Den gældende areallovgivning indeholder en lang række rådighedsindskrænkninger, der er ment direkte at skulle regulere borgernes dispositioner. Artiklens grundlæggende synspunkt er, at natur- og miljøbeskyttelseslovgivningen bør ud-formes, så det er muligt for de regulerede at overskue de lovsystemer, der regulerer deres natur- og miljøforhold, og at dette er en del af kærnen i et almindeligt krav om retssikkerhed for borgerne. Artiklen illustrerer med tre af de velkendte rådighedsindskrænkninger i areallovgivningen - fortidsmindelinjen i naturbeskyttelsesloven, digebeskyttelsen i museumsloven og 2m-bræmmerne i vandløbsloven – den svært tilgængelige areallovgivning, der giver anledning til retssikkerhedsmæssig kritik.