Fritid, nationalindkomsten og arbejdsmarkedsreformer
Af fhv. overvismand og professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
(Bragt i Kristeligt Dagblad 2. januar 2023 og på kristeligt-dagblad.dk med titlen Vi glemmer fritidens betydning i debat om national velfærd)
Fritid er en central variabel i økonomien og vigtig for folks velfærd, men den spiller ingen rolle i nationalregnskabet eller i debatten om økonomiske reformer
Når man beregner, hvor velstående en befolkning er i forhold til andre befolkninger eller i forhold til andre tidsperioder, vil man normalt bruge nationalindkomst pr. indbygger som mål. Vi bruger de beregnede nationalindkomster som indikator for, hvor godt det går et land og for et folks velfærd og lykke. Og man bruger også forskellige mål for nationalindkomst – f.eks. BNP og BFI – til mange andre ting. Udviklingen heri er f.eks. også den vigtigste konjunkturindikator. Det er derfor vigtigt, hvordan man beregner denne centrale variabel.
Økonomer taler om det teoretiske begreb nytte, når man taler om folks velstandsniveau, men opfatter dette begreb meget bredere end folk flest. Dvs., når man af en eller anden grund foretrækker noget frem for noget andet, så er nytten større. Nytte er altså ideelt set et mål for velfærd og lykke. Men det er jo ikke til at måle.
Nationalindkomsten – trods fejl og mangler – er derfor det mest etablerede mål for, hvor godt det går. Vi taler om de gode 1960’ere, når nationalindkomsten stiger, og om fattig-80’erne, når den stagnerer. Men hvordan skal nationalindkomsten måles? Der er gode argumenter for, at indkomst og produktion er to sider af samme sag. Men hvad skal med, og hvad skal holdes ude? Og hvordan skal der sættes priser på de forskellige produkter?
Når der er tale om almindelige varer og tjenester, der omsættes på markedet, er det ret oplagt at bruge markedsværdien. Men der er andre, mere problematiske goder. Der er først de helt eller delvist skattebetalte offentlige ydelser. De omsættes ikke på et marked. Vi har jo ikke markedspriser på offentlige serviceydelser, så hvad er værdien af ”produktionen” i vuggestuerne, på hospitalerne, i politiet og på skolerne? Den offentlige ”produktion” er med i nationalregnskabet målt ud fra, hvad det koster at producere den. Og det er rimeligt, for vi bliver ”rigere” af at have gratis skoler, veje, Tv-programmer, politibeskyttelse osv. Nogen siger, at borgerne får flere penge, hvis skatterne sættes ned, og dem kan de så købe varer og tjenester for. Men det er altså et meget diskutabelt udsagn, for vi får nogle goder for skatterne, som så ikke belaster den private disponible indkomst. Havde man ikke f.eks. gratis læger og sygehuse, slap vi billigere i skat, men det ville være dyrt at betale for læge- og hospitalsbehandling. Det kan man f.eks. se i USA.
Selvom vi kunne være omkring 50 procent rigere, hvis vi arbejdede 56 timer om ugen og havde ferie i tre dage, så er der ingen, der ønsker sig tilbage til de tider.
Et andet problem er forurening og forbruget af naturressourcer. Den CO2, vi sender ud i atmosfæren, påfører samfundet nogle omkostninger. Det gør al forurening; røg, møg og støj, pesticider i vandmiljøet og udryddelsen af arter i naturen. Disse omkostninger er ikke med i nationalindkomstberegningerne, men burde principielt være det. Det forsøges der at rette op på i de ”grønne nationalregnskaber”, som på forskellige måder håndterer manglerne ved det traditionelle regnskab ved at indregne disse forureningsomkostninger.
Hvor den offentlige produktion og miljøproblemerne er diskuteret og behandlet af økonomer og håndteret i nationalregnskaberne, så er et tredje specielt forbrugsgode, ”fritid”, langt mindre analyseret. Det er holdt helt ude af de moderne nationalregnskaber, også de grønne. I de første danske nationalregnskaber fra 1940’erne tilregnede man faktisk en ”produktionsværdi” til hjemmegående hustruer. Ikke så meget, fordi de havde ”fritid”, men fordi de leverede produktive serviceydelser som madlavning, børnepasning, pleje af familiens ældre og syge.
