Ensartet afgift på tværs af brancher er den billigste klimaløsning
Af professor og miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
(Publiceret på Altinget.dk 22. august 2019)
En ambitiøs klimapolitik behøver ikke være økonomisk uoverkommelig.
Vores beregninger viser eksempelvis, at fossilfrihed i 2050 kan opnås med en samfundsøkonomisk omkostning svarende til blot en halv procent af BNP eller knap et halvt års vækst, hvis man benytter omkostningseffektive instrumenter.
Målet om klimaneutralitet i 2050 er mere ambitiøst, og regeringens målsætning om at reducere Danmarks drivhusgasudledninger med 70 procent frem mod 2030 er også meget ambitiøs.
Hvis vi skal nå en 70 procent reduktion af Danmarks samlede drivhusgasudledninger i 2030 billigst muligt, er udgangspunktet en ensartet afgift på alle drivhusgasudledninger på tværs af alle brancher.
Den indebærer, at vi skal mere end fordoble den hastighed, hvormed vi reducerer drivhusgasudledningerne frem mod 2030 sammenlignet med perioden fra 2005 til 2018.
Udfordringen bliver tilmed større af, at der ikke er udsigt til betydelige fald i udledningerne frem mod 2030 i fravær af nye klimapolitiske initiativer.
Dyrt at reducere udledning fra biler
Med så ambitiøs en målsætning er det ekstra vigtigt, at klimapolitikken er omkostningseffektiv. Ellers kan det blive meget dyrt at nå reduktionsmålet. I ikke-kvotesektoren viser vores beregninger, at det er samfundsøkonomisk billigt at begrænse drivhusgasudledningerne i landbruget, i boliger og i andre ikke kvote-omfattede erhverv.
Til gengæld er det dyrt at opnå yderlige reduktioner fra personbiler, hvor der i forvejen er mange incitamenter til at mindske udledningerne.
Omstillingen fordyres ligeledes af supplerende mål om for eksempel energibesparelser og mål om udbygning med eller støtte til brug af bestemte teknologier.
Det kan virke handlekraftigt, når politikere satser på bestemte teknologier og forbyder andre, men det indebærer en risiko for, at omstillingen bliver dyrere end nødvendigt.
Hvis vi i stedet benytter markedsbaserede og teknologineutrale instrumenter, tilskyndes virksomhederne og forbrugerne til at foretage udledningsreduktionerne de steder og med de teknologier, der er samfundsøkonomisk billigst.
Den billigste reduktion er via ensartede afgifter
Hvis vi skal nå en 70 procent reduktion af Danmarks samlede drivhusgasudledninger i 2030 billigst muligt, er udgangspunktet derfor en ensartet afgift på alle drivhusgasudledninger på tværs af alle brancher.
Der skal dog tages hensyn til prisen på CO2-kvoter i kvotesektoren. Endvidere forudsætter en omkostningseffektiv klimapolitik reformer af de eksisterende energi- og bilafgifter.
I praksis vil en ensartet afgift skulle stige frem mod 2030 og videre frem mod 2050.
Hvis der udformes en plan for de nødvendige afgiftsomlægninger og en stigende afgift på drivhusgasudledninger med bred politisk opbakning, vil det give større sikkerhed om de klimapolitiske rammer fremover.
Det vil mindske risikoen for, at virksomheder, landmænd og bilejere kommer til at foretage langsigtede investeringer, der fordyrer den grønne omstilling.
Afgifter skal justeres løbende
Vi har dog ikke det fulde beslutningsgrundlag for at fastlægge et sådant afgiftsforløb i dag. Det er vigtigt, at der opbygges den nødvendige beregningskapacitet.
Da vi ikke kender den fremtidige teknologiudvikling, skal der løbende foretages opdaterede evalueringer af den forventede udvikling frem mod 2030 og 2050 med bud på, hvilken justering af afgiften på drivhusgasser der skal til for at nå målet for 2030.
2030-målsætningen er et delmål på vejen til klimaneutralitet i 2050 og bør derfor være afstemt hertil. Et mere ambitiøst 2030-mål betyder færre danske drivhusgasudledninger i forløbet frem mod klimaneutralitet i 2050, men også større omkostninger for det danske samfund.
Det er vigtigt, at der etableres et solidt grundlag for den politiske afvejning af omkostninger og klimagevinster ved et mere ambitiøst delmål for 2030, og at det løbende opdateres.