Pas på med at udtale jer som forskere, hvis I ikke har forskningsmæssigt belæg for at gøre det

Af professor Peter Sandøe, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt 17. maj 2018 i Politiken under titlen "Kære 301 forskere: Pas nu på")

Vi forskere skal værne om den sociale kapital, der knytter sig til forskertitlen. Ellers risikerer vi at bidrage til undergravningen af forskningens i forvejen tyndslidte image.

Lørdag 12. maj havde Politiken ryddet forsiden i anledning af et debatindlæg. Indlægget, der blev præsenteret som et opråb, kom fra 301 danske forskere. De argumenterede for, at vi danskere sammen med andre nationer med høj levestandard bidrager mest per indbygger til den truende klimakatastrofe, og at vores høje velstand er en del af problemet og ikke en del af løsningen, når det gælder om at nå FN’s klimamål.

På baggrund heraf talte forskerne for, at Danmark bør gå foran andre velhavende nationer, når det gælder om at beskatte og regulere aktiviteter, som påvirker klimaet, og når det gælder om at investere i ny teknologi, som kan bidrage til at nedbringe klimaaftrykket af vores økonomiske aktiviteter. Samtidig siges det, om end lidt forblommet, at negativ økonomisk vækst i rige lande som Danmark er den eneste vej frem, når det gælder om at redde Jorden fra en klimakatastrofe. Det er dog ifølge forskerne begrænset, hvor meget man kan forvente, at den enkelte kan og skal gøre; i stedet har vi brug for politikere, der går forrest.

Jeg er selv forsker. Jeg har en stor tro på, at forskningsbaseret indsigt skal hjælpe os videre i forhold til at finde svar på samfundets udfordringer. Derfor kastede jeg mig begærligt over debatindlægget for at finde ud af, hvad det var for ny forskningsmæssig indsigt, mine kolleger kunne lægge på bordet som grundlag for deres opfordring til dansk enegang på klimaområdet og til omlægning af den økonomiske politik i retning af negativ vækst.

Samtidig var jeg også interesseret i at finde ud af, hvordan de mente, at valgte politikere kunne gå mange skridt foran de vælgere, som havde valgt dem ind, og som også skal give dem opbakning til at fortsætte indsatsen efter næste folketingsvalg. Jeg måtte dog lede forgæves. I modsætning til normale bidrag fra forskere, hvor man efter bedste evne gør rede for evidensen bag nye faglige fund og deres praktiske anvendelighed, var her tilsyneladende mere tale om en retorisk øvelse, hvor der bliver appelleret til læsernes følelser snarere end til deres intellekt.

Engagerede medborgere snarere end forskere?

Således forundret fandt jeg luppen frem og begyndte at se nærmere på listen over de 301 forskere, hvis navne og forskertitler stod skrevet med meget små bogstaver under debatindlægget. Heriblandt fandt jeg navne på en række prominente klimaforskere. Men jeg fandt også navne på en række kolleger, som godt nok er fremragende forskere inden for hver sit område, men som ikke har forsket inden for klimaforandringer eller de økonomiske og politiske virkemidler, som kan bidrage til at forebygge dem.

Hvad er pointen med, at deres navne og forskertitler står under opråbet? Udtalte de sig slet ikke som forskere, men som engagerede medborgere, der med rette bekymres ved at se vores verden bevæge sig mod afgrunden?

Da jeg var ung, var der en bevægelse, der, så vidt jeg husker, hed Bedstemødre mod Atomvåben. Bevægelsen bestod af bedstemødre, som var dybt bekymrede over Ronald Reagans planer om atomar oprustning i Europa. Det var selvfølgelig helt legitimt, at de pågældende engagerede mennesker kastede sig ind i debatten om vores forsvarspolitik.

På samme måde er det helt legitimt, at 301 forskere kaster sig ind i debatten om Danmarks klimapolitik under sloganet ’Forskere for en ny klimarealisme’; men jeg synes samtidig, at de skulle have deklareret sig som engagerede borgere snarere end som forskere. Mens man ikke foregiver at have særligt belæg for at udtale sig, når man præsenterer sig som bedstemor, er det noget helt andet, når man præsenterer sig som forsker. Når man optræder i medierne med titlen forsker, har læseren grund til at forvente, at man har et særligt forskningsmæssigt belæg for at udtale sig. Og gør man det alligevel uden at have et sådant belæg, er der efter min opfattelse en stor fare for, at man bidrager til at undergrave forskningens i forvejen noget tyndslidte image.

For nylig valgte en række af mine kolleger at gå på gaden i den lokale udgave af den globale begivenhed March for Science. Begivenheden er blevet til i protest mod bl.a. Donald Trump, som vælger at ignorere eller benægte videnskabelig indsigt ikke mindst vedrørende klimaet. Den protest føler jeg stor sympati for; men jeg kan frygte, at forskere, der laver opråb uden at have særligt forskningsmæssigt belæg for at gøre det, vil være vand på Trumps og hans liges mølle.

Vi forskere skal værne om den sociale kapital, der knytter sig til forskertitlen; og for at gøre det må vi efter min opfattelse aldrig udtale os som forskere uden at have forskningsmæssigt belæg for at gøre det.