Det gør vi ikke i de moderne nationalregnskaber, og derved overvurderer vi den historiske vækst. Kvinderne lavede mad, passede børn osv., og børnepasning og madlavning i hjemmene er altså ikke med i moderne nationalindkomstberegninger. Men da de samme børn begyndte at blive passet i vuggestuer og børnehaver af lønnet personale, kom børnepasning med som indkomst og produktion (selv om det måske var de samme kvinder, der nu var blevet udearbejdende og passede børnene). Ved at flytte produktion fra hjemmene til lønnet arbejde får man altså en kunstig stigning i den målte produktion og indkomst.
Men den rene fritid er også et gode, og den er holdt helt uden for indkomstberegningerne. Den kan man vanskeligt værdisætte, men selv om den er vanskelig at måle, spiller den jo en stor rolle for folks velfærd. Hvis en person selv vælger at holde fri fremfor at arbejde og få løn, er det udtryk for, at værdien af fritid er større end den fravalgte løn. Og det bør spille en rolle, når man f.eks. diskuterer arbejdsmarkedsreformer, der øger arbejdsudbuddet. Reformer, der øger arbejdsudbuddet, går ud på at få folk til at arbejde mere. Tvinge eller lokke nogen til at gå ud på arbejdsmarkedet, andre til at lade sig pensionere senere og nogen til at arbejde mere.
Men alle disse grupper får så mindre fritid, og fritid er også et forbrugsgode, vi værdsætter og har valgt frem for andre forbrugsgoder. For hundrede år siden var den ugentlige arbejdstid 48 timer. Det blev den sat ned til i 1920; i årene lige før var den 56 timer. Kampen op til 1920 gik under slagordet ”8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers søvn” – med 6 arbejdsdage blev det netop en arbejdsuge på de 48 timer.
Nu er den 37 timer. Under den antagelse, at timeproduktiviteten er den samme, kunne vi altså være 30-40 pct. rigere, hvis vi arbejdede lige så længe om ugen som for 100 år siden. Da Danmarks Statistik i 1928 begyndte at interessere sig for ferie, havde den typiske arbejder 3-4 feriedage om året, nu har vi 6 uger. Vi er altså blevet omkring 10 pct. fattigere målt i indkomst og forbrug, fordi vi har valgt længere ferie.
Men reduktionen i arbejdstiden er et valg, vi har foretaget bevidst for at få øget velfærd. Selv om vi kunne være omkring 50 pct. rigere, hvis vi arbejdede 56 timer om ugen og havde ferie i 3 dage, så er der ingen, der ønsker sig tilbage til de tider. For langt de fleste vil en forøgelse af arbejdstiden forringe deres velfærd. Det er få, der er så heldige at have et arbejde, der også er deres hobby. Når mange taler om, at vi skal have reformer, der øger arbejdsudbuddet, så er fritid et aspekt, der også skal med. Det er ikke kun lykken at arbejde mere. Bruges stigningen i nationalindkomsten ved øget arbejdsudbud som et mål for gevinsten ved en arbejdsmarkedsreform, kan det derfor meget let være misvisende og overvurdere gevinsten ved reformen.
Det betyder naturligvis ikke, at arbejdsmarkedsreformer, der øger arbejdsudbuddet, ikke kan være særdeles hensigtsmæssige. Hvis vi kan øge arbejdsudbuddet og produktiviteten ved et bedre match mellem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet og ved at fjerne faggrænser og aldersdiskriminerende regler, der hindrer folk, der gerne vil arbejde i at gøre det, så er det et entydigt gode.
At få flere på arbejdsmarkedet er også en fordel for balancen mellem den offentlige og private sektor. For når vi vælger at fordele vores tid mellem arbejdstid og fritid, så beskattes vi af indtægten fra arbejdstiden, men ikke af glæden ved fritid. Fritid er så at sige en form for lovligt sort arbejde. Vælger for mange fritid frem for arbejde, bliver der altså problemer med at finansiere den offentlige sektor, og mange af de goder, der er skattefinansierede, er nogle af dem, vi sætter størst pris på, f.eks. sundhedsydelserne.
Der er altså god grund til at diskutere hensigtsmæssige arbejdsmarkedsreformer. Men at gøre arbejdsmarkedsreformer, der øger arbejdsudbuddet, til det eneste saliggørende, er som at vurdere en 3-retters menu alene ud fra en af retterne.