Mange interessenter i evaluering af pesticidafgifter
Af Jesper S. Schou, lektor og sektionsleder, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
(Publiceret i Landbrugsavisen 23. marts 2017)
I dette forår skal der foretages en evaluering af afgifterne på pesticider. Afgifter på pesticider blev introduceret i 1996 og er sidenhen blevet ændret et par gange. Fra 2013 blev afgifterne pålagt efter et system, hvor de uønskede effekter på sundhed, natur og grundvand dannede grundlag for størrelsen af afgiften på det enkelte sprøjtemiddel, baseret på den såkaldte pesticidbelastningsindikator. Dette er grundlæggende en samfundsmæssig god måde at pålægge en afgift på, idet det giver tilskyndelse til at reducere forbruget mest for de midler, som har de største utilsigtede virkninger.
Medaljens bagside
Men der findes ingen medalje uden en bagside, og pesticidafgifterne fører naturligvis også til ændrede produktionsvilkår i form af øgede omkostninger særligt for landbrugserhvervet. De omkostninger, som pesticidafgifterne medfører, er også omfattet af den forestående evaluering, og det er naturligt, at man fra erhvervets side er særdeles opmærksomme herpå. Derfor har der også været fortællinger i pressen om problemer med bekæmpelse af bestemte typer ukrudt eller skadedyr som følge af, at tidligere anvendte midler er blevet dyrere eller helt udfaset, ligesom der rapporteres om problemer med resistens over for meget anvendte pesticider.
Men at fremføre disse eksempler i en argumentation for at ændre pesticidafgifterne kan være et tveægget sværd. Grundlæggende er det ikke urimeligt, at samfundet har et ønske om, at de pesticider, som anvendes i landbruget, ikke medfører et for stort omfang af utilsigtede effekter på miljø og sundhed. Derfor peger de opståede problemer med at bekæmpe ukrudt og skadedyr, herunder resistens som følge af ensidig brug af bestemte bekæmpelsesmidler, måske i højere grad indad mod landbruget selv. For spørgsmålet er, om de landmænd, som har de nævnte problemer, reelt har været dygtige nok til at tilpasse sig de ændrede rammevilkår? Et erhverv som dansk landbrug, som i helt overvejende grad er afhængig af at afsætte sine varer på markeder med høj international konkurrence, har kun i meget begrænset grad mulighed for at overvælte øgede produktionsomkostninger på forbrugerne. Derfor er landmandens egne evner til at tilpasse sig ændrede rammevilkår helt afgørende for at kunne skabe sorte tal på bundlinjen, og det uanset, om der er tale om ændringer i priser på input eller på salgsprodukter.
Alternative metoder
Ses der på anvendelsen af pesticider, findes der en lang række muligheder for at tilpasse driften og substituere væk fra brug af pesticider og især de mest miljøskadelige pesticider. Valg af afgrøder, tilpasning af sædskifte og anvendelse af mekanisk ukrudtsbekæmpelse er gammelkendte metoder, medens præcisionsjordbrug – hvor viden om forekomst og risiko for ukrudt og skadedyr knyttes sammen gennem øget brug af informationsteknologi og maskiner, som kan differentiere indsatsen på den enkelte mark – er en tilgængelig teknologi, som endnu mest er på demonstrationsstadiet i Danmark. Men indførelse af ny teknologi og ændrede dyrkningsformer kræver, at der gøres op med hidtidig praksis, og at man bruger tid og engagement til at tillære sig ny metoder, ligesom der kan være brug for investeringer i ny maskiner.
Ændring af driftspraksis
Disse ændringer skal komme fra primærproducenterne, men ansvaret for at skabe ny viden og formidle denne til erhvervet ligger både på forskningsinstitutionerne og hos konsulenterne, som rådgiver landmændene. Faktisk har en del af det provenu, som genereres fra pesticidafgifterne, været målrettet forskning og rådgivning, og der er også gode eksempler på, at dette har medført udbredelse af ny viden i landbruget. Men såfremt dette skal ske i øget grad, må landmændene være indstillet på at tilegne sig den nødvendige viden til at ændre driftspraksis; for ændringer opstår ikke ved at gøre mere af det samme, men ved at stille spørgsmålet: Hvordan kan jeg ændre mig fremover? Set udefra må det derfor undre, at landbruget ofte har mest travlt med at brokke sig over rammevilkårene i stedet for at finde nye metoder til at tilpasse sig, hvilket både ville være driftsøkonomisk rationelt og høste anerkendelse fra det omgivende samfund.