Kommunerne overlades til sig selv i arbejdet med klimatilpasning

Af professor Helle Tegner Anker, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, lektor Ole Fryd, lektor Peter Stubkjær Andersen, Henrik Vejre, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Købehavns Universitet og seniorforsker Toke Emil Panduro, Aarhus Universitet.

(Skrevet til og først bragt på Altinget.dk 3. marts 2022)

Det er ikke hensigtsmæssigt, at de enkelte kommuner skal finde de gode løsninger selv, særligt i tværkommunale projekter. Kommunerne har brug for klare rammer og et bredere manøvrerum, skriver en række forskere.

Vand kender ingen grænser – og spørgsmålet om, hvordan vi kan håndtere oversvømmelse og erosion som følge af klimaændringer er højaktuelt.

Det kan konstateres, at vi både lovgivningsmæssigt, administrativt og økonomisk har vanskeligt ved at håndtere udfordringerne.

Vand går på tværs af flere love – og klimatilpasning falder retligt og forvaltningsmæssigt mellem flere stole.

Vand går ligeledes på tværs af administrative grænser – der er derfor behov for klare rammer for tværkommunalt samarbejde. For meget vand er dyrt at håndtere – og et afgørende spørgsmål er, hvor pengene skal komme fra. Samtidig kan hensyn til naturen – særligt i forhold til EU-beskyttede områder – vanskeliggøre og fordyre projekterne.

Stor usikkerhed for kommunerne

I projektet Klimatilpasning på Tværs, har en forskergruppe på foranledning af Region Hovedstaden og en række kommuner haft særligt fokus på, hvem der skal betale for klimatilpasning og på samarbejde og interessentinddragelse i større, tværkommunale klimatilpasningsprojekter.

Projektet har afdækket en række udfordringer for klimatilpasning både langs kysterne og i vandløbsoplande.

En fællesnævner i kommunerne er usikkerhed – ikke kun om behovet for klimatilpasning, men også om de økonomiske rammer, de lovgivningsmæssige rammer og rammerne for samarbejde og interessentinddragelse.

Det er ikke hensigtsmæssigt, at de enkelte kommuner i vidt omfang er overladt til at finde de gode løsninger selv.

Der er behov for at politikerne på Christiansborg sikrer et sammenhængende og helhedsorienteret grundlag for klimatilpasningsprojekter.

Det er ikke tilstrækkeligt at give forsyningsselskaberne mulighed for at betale en større del af regningen eller at kunne skrive afværgeforanstaltninger ind i lokalplaner. Forventningerne – og forhåbningerne – til den nye nationale klimatilpasningsplan er derfor store.

Kommunerne har brug for klare rammer og et bredere manøvrerum.

Hvem skal betale for klimatilpasning?

For det første er der behov for politisk afklaring om økonomien i klimatilpasning, herunder om grundejere og kommuner alene skal bære byrden.

Det skal besluttes, om staten skal tage ansvar, når det handler om større projekter, hvor store samfundsværdier og kritisk infrastruktur skal beskyttes.

Afgrænsningen af, hvad der er statslige kystbeskyttelsesprojekter, skal præciseres – og det skal afklares, om der kan være vandløbsoplande, hvor de samfundsmæssige interesser er så store, at staten må hjælpe til.

Det kunne for eksempel være større åsystemer som Gudenåen, Susåen eller særligt problematiske vandløb som Værebro Å. Det skal afklares, om der på anden vis kan skaffes finansiering til klimatilpasning, herunder gennem attraktive lånevilkår, eksempelvis i regi af KommuneKredit, eller ved etablering af en national klimafond eller lignende.

Kommunerne skal selv kunne samarbejde

For det andet er der brug for et grundigt eftersyn af lovgivningen.

Klimatilpasning er i dag reguleret i flere love – resultatet er en uoverskuelig og usammenhængende lovgivning. Der er behov for et sammenhængende, helhedsorienteret og ensartet regelsæt, der kan gå på tværs af både kystområder og vandløbsoplande.

Særligt er der behov for et eftersyn af det såkaldte nytteprincip, hvor dem, der har nytte af et projekt, skal betale. Samtidig er der behov for at skabe klare rammer for alternative bidragsmodeller, især for mere komplekse klimatilpasningsprojekter, som blandt andet findes i større sammenhængende byområder og fjordsystemer. Desuden er der behov for klare rammer for tværkommunalt samarbejde og koordinering.

I den nuværende lovgivning er det i høj grad op til de enkelte kommuner at finde en retning for samarbejde. Nogle gange lykkes det, andre gange ikke.

Regionerne kan koordinere

For det tredje er der brug for erfaringsopsamling og vejledning i håndtering af klimatilpasning. Det gælder både det gode tværkommunale samarbejde, men også spørgsmålet om interessentinddragelse og beslutningsprocesser.

Det tværgående samarbejde er en nødvendighed, når det handler om klimatilpasning. Det er vanskeligt, men kan lykkes – ikke mindst hvis bureaukratiske forhindringer fjernes og der skabes solide rammer for samarbejdet.

I et tværkommunalt samarbejde er det afgørende, at ansvar og beslutningskompetence afklares og at skellet mellem det politiske og det administrative niveau er klart.

Politikerne skal anerkende, at en stærk faglighed er nødvendig i en fase frem til politiske beslutninger. De gode og effektive samarbejdskonstruktioner er kendetegnet ved, at der er sat tilstrækkelige ressourcer og organisatorisk kraft af til formålet.

Samtidig peger projektet i retning af, at regionerne potentielt kan spille en rolle i forhold til koordination og erfaringsopsamling for tværkommunale klimatilpasningsprojekter.

Med baggrund i erfaringer fra Klimatilpasning på Tværs, er der identificeret en række centrale punkter for interessentinddragelse på tværs af borgergrupper, virksomheder, myndigheder og kommunegrænser.

Et væsentligt element er, at der etableres en fælles forståelse af problemer, løsninger og samarbejdsparternes ståsteder i forhold til klimatilpasningsprojektet. Desuden er det vigtigt at sikre en tidlig og reel inddragelse, samt at afklare og afgrænse projektets konkrete formål og forventede udbytte fra start.

En fælles grundlæggende præmis er dog, at både tværkommunalt samarbejde og interessentinddragelse tager tid.

Læs artiklen i original version på Altinget.dk