Vegetarismen risikerer at nægte dyr et godt liv

Af professor Peter Sandøe, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt 28. juli 2018 i Information)

Det er ikke i sig selv moralsk forkasteligt at holde og spise dyr. Vi kan nemlig give slagtedyrene på vores marker et langt bedre liv, end deres artsfæller har i naturen.

Antallet af vegetarer herhjemme og i andre vestlige lande er lille. Kun 1,8 procent af danskerne lever helt vegetarisk ifølge en undersøgelse fra Coop Analyse og Dansk Vegetarisk Forening, og antallet af veganere er formodentlig endnu mindre.

Alligevel har synspunktet om, at det er principielt forkert at holde og slå dyr ihjel for at producere mad, rigtig god vind i sejlene. Det oplever jeg i professionelle sammenhænge, hvor antallet af bøger, tidsskrifter og konferencer båret af en dagsorden om, at vi skal holde op med at forbruge kød, eksploderer i disse år. Udviklingen drives frem af filosoffer og politiske teoretikere, som abonnerer på forskellige varianter af det, man kan kalde dyrerettighedstænkning.

Kernen i denne tænkning er, at dyr ligesom mennesker har en umistelig ret til liv og frihed, og at det derfor er principielt forkert at holde og aflive dyr med henblik på, at vi mennesker kan opnå forskellige goder, herunder animalske fødevarer. Målet er derfor en fremtid, hvor mennesket ikke længere holder husdyr til produktion. Jeg er grundlæggende uenig i denne vision.

En flok glade får

For at forklare min holdning vil jeg tage et meget konkret udgangspunkt, nærmere bestemt en mark i Store Heddinge tæt på mit hjem. På denne mark har min kone og jeg en lille flok får, der går sammen med en vædder. Hvert forår får de nogle lam, som vi om efteråret slagter og placerer i vores egen og venners frysere.

Efter min bedste overbevisning lever dyrene på vores mark et godt liv: De kan græsse i sommerhalvåret, de får nok foder om vinteren til at klare sig, de har et læskur, og de får klippet pels og beskåret klove en gang om året. Det er svært at se, at der er nogen naturlige behov, som disse dyr har, der ikke bliver tilgodeset. Selve aflivningen er relativt udramatisk: Lammene bliver fanget og bedøvet med en boltpistol, mens de står med hovedet nede i en foderskål. Efterfølgende bliver de afblødt, inden de når at komme til bevidsthed.

Det kontroversielle i arrangementet er selvfølgelig, at lammene bliver aflivet. Vi tager livet fra et ungt dyr, som ellers kunne have levet et godt liv i mange år på vores mark. Hertil vil jeg sige det samme, som adskillige venlige mennesker sagde til mig, da jeg for nogle år siden fyldte 60: Alternativet er værre. Hvis ikke vi slagtede vores lam, ville vi jo ikke have dem.

Vi kunne ikke bare lade dyrene være, for så ville der blive overbefolkning på vores mark. Og hannerne ville givetvis slås, indtil der kun var én af dem tilbage. Og ærligt talt ville min kone og jeg nok ikke have bøvlet med at fodre og passe dyrene, hvis ikke vi fik lidt kød ud af det. Så er det meget bedre, at der til stadighed på vores mark går dyr rundt, som har et godt liv – så længe det varer.

Vilde dyrs lidelser

Dette scenarie vil givetvis ikke gøre indtryk på de nævnte principfaste veganere. De vil sige, at det kortsigtede alternativ er at kastrere vædderen, så der ikke kommer noget lam. Og at det langsigtede alternativ er at overlade marken til de vilde dyr i stedet for at holde husdyr på den.

Det argument har jeg mødt hos en yngre dansk filosof og kollega Rune Klingenberg. I et debatindlæg i Politiken for nogle år siden argumenterede han for, at alternativet til husdyrhold er, at der i stedet for vil leve flere vilde dyr: »Kødproduktion lægger nemlig beslag på meget store naturområder, og der kan umiddelbart leve flere vilde dyr på disse områder, end det antal dyreliv, områderne kan understøtte, når de anvendes til græsning eller dyrkning af foder.«

Jeg køber for argumentets skyld gerne præmissen om, at hvis min kone og jeg ikke holdt får og begyndte at spise vegansk, så ville der kunne leve et større antal vilde dyr på vores mark og på de marker, hvor vinterfoderet til fårene bliver dyrket. Men er det bedre, at der lever vilde dyr? Rune Klingenberg synes at antage, at vilde dyr generelt lever bedre og lykkeligere liv end husdyrene. Det er en præmis, som bestemt kan betvivles.

