Nyt studie afdækker udbredt uetisk praksis med tildeling af forfatterskaber

Under #pleasedontstealmywork beskrev en række ph.d.-studerende i foråret, hvordan forskere højere oppe i det akademiske hierarki havde fået medforfatterskaber på videnskabelige artikler, de ikke havde ydet et væsentligt bidrag til.

Nu viser et dugfriskt studie af forskere fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) og Institut for Naturfagenes Didaktik (IND), at forårets eksempler kun udgør toppen af isbjerget.

"Der er stor forskel fra fakultet til fakultet, men vores resultater har vist, at cirka hver tredje ph.d.-studerende har givet et medforfatterskab til en mere magtfuld forsker, selvom vedkommende ikke havde bidraget væsentligt til den pågældende artikel," fortæller postdoc Mads Goddiksen fra IFRO, som er førsteforfatter på studiet og forsker i forskningsintegritet.

Resultatet bekymrer uddannelses- og forskningsminister Christine Egelund (M), der i en mail til Videnskab.dk skriver, at ministeriet vil undersøge sagen nærmere.

Studiet er udgivet i PloS One og er udført i samarbejde med et internationalt forskerhold under ledelse af forskere fra Københavns Universitet. I spørgeskemaundersøgelsen er 1336 ph.d.-studerende fra et bredt udsnit af fagområder i fem europæiske lande er blevet spurgt, om de har givet mindst et medforfatterskab til en mere magtfuld forsker, selvom vedkommende ikke havde bidraget væsentligt til den pågældende artikel. Det havde 34% af de adspurgte.

"Sådanne gæsteforfatterskaber er med til at forplumre billedet af, hvem der egentlig bidrager til forskning, og det er med til at skævvride konkurrencen blandt forskere om stillinger og forskningsmidler," siger Mads Goddiksen.

Gæsteforfatterskaber som middel til at styrke relationer

Værst ser det ifølge spørgeskemaundersøgelsen ud inden for de sundhedsvidenskabelige fag, hvor 49% af de ph.d.-studerende har givet gæsteforfatterskaber til mere magtfulde forskere. I de naturvidenskabelige og tekniske fag (STEM) ligger tallet på 42%. De andre fakulteter ligger betydeligt lavere.

Goddiksen og kolleger spurgte desuden de ph.d.-studerende, der svarede, at de havde givet gæsteforfatterskaber til mere magtfulde forskere, hvorfor de havde gjort det. Her angav 49%, at en af grundene var, at de havde fået besked på det – og hele 14% angav dette som den eneste grund.

"Samtidig kunne noget tyde på, at nogle ph.d.-studerende accepterer, at mere magtfulde forskere bliver gæsteforfattere på deres artikler for at undgå konflikter,” siger Mads Goddiksen. ”I vores studie angav halvdelen af dem, der havde givet gæsteforfatterskaber til mere magtfulde forskere, at en af grundene var, at de ville bevare et godt forhold til modtageren.”

Resultaterne bakkes op af et lignende studie med dansk deltagelse fra SDU. Her blev 287 skandinaviske ph.d.-studerende, som havde afsluttet deres projekt fra medicinske fakulteter i Skandinavien, spurgt om de havde givet gæsteforfatterskaber. Cirka en tredjedel svarede ja.

Studierne tager udelukkende udgangspunkt i de ph.d.-studerende oplevelser af gæsteforfatterskaber, mens vejledere og andre magtfulde forskeres syn på sagen ikke er blevet undersøgt, understreger Mads Goddiksen. Undersøgelserne tager heller ikke højde for, at forskere inden for naturvidenskab og medicin typisk udgiver lagt flere publikationer end forskere fra humaniora og samfundsvidenskab, hvilket kan påvirke risikoen for, at en ph.d.-studerende oplever et uberettiget forfatterskab.

Der skal en kulturændring til

IFRO er ansvarlig for den obligatoriske undervisning i god videnskabelig praksis for alle nye ph.d.-studerende, postdocs, adjunkter og ph.d.-vejledere på både det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet og det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU. En af forskerne bag studiet er Peter Sandøe, som er leder af Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering på IFRO og samtidig er professor på KU’s Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Endvidere er han næstformand i universitetets udvalg for god videnskabelig praksis. Han mener, at studiets resultater viser en etisk betænkelig kultur, som bryder med god videnskabelig praksis.

”Det er et udtryk for, at der er en problematisk kultur for gæsteforfatterskaber, som er dybt indlejret. Det kan også betyde, at den kan være svær at komme af med. Når jeg har italesat det her over for ledende forskere, er svarene enten, at de ph.d.-studerende ikke ved, hvor meget seniorerne bidrager med, at vores kurser for ph.d.-studerende, postdocs og vejledere vil løse det over tid, eller endda at det vil påvirke vores forskeres konkurrenceevne, hvis vi er mere artige med gæsteforfatterskaber, end de er på andre universiteter,” siger Peter Sandøe.

Derfor skal der en kulturændring til, mener Peter Sandøe. Det kan fx gøres ved at ændre måden, forskere bliver bedømt på. Han har eksempelvis været med til at bedømme ansøgninger om forskningsmidler til Riksbankens Jubilæumsfond i Sverige. Denne fond indført en regel om, at man som ansøger ikke må angive H-index, publikationslister og andre kvantitative mål for ens forskningsindsats. Det eneste, man må indsende, er sin projektbeskrivelse og sine fem vigtigste publikationer. Den slags incitament til at måle på kvalitet over kvantitet håber Peter Sandøe vil sprede sig.

”På den måde gør vi mere ud af at måle forskere på deres bedste publikationer og ikke antallet af dem. Det kan forhåbentlig skabe en kultur uden de incitamenter, som presser forskere til hele tiden at skulle have flere og flere citationer og udgivelser. For som det er nu, skaber det ubalancer og uhensigtsmæssige konsekvenser i systemet. De forskere, som har mange gæsteforfatterskaber, vil optræde som om, at de har lavet mere, end de i virkeligheden har. Det betyder også, at folk, som opfører sig på en etisk set problematisk måde i systemet, får en konkurrencemæssig fordel. Det skal ændres,” siger Peter Sandøe.

Emner