Den danske sang er en ung blind pige

Af professor Christian Lund, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret på Uniavisen.dk 8. januar 2019)

Safe spaces — Må vi snart være her, spurgte politikere og meningsdannnere i bataljen om morgensangen på CBS. Ved at bruge de forfulgtes og udmattedes retorik fik de det næsten til at se ud som om det var deres ytringsfrihed, der var truet

For få uger siden var der mange, der kom helt op på lakridserne på grund af en sang.

Tilsyneladende havde en medarbejder ’af anden etnisk herkomst’ på CBS beklaget sig over, at man til morgensamling havde sunget Den danske sang er en ung blond pige, en tekst, som hun slet ikke følte sig repræsenteret i.

Man kan godt synes, at det kan virke lidt overfølsomt, da der er rigtig mange, som ikke er repræsenteret i denne sangs billede af en ung blond pige. Jeg selv – en mand, midaldrende+, lidt for tyk og med ondt i hoften af og til – skal lede andre steder i den danske sangskat for at føle mig inkluderet. Vi skal nok mere over i Svantes viser eller På loftet sidder nissen.

Den nationale vognborg
Problemet er imidlertid hverken selve sangen eller hvorvidt jeg er repræsenteret, men snarere, at der er folk i dette land, der ikke – aldrig – er repræsenteret på en yndig, humoristisk eller kærlig måde. Der er folk, som altid må opfatte sig som tålt, men ikke berettiget, som er her på trods og som bør udvise ekstraordinær taknemmelighed for at få lov til at yde et bidrag.

I kølvandet på denne lille batalje på CBS var det som om alle pressede på for at vise, hvor danske de og sangen var. På tv blev specialister rullet ind for at fortælle om den socio-kulturelle kontekst sangen blev skrevet i, og veteraner fra radioprogrammer og tv-quizzer forsikrede seerne om, at denne smukke sang stadig vil være at finde i næste udgave af Højskolesangbogen.

Jeg havde håbet, at indehaveren af det fineste civile embede i landet og at ordensmagtens top dog havde været mere robust

Hvis man konstant har den oplevelse, burde det ikke komme bag på nogen, at en ung blond pige kan være dråben, der får én til at brokke sig. Lad mig igen, blot for en ordens skyld, sige, at det måske ikke er det smarteste at gå i flæsket på en højskolesang for ikke at inkludere alle. Men det er næppe heller det dummeste, der er sagt under ytringsfrihedens beskyttelse.

DR lagde sågar et link ud til en optagelse af sangen med DRs Pigekor, hvis vi skulle have glemt, hvad det er, vi danner vognborg om. Det var en stiløvelse i at tale om noget andet end det, det handler om. Men ytringsfriheden giver os selvfølgelig også ret til at tale forbi hinanden.

Politikerne kunne heller ikke stå for fristelsen. Som en del af reaktionen spurgte Folketingets formand Pia Kjærsgaard må vi snart være her?, og landets justitsminister, Søren Pape Poulsen, sukkede, at nu kunne han snart ikke mere.

Det er ikke så lidt paradoksalt, hvis vi bruger vores ytringsfrihed til at sige hold kæft til hinanden

Jeg havde håbet, at indehaveren af det fineste civile embede i landet og at ordensmagtens top dog havde været mere robuste. Men når de kan spørge, om man snart må være her og kan bringes til udmattelsens rand af en irriteret medarbejder på CBS, er der noget der skurrer.

Det er jo ikke Folketingets og Justitsministeriets ypperste, der permanent er trængt ud i marginalerne, og som ikke kan se sig repræsenteret på positiv og troværdig vis i samfundsbilledet eller sangskatten. De er så tæt på det modsatte af at være marginaliserede og tavse, som det er tænkeligt muligt. Men ved at bruge de forfulgtes og de udmattedes retorik kan det næsten komme til at se ud som om, det er deres ytringsfrihed, der var truet.

Det var vel nærmest dem, der bad kvinden fra CBS om at holde kæft.

Det er ikke så lidt paradoksalt, hvis vi bruger vores ytringsfrihed til at sige hold kæft til hinanden. Det er selvfølgeligt lovligt, men lidt uopfindsomt. Og det er særligt foruroligende, hvis folk, der er fremmede eller nye i Danmark, kun må ytre deres taknemmelighed i morgensang og over kartofler med rødgrød og fløde.

Hvad nu, hvis man udtrykker sin taknemmelighed ved at bruge ytringsfriheden til dens ædleste formål: At have sine meningers mod og tale magten og majoriteten midt imod?

Akademisk krænkelses-pærevælling
Denne lille episode er en del af noget større. På universiteterne har vi senest haft mildt sagt pudsige og alvorlige sager, der også er blevet blandet sammen til en anden af vores nationalretter: pærevællingen.

Der har på det seneste været en del snak om såkaldte safe spaces. Som så meget andet kommer dette fænomen fra USA, og i sin enkelhed er der tale om at sikre, at kurser og undervisningsforløb ikke har indhold, der kan virke stødende på de studerende. De studerende skal således kunne være sikre på at nyde deres undervisning uden at opleve noget, der kan gøre dem oprevet.

Vi har simpelthen ikke råd til at råbe hold kæft, hver gang, der er en der bander i kirken

I USA er der komplekse årsager til, at fænomenet er opstået. I Danmark er det mestendels blevet mødt med modstand og som en variant af politisk korrekthed. Her er argumentet, at mange forhold i Verden er oprivende, og det vil stride mod akademiske og liberale principper at censurere og sortere i virkeligheden for at dulme modtagelsen. Det skal ikke bare være muligt, for det er direkte nødvendigt at have en akademisk frihed på universiteterne og i samfundet generelt. Den opfattelse deler jeg.

Det må og skal være muligt at diskutere holocaust, kolonialismen, kønsdiskrimination og alle andre former for ulighed, og en systematisk eller planlagt fortielse i safe spaces vil være uetisk og uacceptabel. Så langt så godt.

Hvad blev der af frihed for Loke...
Men det vil sømme sig for alle – politikere og akademikere og dem, der fungerer i deres institutioner – lige at overveje, om de/vi ikke i al stilhed har etableret et safe space omkring os selv. Et safe space, hvor man ikke skal tåle at høre, at nogen ikke vil synge om unge blonde piger.

Hvad blev der af ’frihed for Loke såvel som for Tor’? Hvis et lille pip fra en underviser på CBS kan udløse så voldsom en reaktion fra politikere fra første til femte geled, fra medierne og fra ikke så få akademikere, må vi ikke være blinde for, hvilket landsdækkende safe space vi er i færd med at skabe, og hvem og hvad det holder ude.

Danmark er et samfund, hvor få har for meget og færre format, og vi har simpelthen ikke råd til at råbe hold kæft hver gang, der er en, der bander i kirken. Det er afgørende at lade folk tale og høre efter, hvad de egentlig siger. Måske var sang-protesten i sig selv klodset, men hvis reaktionen fra magten og majoriteten altid og udelukkende er, at nu må hun tie og helst forsvinde ud af syne, så stivner samtalen, og vi kvæler det, vi hævder at hylde.