Nej, vi kan ikke 'vækste' os ud af klimakrisen. Vi må sætte klima og miljø over væksten

Af adjunkt Stefan Gaarsmand Jacobsen, Roskilde universitet, og professor Jens Friis Lund, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt 15. juni 2018 i Politiken)

Klimaministeren, DI og andre kritikere af danske forskeres klimaopråb i Politiken argumenterer for, at økonomisk vækst må komme før klimahensyn. Men den går ikke, hvis vi skal leve op til målene i Paris-aftalen.

Vi var blandt initiativtagerne til et opråb om klimapolitikkens kurs i Politiken (12. maj 2018). Vores mål var at oplyse danskerne om, hvor stor udfordringen med at nå Paris-aftalens mål om at holde temperaturen under 2 grader reelt er, samt at sætte kritisk lys på fortællingen om Danmark som et grønt foregangsland.

Opråbet pointerede, at Danmarks ambitioner for CO2-reduktion skal være langt større, end det løst definerede mål om et lavemissionssamfund i 2050, som den gældende klimalov fra 2014 beskriver . Dét mål var i sig selv ikke over-ambitiøst.

Det går for langsomt med den danske omstilling

Men pt er Danmark bagefter selv i forhold til dette mål. Dertil bygger den hidtidige danske omstilling i høj grad på biomasse, hvis CO2-neutralitet der stilles stadig større spørgsmålstegn ved, samt lavt-hængende effektiviseringsgevinster, som vi ikke kan høste mere end én gang. Og nu peger forskningen på, at omstillingen der kræves for at holde temperaturstigningen under 2 grader skal gå langt hurtigere end hidtil antaget, fordi vi populært sagt ikke kan afvikle et stort globalt overtræk på CO2-kontoen i anden halvdel af dette århundrede. Forventningerne til teknologien bag såkaldte negative CO2-emissioner, der kan opsamle og lagre CO2 på globalt niveau, har været for høje.

Oprindelige opråb
Med baggrund i disse faktuelle forhold beskrev klimaopråbet behovet for, at vi i Danmark sætter hensynet til klima og miljø over hensynet til økonomisk vækst. Især dette udsagn blev problematiseret af nogle folketingspolitikere, klimaministeren, industri-interesser og kommentatorer, som postulerede at vækst er en forudsætning for omstilling. Vi er uenige og ønsker derfor at uddybe argumenterne i det oprindelige opråb.

Det går for langsomt med den danske omstilling. Energistyrelsen har i sin basisfremskrivning fra 2018 påpeget, at Danmark med nuværende kurs kommer til at mangle 10 procent ift. de vedtagne mål for vedvarende energi i 2030. Tilsvarende har vi endnu ikke en plan for den samlede nedskæring af CO2 i landbrug, transport og bygninger på 39 procent i 2030 , som er det danske bidrag til EU's samlede bidrag til Paris-aftalen . Det betyder, at vi pt skubber en stor del af CO2-regningen foran os.

Danmark er ikke alene om at have svært ved at nå de eksisterende mål. Paris-aftalen består af et fast temperaturmål og nogle midlertidige løfter om reduktioner.

Temperaturmålet er det, som klimavidenskaben har fundet nødvendigt for at undgå uoverskueligt omkostningsfulde og uoprettelige skader på økosystemer og samfund verden over. De midlertidige løfter om reduktioner underskrevet for snart tre år siden lever langt fra op til temperaturmålet, selv under antagelsen om at vi globalt set han opnå negative emissioner i anden halvdel af det 21. århundrede . Hele pointen med Paris-aftalen er derfor, at alle lande skal øge målsætningerne. Også de nuværende EU-mål skal skærpes, før de er i tråd med aftalens temperaturmål.

Desværre presser Danmark ikke på for en øget klimaambition i EU. Danmark presser i stedet på for at få rabat hos EU gennem såkaldte fleksibilitetsmekanismer, både ift. kravene til landbruget og kravene til energibesparelser.

