Kristian Jensen udstiller sin uvidenhed om forholdet mellem klima, miljø og vækst
Af professor Jens Friis Lund, Københavns Universitet, post.doc Anders Bjørn, Polytechnique Montréal, og adjunkt Stefan Gaarsmand Jacobsen, Roskilde Universitet
(Trykt 19. november i Information)
Finansministeren undervurderer, hvor fundamental en udfordring det er, at opfylde Parisaftalens målsætning, og fremhæver fejlagtigt Danmark som et foregangsland.
Information bragte den 2. november en reportage fra et samråd i Folketingets energi-, forsynings- og klimaudvalg, hvor finansminister Kristian Jensen (V) kom med udtalelser, som undervurderer udfordringerne med at opfylde Parisaftalens mål og den grønne omstilling generelt. Vi frygter, at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis ledende politikere tager beslutninger på så mangelfuldt et vidensgrundlag. På samrådet udtalte Kristian Jensen at "Danmark har præsteret en markant vækst i bruttonationalproduktet og samtidig en klar reduktion i CO2-udledningerne siden 1980'erne. Altså en afkobling mellem vækst og klimabelastning".
Desværre fremstiller Jensen Danmark som et forbillede på et ufuldstændigt grundlag. Om end vi ser indikationer på en mindre reduktion i CO2-udledninger i Danmark over de seneste årtier, så skal denne accelereres voldsomt, hvis vi skal bidrage reelt til at nå aftalens mål. Og ser vi bredere på vækstøkonomiens klima- og miljøpåvirkning, bliver billedet endnu mindre flatterende.
Det samme gør sig gældende på globalt niveau: Der er et stigende modsætningsforhold mellem miljømæssig bæredygtighed og økonomisk vækst. Desuden kommer den økonomiske vækst i stigende grad kun et privilegeret mindretal til gode og kan dermed vanskeligt forsvares ud fra hensyn til at sikre velfærd og bekæmpe fattigdom.
Meget langt igen
Danmarks klimabelastning har været faldende i de seneste årtier – i hvert fald ifølge FN’s opgørelsesmetode, hvor international transport fraregnes, og CO2 fra biomasse ikke tælles med. Den hidtidige danske omstilling bygger i høj grad på biomasse, som i 2016 fyldte over halvdelen af den danske vedvarende energiproduktion. Klimarådet påpeger, at vi i Danmark allerede bruger mere biomasse i energiforsyningen, end hvad der er muligt, hvis resten af verden skulle følge trop.
Danmark Statistik har estimeret, at faldet i den danske klimabelastning i perioden 1990-2013 reduceres til bare fem procent, hvis antagelsen om biomassens CO2-neutralitet bortfalder. Og så har vi ikke medregnet klimabelastningen af international transport, som bidrager til både det danske BNP og til danskeres materielle velfærd, men som er vanskelig at opgøre præcist på landeniveau.
Hertil kommer, at CO2-belastningen forbundet med den gennemsnitlige danskers levevis på 16 tons CO2-ækvivalenter per år er blandt de højeste i verden. Det tal er ca. tre gange det globale gennemsnit – og tårnhøjt sammenlignet med de 1-2 tons per person som klimaforskere er enige om, at vi skal holde os indenfor i år 2050, hvis Paris-målsætningen om en maksimal temperaturstigning på 1,5-2,0 grader skal være inden for rækkevidde.
Og som om udfordringen ikke er stor nok, er FN’s videnskabelige klimapanel for nyligt blevet kritiseret for at overvurdere, hvor stor en drivhusgasudledning vi kan tillade i de kommende årtier.
Det skyldes, at dets scenarier bygger på en forudsætning om, at vi på globalt niveau kan opnå netto-negative CO2-udledninger på et tidspunkt i anden halvdel af det 21. århundrede gennem en massiv ’støvsugning’ af atmosfærens CO2. Med udsigt til sådanne negative emissioner, ville vi kunne skære langsommere i CO2-emissionerne i første halvdel af århundredet, mod at ’tilbagebetale CO2-gæld’ i anden halvdel. Denne forudsætning vurderes imidlertid som urealistisk i en rapport fra i år udarbejdet af et forskerhold udpeget af EU-landenes videnskabsakademier (EASAC). Det budskab gengives også i den seneste rapport fra det danske Klimaråd.
