Klima-og Omstillingsrådet til vismænd: Stop med at lovprise kvoteannulleringer

Af professor Jens Friis Lund, Klima- og Omstillingsrådet

(Bragt på Altinget.dk den 19. november 2019)

REPLIK: Kvoteannulleringer bør ikke være et virkemiddel til, at Danmark når 70-procentsmålet i 2030, da det vil forsinke reduktionen i udledninger markant, skriver Klima- og Omstillingsrådet.

Formandskabet for Det Økonomiske Råd anbefaler i et debatindlæg Altinget den danske regering at beholde annulleringer af CO₂-kvoter, som en del af dansk klimapolitik. Rådet ser annulleringerne som et omkostningseffektivt instrument på den lange bane. 

Dette instrument vil imidlertid forsinke reduktionen i udledninger markant, hvilket er problematisk, fordi vi herhjemme kun kan tillade os at bruge en vis andel af det begrænsede globale budget for drivhusgasser. 

Desuden forøger fortsatte udledninger – alt andet lige – risikoen for at ramme såkaldte tipping points, som potentielt kan bringe klimaforandringerne yderligere ud af kontrol. 

Ud fra både et retfærdighedsprincip og et forsigtighedsprincip fraråder vi derfor regeringen at benytte dette instrument.

Andre drivhusgasser skal reduceres
Formandskabet skriver, at en betydelig del af udledningsreduktionerne ved annullering af CO₂-kvoter først vil finde sted om 20 til 30 år. Hvorfor er det et problem?

Det er det, fordi vi herhjemme kun kan tillade os at bruge en vis andel af det begrænsede globale budget for drivhusgasser. En forsinkelse i reduktionen herhjemme vil betyde, at vi spiser budgettet op, før vi overhovedet kommer i gang. 

Vi mener ikke, at det er forsvarligt at bagatelisere globale, planetære tipping points med risici for ekstremt skadelige og omkostningstunge konsekvenser for samfundet.

Det bliver tydeligt, hvis vi starter med at kigge på det globale budget for CO₂-udledninger, som FN's klimapanel præsenterede i 1,5-graders-rapporten fra oktober 2018.

Rapporten beskrev, at de globale CO₂-udledninger skulle holdes under cirka 500 gigaton fra januar 2018 og frem, hvis vi skal have en rimelig chance for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader og undgå at binde fremtidige generationer til massive nettonegative CO₂-udledninger. 

Dette budgets størrelse afhænger kritisk af, at vi også reducerer udledningen af de andre drivhusgasser såsom metan og lattergas. Hvis vi ikke gør det, må vi operere med et endnu mindre CO₂-budget. De følgende beregninger kan derfor i grove træk også siges at gælde for det samlede drivhusgasbudget.

Fokus på markant nedsætning her og nu
Hvad betyder det for Danmark?

Hvis vi antager, at vi i Danmark har ret til en andel af det tilbageværende budget, som svarer til vores andel af den globale befolkning, så var det danske budget knap 0,08 procent af det globale, altså cirka 400 megaton CO₂. 

De danske udledninger af CO₂ – som opgjort efter FN's regneprincipper – var cirka 35 megaton i år 2018. Men da vi i dag er ved udgangen af 2019, har vi reelt brugt op mod 70 megaton af vores CO₂-budget, hvilket efterlader os med kun 330 megaton CO₂ tilbage.

Denne budgetmæssige tilgang til klimaproblematikken illustrerer, hvorfor stien mod klimaneutralitet er vigtig. For hvert år, hvor vi ikke reducerer udledningerne, svinder det resterende budget, og vi skal dermed reducere hurtigere på et senere tidspunkt.

Alternativt ender vi med at gå over 'vores' andel af budgettet og dermed implicit afkræve andre lande, at de skal reducere deres udledninger i hastigere tempo.

En dansk klimapolitik bør derfor fokusere på at nedsætte udledningerne markant her og nu, hvis Danmark skal blive inden for en ligelig andel af det resterende drivhusgasbudget.

Og det er værd at holde in mente, at man sagtens kan argumentere for, at Danmarks andel af det resterende drivhusgasbudget skulle være lavere, da vi er et rigt land med gode teknologiske og politiske forudsætninger for at omstille os.

Derudover tager ovenstående regnestykke ikke højde for CO₂-udledninger, som er forbundet med international transport som shipping og flyvning.

Forsigtighedsprincip vægtes lavere
Den anden grund til, at vi fraråder opkøb af CO₂-kvoter som en vej til at opfylde ambitiøse klimamål, er, at enhver forsinkelse af reduktioner øger risikoen for, at vi udløser såkaldte tipping points, som kan bringe klimaforandringerne yderligere ud af kontrol.

Formandskabet nævner tipping points, men anfører: "Der kan findes såkaldte tipping points, som betyder, at temperaturerne stiger hurtigere, når visse tærskler overskrides. Men der er stor usikkerhed om, hvor eventuelle tærskler ligger, og hvad det betyder at overskride dem."

Vi tolker dette således, at formandskabet vægter en klassisk omkostningseffektiv vej mod klimaneutralitet højere end et forsigtighedsprincip om en fornuftig balance mellem videnskabelig tvivl og acceptabel risiko. 

På den baggrund kan formandskabets forslag være med til at skabe tvivl om nødvendigheden af en tilstrækkelig hurtig dansk omstilling. Vi mener ikke, at det er forsvarligt at bagatellisere globale, planetære tipping points med risici for ekstremt skadelige og omkostningstunge konsekvenser for samfundet.

Derfor bør forsigtighedsprincippet veje lige så tungt, om ikke tungere, end et hensyn til klassisk omkostningseffektivitet.

Fraråder udskydelse af reduktionshastighed
Vi er helt enige med de økonomiske vismænd i pointen om, at vi bør have omkostningseffektivitet for øje, når vi overvejer forskellige virkemidler til at nå det danske klimamål om en 70-procents-reduktion i 2030. 

Forsinkelsen, hvormed kvoteannulleringer får effekt på udledningerne, vil i praksis betyde, at vi ikke når dette mål, hvis vi anvender dem som instrument.

Og med henvisning til ovenstående gennemgang af et dansk budget for drivhusgasser og tipping points i lyset af forsigtighedsprincippet, fraråder vi kraftigt en udskydelse af reduktionshastigheden herhjemme. 

Dermed bør annulleringer af CO₂-kvoter ikke indgå som virkemiddel til, at Danmark når 70-procents-målet i 2030.