Hvis vi i Danmark vil gå forrest, må vi sætte klima over alle andre hensyn

Den hidtidige danske omstilling bygger i høj grad på biomasse. I 2016 fyldte biomassen over halvdelen af den vedvarende energiproduktion i Danmark .

Biomasse har hidtil i vide kredse været betragtet som en CO2-neutral energikilde. Dette billede er imidlertid ved at ændre sig. Således skriver Klimarådet i sin biomasserapport, at det er tvivlsomt om biomasse er CO2-neutral.

Når man snakker fast biomasse, så bygger idéen om CO2-neutralitet fx på usikre antagelser om, at det tab af CO2 som sker når træer fældes, transporteres og afbrændes, til enhver tid udlignes af tilvæksten af nye træer.

Dette er naturligvis langtfra altid tilfældet. Mere end 40 procent af det danske biomasseforbrug er baseret på import , herunder bl.a. fra Estland, hvor der er indikationer på at skovressourcen overudnyttes.

Lavthængende frugter
Klimarådet påpeger desuden, at vi allerede i dag bruger langt mere biomasse, end hvad der er muligt, hvis resten af verden ville skulle følge trop . Heller ikke her er Danmark altså et land der kan vise vejen for andre. Hertil er vi i Danmark allerede nået langt med energieffektiviseringer i energiproduktion, -distribution og -forbrug og kan ikke forvente fremover at kunne høste lavt-hængende gevinster i samme grad som tidligere.

Sidst, men bestemt ikke mindst, så er beregningsgrundlaget for Paris-aftalen ved at ændres fundamentalt.

En helt central komponent i de model-scenarier, som aftalen bygger på, handler om negative CO2-emissioner, som modellerne antager at vi på globalt niveau kan opnå på et tidspunkt i anden halvdel af dette århundrede. Kort sagt, så handler negative emissioner om, at vi globalt set skal opsamle og lagre mere CO2 end vi slipper ud.

Med udsigt til negative emissioner ville vi kunne skære langsommere i CO2-emissionerne i første halvdel af århundredet mod at ’tilbagebetale’ den dermed opbyggede ’CO2-gæld’ i anden halvdel. Denne plan er ikke realistisk. Sådan lyder konklusionen i en rapport udgivet i år af et forskerhold udpeget af EU-landenes videnskabsakademier (EASAC) . Og det er et budskab, der gengives i rapporten fra det danske Klimaråd.

Uden udsigt til negative emissionsteknologier, i stor skala, har vi, ifølge en rapport fra det Internationale Energiagentur, et globalt CO2 budget for energi-relaterede emissioner på ca. 800 gigaton, hvis vi gerne vil bevare en god chance for at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader . Det betyder, ifølge rapporten, at vi globalt skal have CO2-neutral energiproduktion i 2060 , altså blot ti år efter at vi i Danmark sigter mod at være uafhængige af fossile brændsler. Det bygger bl.a. på en antagelse om at CO2-emissionerne fra industri, skov- og landbrug og andre kilder er i nul eller netto-negative til dén tid.

Danmark vil altså være uafhængig af fossile brændsler – men ikke biomasse, hvis CO2-neutralitet der nu stilles skarpe spørgsmålstegn ved – blot ti år før resten af verden skal være CO2-neutral. Det er, i vore øjne, ikke udtryk for at være et foregangsland.

Desværre presser Danmark ikke på for en øget klimaambition i EU

Særligt fordi at Danmark som et af verdens rige lande har et historisk medansvar for klimaudfordringen og dermed også et ansvar for at bære den grønne udvikling fremad. Derimod har mange udviklingslande har et legitimt behov for i mange år fremover at udvide deres økonomi og infrastruktur, så de kan løfte den materielle levestandard for deres fattige befolkninger.