Kristian Jensen synes paradoksalt nok at mene, at et skift væk fra et vækstfokus vil betyde, at vi fastholder millioner i fattigdom. Det er der imidlertid ingen grund til at tro
Kristian Jensen synes at være uvidende om, hvor fundamental en udfordring det er at opfylde Parisaftalens målsætning. Det står altså klart, at vækst- og forbrugsfremmende politiske tiltag, som øger drivhusgasudledningerne, vil forringe de i forvejen ringe chancer for at nå målene.
Miljøbelastningen fortsætter
Modsætningsforholdet mellem vækst i forbrug og bæredygtighed forstærkes yderligere, hvis vi flytter fokus fra klima isoleret set til miljømæssig bæredygtighed i bredere forstand. Materialeforbrug (biomasse, metaller, mineraler og fossile brændsler) anvendes ofte som en indikator på den bredere miljømæssige belastning forårsaget af produktion og forbrug.
Et nyt studie estimerer, at materialeforbruget, som indgår i danskernes forbrug, blot er faldet to procent over perioden 1995-97 til 2009-11. Her er der altså kun meget svage antydninger af en afkobling, som er helt utilstrækkelig, når vi må forvente at andre, fattigere landes belastning af det globale miljø vil vokse i de kommende år, i takt med at deres befolkninger løftes ud af fattigdom og deres forbrug dermed stiger.
I dét lys er det bekymrende, at vi heller ikke på globalt niveau ser en afkobling af materialeforbrug, men derimod det modsatte – en såkaldt re-kobling. Vi forbruger altså en stigende mængde materialer for at opretholde væksten i verdensøkonomien.
Så der er altså klare klima- og miljømæssige grunde til at vi må stille spørgsmålstegn ved indretningen af vort samfund. Vi er ikke – for nuværende – et foregangsland, tværtimod kan man argumentere for, at vi optager uforholdsmæssigt meget af det globale CO2-budget og miljømæssige råderum, givet andre landes legitime behov for at lade deres økonomier udvikle sig, så de kan løfte deres befolkninger ud af fattigdom.
Væksten kommer de rige til gode
Kristian Jensen synes paradoksalt nok at mene, at et skifte væk fra et vækstfokus vil betyde, at vi fastholder millioner i fattigdom. Det er der imidlertid ingen grund til at tro.
Vi ser ingen grund til at kræve, at alle lande skal indføre lige strenge bindinger på deres økonomier af hensyn til klima og miljø. Lande med langt lavere BNP per indbygger har et legitimt krav om at kunne prioritere fattigdomsbekæmpelse højt. Problemet her er, at væksten på globalt niveau kun i ringe – og faldende – grad bidrager til fattigdomsbekæmpelse.
Vi ser i stedet, at væksten kommer de til gode, som allerede har. Siden 1960 er husstandsindkomsten i USA f.eks. steget fra ca. 15.000 til 45.000 dollar (hvilket i uforholdsmæssig høj grad er kommet de højeste indkomstklasser til gode), mens den i det sydlige Afrika blot er steget fra 130 til 1.500 dollar. Om end stigningen relativt set er størst i det sydlige Afrika, er den i absolutte tal 20 gange større i USA.
Denne skæve udvikling er taget til de seneste år. Ifølge et studie fra Oxfam kom ca. 80 procent af væksten sidste år kun den rigeste 1 procent i verden til gavn, mens den fattigste halvdel af verdens befolkning ikke fik noget ud af væksten.
Og hertil kommer, at skadesomkostningerne ved politikker, der fremmer vækst – og dermed klimaforandringerne – særligt rammer verdens fattigste. Ideen om, at vi kun kan bekæmpe fattigdom i fattige lande ved at fastholde vækstfokus i rige lande, er altså mere ideologi end videnskab.
Fremfor at fokusere på vækst herhjemme, kunne vi fokusere på at fordele samfundets goder bedre indenfor Danmarks grænser og fremme måder at leve på, der er mindre miljøbelastende.
Kristian Jensen fastholder, at den danske samfundsmodel er et forbillede, som andre lande bør følge. Men den vision risikerer at føre Danmark og verden direkte ud over den miljømæssige afgrund.
Danmark vil først blive et foregangsland den dag, vi kan vise, at en høj livskvalitet på tværs af samfundslag ikke er betinget af uendelig økonomisk vækst, og at den kan forenes med en drastisk reduktion af miljøbelastningen.