Klimaopråbet, forskningsfaglig viden og troværdighed

Af lektor emeritus Alex Dubgaard og professor emeritus Peder Andersen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt 7. juni 2018 i Politiken under overskriften 'Klimaopråbet mangler fastere fagligt grundlag')

Der er grundlag for større optimisme for fremtiden end opråbets dommedagsstemning.

DET FORPLIGTER at bruge sin forskerstilling ved et universitet som afsæt for et klimaopråb, som 301 forskere gjorde i Politikken 12. maj. Deres opråb indeholder nogle markante politikanbefalinger, som grundlæggende forudsætter, at det er nødvendigt at reducere forbruget i Danmark for at opnå en reel nedgang i drivhusgasudledningerne. Forskerne mener, at deres anbefalinger hviler på et solidt fagligt grundlag. Det standpunkt går markant igen i et indlæg, som et udvalg af de 301 forskere har i Politikken 23. maj, hvor forfatterne understreger, at opråbet bygger på store mængder faktuel viden, som nyder bred anerkendelse i forskningsverdenen. Det er en tvivlsom påstand efter vores opfattelse. I det følgende giver vi et eksempel på, at metodegrundlaget bag opråbet, hverken er up to date eller velegnet til formålet, samt at anvendelsen af statistik er problematisk.

Et af de centrale budskaber i klimaopråbet er, at forestillingen om Danmark som grønt foregangsland på klimaområdet bygger på en regnskabsteknisk finesse, hvorved de varer, vi importerer og forbruger, ikke indgår i det danske bidrag til FN’s globale CO₂-regnskab. Det er rigtigt, at Danmark – og de fleste andre vestlige lande – har øget nettoimporten fra Asien, især Kina, gennem det sidste par årtier og dermed også har flyttet CO₂-udledninger til den verdensdel. Men klimaopråbet i Politiken bygger desværre ikke på tidssvarende metoder til opgørelse af de globale CO₂-udledninger fra forbruget i Danmark. En repræsentant for gruppen har oplyst, at man har anvendt en opgørelse fra Danmarks Statistik, der viser udslippet af drivhusgasser fra alle danske økonomiske aktiviteter, inklusive skibsfart.

I KLIMAOPRÅBET begrundes fremgangsmåden med, at man ønsker at inddrage drivhusgasudledningerne fra alle økonomiske aktiviteter, der bidrager til det danske bnp og dermed det høje danske forbrug. Men der er alvorlige problemer med dette ræsonnement. Udslip forårsaget af danskopererede skibe, fly og køretøjers tankning af brændstof i udlandet tegner sig for mere end 40 pct. af de samlede udledninger af drivhusgasser. Det er først og fremmest dansk skibsfart, der står for disse udledninger, men dansk skibsfart bidrager kun med omkring halvanden procent af den samlede bruttoværditilvækst i Danmark. 

Det vil sige, at man inddrager en aktivitet, der står for op mod 40 pct. af de samlede drivhusgasudledninger, men bidrager med mindre end to pct. af bnp. Dette eksempel alene viser, at den benyttede statistiske metode er problematisk. Internationalt er der udviklet langt mere præcise metoder til beregning af de globale CO₂-udledninger fra forbruget i de enkelte lande. Det drejer sig om globale input-output-modelsystemer, der er konstrueret i et samarbejde mellem forskere fra et større antal europæiske og amerikanske universiteter m.fl. Den store styrke ved anvendelse af dette modelsystem er, at det bliver muligt at fokusere direkte på konsekvenserne af et lands forbrug og – for de fleste vestlige landes vedkommende – det stigende importindhold i vareforbruget. Disse og andre beregningsresultater kan tilgås via Global Carbon Atlas. Klimaopråbets forfattere har tilsyneladende ikke haft kendskab til denne metode.

For Danmark viser opgørelserne i Global Carbon Atlas, at de samlede globale udledninger som følge af det danske forbrug voksede betydeligt op gennem 1990'erne og første halvdel af nullerne, men gennem de sidste ti år er de forbrugsbestemte CO₂-emissioner reduceret med 20-25 pct. Set i forhold til 1990 er der tale om et fald på knap 7 pct.

REDUKTIONEN AF de forbrugsbestemte CO₂-udledninger skyldes ikke en nedgang i det private forbrug i Danmark. Ganske vist faldt forbruget med 2-3 pct. i begyndelsen af finanskrisen, men i 2015 havde forbruget passeret det tidligere toppunkt fra før finanskrisen. Udviklingen fra midten af nullerne viser således, at det er lykkedes at reducere de forbrugsbestemte CO₂-emissioner væsentligt, selvom forbruget er vokset en smule. Dette resultat giver grundlag for en noget større optimisme for fremtiden, end den dommedagsstemning der præger de 301 forskeres klimaopråb.

Den økonomiske vækst, vi oplever nu, øger naturligvis kravene til klimapolitikken. Vi er enige med kritikerne i, at der er behov for en større indsats, end den regeringens politik lægger op til. Det gælder ikke mindst på landbrugs- og transportområdet. Men de 301 forskere leverer ikke et tilstrækkeligt velfunderet fagligt grundlag for diskussionen af denne problemstilling.

Vores indlæg skal ikke opfattes som en advarsel mod, at forskere deltager i den offentlige debat, tværtimod. Det er heller ikke en advarsel mod at deltage om kontroversielle emner og at komme med politikanbefalinger. Det er vigtigt, at forskere formidler og beriger med deres faglighed og dermed forbedrer beslutningsgrundlaget, men det er samtidigt vigtigt, at faglig kompetence og ansvarlighed forenes med tvivlens nådegave.