Hvis vi i Danmark vil gå forrest, så må vi sætte klima over alle andre hensyn. Danmark bør da stile efter CO2-neutralitet inden for et par årtier. Det vil kræve drastiske ændringer af den økonomiske planlægning for infrastruktur, industri, jordbrug og de fleste danskeres hverdagsliv. Derfor må den vigtigste politiske opgave i Danmark være at finde vejen til et godt liv med et fodaftryk, der passer til planetens grænser. Det er en opgave, som bør erstatte det altoverskyggende økonomiske mål om at øge BNP-væksten.

Og derfor giver det ikke mening når klimaministeren udtaler »Hvis vi skal have råd til at håndtere klimaudfordringerne, kræver det økonomisk vækst«. Branchedirektør i Dansk Industri Troels Ranis sagde i et interview i Information, at væksten og den grønne omstilling skal »gå hånd i hånd«. Blot for begrebsafklaring, så drejer det sig om vækst i BNP, som er et tal for al produktion i landet, ligegyldigt om den leder til CO2-emissioner eller ej.

Klimaministeren og Ranis’ udtalelser peger mod det fænomen som kaldes for en absolut afkobling af BNP-vækst fra CO2-emissioner.

Selvom Danmark ifølge FN’s globale regnskab for CO2-emissioner har opnået en sådan absolut afkobling – på rundt regnet 30 procent siden 1990 - så har vi i samme periode haft en kraftig stigning i de indbyggede CO2-emissioner i vores import. Ifølge det forskningsbaserede Global Carbon Atlas, så reduceres faldet i danske CO2-emissioner til kun 7 procent siden 1990 , når man kigger på CO2-emissioner opgjort efter forbrug, hvor importen altså inkluderes.

Overordnet illustrerer disse tal to vigtige pointer. For det første, viser det at selvom et fald på 30 procent over 30 år lyder af meget, så skal emissionerne falde meget hurtigere i de kommende årtier, og nu uden den tvivlsomme biomasse.

CO-neutrale i 2040
En vurdering fra et ledende forskningsteam lyder på 50 procent for hvert årti på globalt niveau, hvor lande som Danmark går foran mod at være fuldt ud CO2-neutrale i 2040 . Og disse høje krav til CO2-nedskæringer kommer efter, at vi har indkasseret lavt-hængende gevinster i form af fx effektivisering af energiforsyningen.

For det andet viser forskellene der opstår når vi kigger med og uden indbyggede CO2-emissioner i vores import, at vores høje forbrug driver CO2-emissioner opad andre steder på kloden. Det betyder, at vi ikke kan hæve levestandarden globalt set uden også at forøge CO2-emissionerne. Derfor vil et fortsat højt – og endda stigende – dansk forbrug reducere mulighederne for at andre, fattigere lande kan opnå en højere levestandard.

Globalt – som er det niveau, det giver mest mening at fokusere på i denne sammenhæng - er der ingen evidens for, at vi kan opnå absolut afkobling af CO2-emissioner fra økonomisk vækst. Faktisk er de energi-relaterede CO2-emissioner kun faldet en anelse to gange over de seneste fyrre år. Det Internationale Energiagentur peger på, at der var et fald i kølvandet på energikrisen i 1979 på ca. 3 procent og i 2009 efter den globale økonomiske krise på ca. 2 procent .

Konsekvensen er, at vi i Danmark står overfor en enorm udfordring med at sikre at de danske CO2-emissioner falder langt hurtigere i de kommende år. Dertil kommer en vigtig opgave med at opmuntre andre lande til at øge deres grønne ambitionsniveau. Det sidste er nemmere, hvis Danmark selv går forrest. Det er grundene til, at vi peger i retning af en langt mere grundlæggende og hurtig omstilling – hvor hensyn til konkurrenceevne og vækst klart underordnes hensynet til klima og miljø.

Negativ vækst
Det betyder ikke nødvendigvis, at vi i Danmark skal have negativ vækst. Men det betyder at al planlægning skal ske under hensyntagen til et absolut krav om en årlig reduktion i CO2-emissioner, der bringer os i nul inden for et par årtier. Det vil betyde, at ethvert politisk initiativ, der øger CO2-emissionerne vanskeligt kan retfærdiggøres. Set i dét lys er det fx svært at se fornuften i planerne om at udvide Københavns Lufthavn.

