Klimaforandringer. Kenya og Danmark har mere til fælles, end man skulle tro
Af lektor Iben Nathan, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
(Bragt i Politiken 13. april 2019)
Selv om Kenya og Danmark har vidt forskellige forudsætninger, påvirkes de overraskende ensartet af udfordringerne.
Der har længe været godt gang i debatten om klimaforandringerne. Diskussionerne handler af gode grunde primært om, hvordan vi skal forebygge klimaforandringerne, men der er dog et stigende fokus på, hvordan vi lærer at tilpasse os de forandringer, som allerede er i gang.
Med en forskningsbevilling fra Danida er vi gået sammen med forskere fra Nairobi om at undersøge, hvordan Kenyas befolkning kan tilpasse sig klimaforandringerne. Interessant nok er forskellene mellem Kenya og Danmark mindre, end man umiddelbart skulle tro. I de senere år har begge lande oplevet usædvanlige vejrforhold. I Danmark er husejere ved kyster og fjorde blevet ramt hårdt af oversvømmelser, der forårsager skader på huse og indbo. Sådanne oversvømmelser kan ikke altid tilskrives klimaforandringer – nogle gange er det bare ’vildt vejr’ – men DMI’s forudsigelser peger på, at vi fremover vil opleve betydeligt flere skybrud i Danmark, og at stigningerne i vandstanden ved de fleste af Danmark kyster vil tiltage.
OGSÅ KENYA oplever voldsommere og mere uforudsigelige regnskyl, som i nogle områder oversvømmer fattige boligkvarterer og skyller landbrugsjorden væk. Samtidig har gentagne tørkeperioder i de senere år betydet, at kvægholdere har mistet besætninger, og at landmænd har mistet afgrøder. Fordi Kenya er et fattigere land, rammer oversvømmelser og tørke langt hårdere her end i Danmark og bidrager til at fastholde folk i fattigdom. Trods forskellene står Danmark og Kenya dog over for nogle af de samme udfordringer, når det handler om at tilpasse sig klimaforandringerne. Blandt andet en række fælles problemer gemt i de politiske og institutionelle spørgsmål om, hvem der bør styre klimaindsatsen, og hvem der har ansvaret for og kapaciteten til at sikre befolkningerne imod konsekvenserne af klimaforandringerne.
Begge landes regeringer har udarbejdet klimatilpasningsstrategier, som indeholder retningslinjer for, hvordan landene bedst klimasikrer alt fra infrastrukturer til landbrugsjord, og i begge lande rejses der kritik af regeringernes strategier, som skaber nye konflikter eller får gamle konflikter til at blusse op.
I Danmark opstår der ofte uenigheder i forbindelse med klimatilpasningstiltag, hvis tiltagene kræver ændret arealanvendelse. Det sker f.eks., når staten ønsker at anvende privatejede eller andre arealer nær vandløb som opsamling for regnvand, hvilket kan være i konflikt med naturmæssige interesser, lovbestemte bindinger på disse arealer eller rekreative eller landbrugsmæssige interesser. Der har også været en række situationer, hvor borgerne har taget loven i egen hånd og konstrueret ulovlige barrierer på strandene for at beskytte deres ejendomme mod oversvømmelser fra havet. I Kenya er der også konflikter omkring jord, når det gælder klimatilpasning, dog ofte med langt alvorligere konsekvenser. Traditionelt har kvægholdere i Kenya har haft åben adgang til store græsningsarealer, og hvert år har de vandret over store afstande med deres besætninger, når årstiden har gjort det nødvendigt for dem at søge vand og græsningsmuligheder i andre områder.
DET ÆNDREDE KLIMA i kombination med en omfattende privatisering af jord, der for tiden finder sted i Kenya, kan imidlertid tvinge disse befolkningsgrupper til at ændre strategi. De skal vandre oftere, og længere, og de skal finde nye veje uden om eller tværs henover privatejede og dyrkede områder. Det kan bidrage til at skærpe eksisterende konflikter mellem kvægholdere og landbrugere. Der er også ligheder mellem de to lande, når det handler om at forebygge klimaforandringerne. I Danmark har der været en del aktivisme imod vindmøller.
Et eksempel er de igangværende konflikter omkring opførelsen af havvindmøller, som møder modstand p.g.a. støj og æstetik. Lignende protester har fundet sted i Kenya, hvor omfattende vindmølleprojekter har mødt modstand fra lokale myndigheder og lokalsamfund, som ikke synes, at de er blevet hørt, og at de mister deres jord til projekterne uden at få kompensation eller fordele ud af dem.
Det har i nogle tilfælde ført til, at projekterne er blevet opgivet, fordi investorerne er blevet tvunget til at trække sig ud. Både i Danmark og Kenya er der altså konkurrerende ideer om hvilke udviklingsmodeller, som er bedst til at håndtere klimaforandringerne. Er en social velfærdstilgang bedre end markedsorienterede løsninger? Skal initiativerne helst komme fra centralt eller lokalt hold? Skal det være offentlige frem for private initiativer? Og skal nye klima- og miljørelaterede initiativer integreres i eksisterende institutioner, eller kræver de mere dybtgående samfundsstrukturelle ændringer? DE FLESTE VIL nok mene, at en vellykket klimaindsats handler om stærke forhandlingsresultater på de årligt tilbagevendende globale klimakonferencer, tilstrækkeligt med finansielle ressourcer og effektive teknologiske løsninger tillige med videnskabelige fremskridt.
Disse ting er naturligvis meget vigtige, og her er rige lande som Danmark langt bedre stillede end fattige lande som Kenya. Imidlertid illustrerer de to lande, at klimaindsatserne, uanset hvor i verden de finder sted, ofte rammer ind i en bred vifte af grundlæggende interessemodsætninger. Det betyder, at en vellykket klimaindsats i mindst lige så høj grad som teknologiske løsninger afhænger af, hvordan eksisterende institutioner og beslutningstagere håndterer de interessekonflikter, der uvægerligt opstår i forbindelse hermed.