I de senere år er der opstået en stor international faglig interesse for vilde dyrs lidelser. Konklusionen herfra er klar: De fleste vilde dyr lever et kort, barskt og modbydeligt liv fyldt med sult, tørst, frygt, vold, sygdom og død. Et liv, som står i skarp kontrast til det, som de nævnte får og lam lever.

Berettiget slagtning

Der udestår selvfølgelig et væsentligt principielt argument mod den vision om at holde og spise dyr, som jeg her fremlægger:

Hvorfor ikke også tillade at slå mennesker ihjel, når det sker på en human måde, og de pågældende lever gode liv, så længe det varer? Hvad berettiger os til at gøre forskel på mennesker og andre dyr, når det kommer til at slå ihjel?

Svaret på dette argument er efter min mening ikke at sige, at der er en meget principiel forskel mellem mennesker og dyr, som gør, at vi har en ret til liv, mens dyrene ikke har. For mig at se kan forskelsbehandlingen derimod retfærdiggøres i lyset af konsekvenserne af henholdsvis at tillade drab på dyr og forbyde det på mennesker.

Når min kone og jeg slagter nogle lam i vores flok, går livet blandt de resterende dyr på marken videre, som om intet er hændt. Og den årlige slagtning ødelægger ikke velfærden hos de tilbageværende dyr. Derimod synes det lovbelagte tabu mod at slå mennesker ihjel – bortset fra meget veldefinerede undtagelser – at være en vigtig forudsætning for menneskelig velfærd.

Historier fra litteraturen om mennesker, som bliver holdt og aflivet for eksempelvis at skaffe organer, er i modsætning til historien om fårene på marken historier om liv fyldt med frygt og usikkerhed. Den ængstelighed har eksempelvis nobelpristageren Kazuo Ishiguro mesterligt afbilledet i sin dystopiske roman Slip mig aldrig.

Kritisk kødspiser

Er der så slet ikke nogen udfordringer for mit dyreetiske forsvar for at spise kød? Jo, der er én væsentlig udfordring, som filosoffen Peter Singer har sat fingeren på. Singer er i princippet enig med mig i, at det kan være moralsk i orden at holde og spise dyr, som har et godt liv. Men han forsvarer den veganske livsstil med henvisning til, at kødspisere i praksis kommer til at understøtte en intensiv husdyrproduktion, som er moralsk uforsvarlig set ud fra et dyrevelfærdsperspektiv.

Jeg er enig i, at dette er en reel fare. At leve som kritisk forbruger, der bestræber sig på kun at købe kød, mejeriprodukter og æg, som er produceret på en måde, hvor der er taget ekstra hensyn til dyrevelfærden, er ikke en nem opgave. Samtidig er der også en række andre moralsk relevante hensyn at tage, ikke mindst til klimaet og miljøet. Og på trods af masser af gode intentioner ender man som kritisk kødspiser ofte med relativt ukritisk at købe det, der ligger lige for i køledisken.

Her har veganeren, som har udviklet en æstetisk uvilje mod kød og andre animalske produkter, væsentligt nemmere ved at stå fast.

Livet som kritisk kødspiser er således fyldt med fristelser og faldgruber. Samtidig bemærker jeg dog også, at kritikken mod os, der forsøger at leve som kritiske kødspisere, ofte kommer fra mennesker, for hvem glasset altid er halvt tomt og aldrig er halvt fyldt, når det drejer sig om dyrevelfærd. Når det kommer til bekymringen om dyrevelfærd, er der dog en fare for, at frygten for ikke at give dyrene et godt nok liv slår om i en livsfornægtende holdning, hvor man af skræk for at skabe lidelse ender med at synes, at det er bedre, at dyrene slet ikke lever.