I forhold til debatten om dansk konkurrenceevne, så betyder dette hensyn, at vi ikke skal konkurrere på hvad som helst. Vi skal konkurrere på industrier, der kan gøre det muligt at leve godt inden for planetens grænser. DI’s Troels Ranis fremhæver den årlige eksport af energieffektive teknologier på 85 milliarder, som bevis for at Danmark går forrest.

Til sammenligning eksporterer Danmark for over 1000 milliarder samlet. De 85 milliarder stammer fra Energistyrelsens opgørelser for eksport af energiteknologi fra 2017. Her opgøres alle energiteknologier samlet, men kun 39,2 milliarder er rent faktisk angivet som grøn teknologi. Ranis tæller således bl.a. olie- og gasteknologi med i det grønne regnskab. Desværre viser tallene også et stort fald i de grønne teknologier for tredje år i træk.

Flere af virksomhederne bag den grønne eksport er bevidste om nødvendigheden af klarere planer for omstilling i Danmark. De største virksomheder på energispareområdet - Velux, Danfoss, Rockwool og Grundfoss – har ligget i åben mediekrig med regeringen om, hvordan Danmark skal leve op til EUs krav om energibesparelser.

Disse virksomheder kræver mere ambitiøse målsætninger for isolering og varmeeffektivitet, der kan have stor betydning for Danmarks samlede CO2-regnskab. Det er et eksempel på, at visse dele af industrien er mere opmærksomme på Paris-aftalens virkelighed end regeringen

Eksemplet viser også, at offentlige investeringer og regulering er afgørende for grøn innovation. Innovation forbindes ofte med højteksponerede private innovatører og finansielle guruer som Elon Musk, Bill Gates og Jeff Bezos. Men økonomen Mariana Mazzucato’s forskning fx peger på, at statslige og mellemstatslige institutioner har været dominerende for de centrale innovationer på miljøområdet over de seneste 10-15 år.

Dette internationale billede lader til at gå igen ift. danske innovationssuccesser, hvad enten vi taler om vindmøller, medicin, isolering eller bioforgasning. De første skridt til de store industrielle transformationer stod og faldt med forskning og offentlige investeringer. Offentlige institutioner er ofte mere villige til at tage store risici, hvor der samtidigt er potentiale for langsigtede samfundsmæssige gevinster. Offentlige investeringer er naturligvis særligt vigtige ift. klima, hvor investeringerne i mange tilfælde ikke har direkte kommercielt sigte, men handler om at undgå eskalerende udgifter og risiko for klimakatastrofer.

I stedet for at gøre vækst til en forudsætning for omstilling, bør samtalen bl.a. handle om mere ambitiøse former for klimafinansiering.

EU-kommissionen nedsatte i 2016 en ekspertgruppe, der har leveret anbefalinger omkring en omstilling til et grønt europæisk finanssystem.

Målet var at finde måder at dirigere finansielle strømme mod de sektorer, der påviseligt kan give CO2-reduktioner, og væk fra ikke-bæredygtige aktiviteter. En del af debatten er opstået under indtryk af de enorme pengemængder centralbanker har været i stand til at stille til rådighed for banker og andre virksomheder efter finanskrisen siden 2008.

Denne ekspertgruppes analyser og debatterne om dem indikerer, at der er andre logikker på færde internationalt end klimaministerens lov om først vækst, siden omstilling.

Samlet set, så mener vi, at reaktionen på forskernes klimaopråb understreger dets nødvendighed, som startskuddet til en mere realistisk offentlig debat om, hvad den globale klimaudfordring kræver af os i Danmark. Vi mener, at denne udfordring kræver helt nye svar fra vore politikere. Derfor efterlyser vi et reelt dansk klimalederskab som ser realiteterne i øjnene og griber de muligheder som selv denne fundamentale udfordring også repræsenterer.