16. januar 2019

En hyldest til de klimabekymrede hyklere

Af professor Jens Friis Lund, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, og Katrine Maria Lumbye, ph.d.-stipendiat ved CBS

(Publiceret i Berlingske 15. januar 2019)

Når debattører anklager de klimabekymrede for dobbeltmoral, er de med til at individualisere det fælles klimaansvar med det formål at lukke munden på dem, der ønsker forandring i stedet for at læne sig tilbage i kold kynisme.

Kritik af de klimabekymrede som hykleriske blev en yndet sport i danske medier i 2018. En sådan kritik kan være berettiget, men den må ikke stå i vejen for budskabet om, at fundamentale ændringer af vores forbrug og levevis er absolut nødvendige og uopsættelige, hvis vi skal gøre os håb om at begrænse den globale opvarmning. Og kritikerne kunne overveje, om det ikke var mere passende at rette skytset mod de mange, som stiltiende lader stå til, mens klimakatastrofen rykker nærmere, eller som ligefrem taler klimaproblematikken ned og dermed ligitimerer et uholdbart status quo.

I efteråret 2018 bragte en række aviser og andre medier historier om Carolina Magdalena Maier og Uffe Elbæks mange flyrejser. Historierne handlede alle som én om det hykleriske i, at de to fortsat flyver både privat og for partiet, mens de opfordrer danskerne til at reducere flyvning på individuel basis og advokerer for en progressiv skat på flyrejser. 

Jonas Herby skrev f.eks. i et indlæg i Berlingske, at "Alternativet må vælge én af de to veje: Enten dropper de idealismen, ændrer deres politiske udmeldinger og fortsætter med at opføre sig, som de gør - nu blot uden kontrasten til deres politik. Eller også omlægger de deres liv radikalt, så de lever fuldt ud, som de prædiker - walk the talk!".

Debatten flød på et tidspunkt ud i et generelt angreb på alle politikere og andre klimabekymrede, som offentligt ytrer sig om behovet for forandring af vor levevis, for at begrænse den globale opvarmning. Amalie Lyhne skrev i en leder i Berlingske: "Politikere bør generelt afholde sig fra at moralisere, men gør de det alligevel, har de bare at leve op til deres egne fromme ord. Alt andet er hykleri."

Urimelige krav
Ifølge denne logik bør man som politiker altså ikke argumentere for politiske tiltag, der skal sikre en mere klimavenlig stil, med mindre man først indretter sit eget liv derefter. Også Martin Krasniks leder i Weekendavisen afskrev de klimabekymrede som skinhellige: "Problemet er (...), at disse frontløbere har inkonsekvensen til fælles med de politikere, de kritiserer." I lederen blev borgere og politikere skåret over én kam: "Hovedparten af den sociale klimabevægelse gør som politikerne: Prøver at vinde den grønne førertrøje uden at anstrenge sig for meget".

Vi har behov for gennemgribende forandringer i vores levevis og forbrug, hvis vi skal gøre os håb om at begrænse den globale opvarmning i tide. Og det er helt urealistisk at forestille sig, at vi som individer påtager os at skabe de forandringer selv.

Men er det rimeligt at afkræve de klimabekymrede - politikere såvel som almindelige borgere som demonstrerer eller ytrer sig på anden vis - at de selv skal gå foran med det gode eksempel og forandre deres livsstil og forbrug? Hvorfor egentlig? De har jo i forvejen påtaget sig et ansvar for det fælles ved at lægge tid og kræfter i en sag, som vedrører os alle. Så hvorfor skal de udsættes for det pres, som det er, f.eks. at være de eneste forældre i klassen, hvis børn aldrig flyver på ferie? Eller være den eneste, som ikke kan være en del af madpakkeklubben på arbejdspladsen, fordi alle andre spiser kød? Eller være dem, som skal bruge to timer ekstra hver vej, når de besøger familien på Sydfyn, fordi de har fravalgt bilen?

Fælles klimaansvar
Ved at anklage disse mennesker for hykleri bidrager debattørerne til en fortsat individualisering af det fælles klimaansvar. Og måske til at lukke munden på nogle af dem, som trods alt gør noget - altså ytrer sig om behovet for forandring - mens andre har valgt at læne sig tilbage, hvad enten det skyldes lykkelig uvidenhed, ligegyldighed eller kold kynisme. Vi har behov for gennemgribende forandringer i vores levevis og forbrug, hvis vi skal gøre os håb om at begrænse den globale opvarmning i tide. Og det er helt urealistisk at forestille sig, at vi som individer påtager os at skabe de forandringer selv. Mange kan simpelthen ikke vælge fly, bil eller kød fra uden at påtage sig store sociale, professionelle eller finansielle omkostninger. Derfor har vi brug for politiske tiltag, der skaber incitamenter og muligheder for at handle rigtigt - og som gælder for alle - så vi også får normaliseret det, der i dag virker ekstremt og helligt i manges øjne.

Netop derfor har vi brug for de klimabekymrede. Når vores samfund ikke er indrettet til klimavenlig livsstil, er det mindre vigtigt, hvad man gør privat, så længe man holder fast i de politiske krav, man kæmper for. Derfor denne hyldest til de klimabekymrede - hyklere eller ej!