørende, at man ikke falder tilbage til efterlønnens generelle ret for alle til tidlig tilbage­trækning.

Det er ikke engang sikkert, at en differentieret pensionsalder er særlig kontroversiel. Mange med interessante og lidet nedslidende job har faktisk vist sig gerne at ville blive længere på arbejdsmarkedet, mens der er mange med nedslidende job, der længes efter tidlig pension.

Et helt andet forhold ved regeringens forslag, som det er værd at diskutere, er de fordelingsmæssige aspekter. Med begrænsningen i retten til tidlig tilbagetrækning for folk med en pensionsformue på over 2 millioner og en finansiering via bankskat, ejendomsinvesteringsselskaber og manglende fradrag for årlige direktørlønninger over 10 millioner kroner, har man valgt en stærk vægtlægning på, at de stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder.

Det er kun begrænsede dele af disse ideer, der har overlevet i forliget, men der var ellers gode økonomiske argumenter for dem. Uligheden i de vestlige økonomier er i de seneste årtier steget – i en række lande endda ganske kraftigt. I Danmark er Gini-koefficienten (den procentandel af indkomsterne, der skal omfordeles for at få en helt lige indkomstfordeling) steget fra 21,9 i 1989 til 24,7 i 2004 og 29,1 i 2018. Spekulative ejendomshandler og fupmoderniseringer, bankernes deltagelse i skatteund­dragelser, samt årslønninger på større 2-cifrede mil­lion­beløb har vakt forargelse blandt jævne lønmodtagere og har givet anledning til forståelige, men urimelige, generaliseringer og tilslutning til usaglige populistiske bevægelser: Trump i USA, Brexit i UK og større eller mindre lignende bevægelser i næsten alle lande. Og mistillid til hæderlig handel og velfunger­ende markeder er meget skadelig for den økonomiske effektivitet.

Disse problemer er i høj grad internationale. Hvis det interna­tionale lønniveau for topledere er 20-30 millioner om året, kan det være nødvendigt og rationelt for store danske firmaer at betale sådanne lønninger for at få den rigtige person. Men at virksomhederne får et politisk signal om, at man skal tænke sig om, inden man gør det, er næppe skadeligt. Det er givetvis også gavnligt, at bankerne forbindes noget mere med ansvarsbevidsthed og sam­funds­sind og noget mindre med spekulation, skatteunddragelse og grådighed. En tro på, at politikerne og erhvervslivet går ind for et effektivt samfund ved brug af   prismekanismen, men ikke for en grådig kapitalisme, er afgørende for, at økonomien fungerer godt.  Den skepsis over for samfundets institutioner, som de populistiske bevægelser repræsenterer, kan blive meget kostbar og skadelig for samfundet og for, at vores markedsøkonomi fungerer.

En rimelig seniorpension, en mulighed for en lidt tidligere tilbagetrækning for særligt udsatte og et mindre ekstra bidrag fra de mest velstillede til samfundet vil være med til at opretholde tilliden til vort velfærdssamfund og dermed sikre markedsøkonomiens stabilitet og funktion.