Professor og adjunkt forsvarer lande, der går foran med klimaløsninger: Argumentet om, at dansk enegang ikke nytter, er meningsløst
Af professor Jens Friis Lund, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, og adjunkt Stefan Gaarsmand Jacobsen, Roskilde Universitet
(Bragt i Politiken 30. marts 2019)
Det er sjældent, at folk i den danske debat åbent tvivler på menneskeskabte klimaforandringer. Men en ny slags klimaskepsis, hvor man bagatelliserer udfordringer og stiller spørgsmålstegn ved mulige løsninger, er på vej frem.
Vi står over for en ny form for klimaskepsis. Tidligere bestod den i en benægtelse af menneskeskabt global opvarmning. I dag består den af en systematisk nedvurdering af omfanget af klimakrisen, og hvad der kræves for at afbøde den.
Denne klimaskepsis 2.0 er et udbredt fænomen blandt danske debattører og politikere. Den forsinker omstillingen og skal bekæmpes, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.
Hidtil har betegnelsen klimaskeptiker været forbeholdt de, som stiller spørgsmålstegn ved eksistensen af den globale opvarmning, og om den skyldes den menneskeskabte udledning af drivhusgasser. Denne form for klimaskepsis vandt frem i 1990’erne, fordi højreliberale kræfter og kul- og olieindustrien fandt sammen om at finansiere og sprede klimaforvanskende forskning og derved så tvivl om klimavidenskaben.
Dette er veldokumenteret af blandt andre professor i videnskabshistorie ved Harvard University Naomi Oreskes, som over en årrække har forsket i udbredelsen af denne form for klimaskepsis.
I Danmark ser vi i dag kun sjældent eksempler på ytringer, som kan betegnes klimaskeptiske i den oprindelige betydning. Men der er eksempler.
I efteråret 2018 f.eks., hvor klimaordfører i Dansk Folkeparti Mikkel Dencker tydeligt udtrykte tvivl om, hvorvidt den global opvarmning er menneskeskabt. Også Liberal Alliance havde indtil for ganske nyligt en erklæret klimaskeptiker, Villum Christensen, som klimaordfører. Det ledte partiets politiske ordfører til at præcisere, at partiet nu altså troede mere på klimavidenskaben end på deres ordfører.
En anden, mindre åbenlys, men ikke mindre problematisk form for klimaskepsis står imidlertid stadig i vejen for en handlingsorienteret dansk klimadebat.
Den giver sig ikke udtryk i benægtelse af den menneskeskabte globale opvarmning, men i en systematisk nedvurdering af de risici og udfordringer, som opvarmningen indebærer.
Klimaskepsis 2.0 fremføres af debattører og politikere, som ofte tydeligt anerkender, at den globale opvarmning udgør en stor udfordring for vores samfund
For det første viser den sig i undervurdering af de ødelæggelser og omkostninger, som opvarmningen vil medføre.
For det andet bliver tiltag, der er helt nødvendige for at afbøde opvarmningen, afvist som værende urealistiske.
For det tredje viser den sig som politisk pseudohandling, hvor slagkraftige ytringer om handlekraft og Danmark som internationalt foregangsland ikke modsvares af den førte politik.
Og for det fjerde viser den sig i en inkonsistent retorik, som begrænser det politiske spillerum for danske klimaambitioner ved at antage, at yderligere dansk enegang på klimaområdet vil være skønne spildte kræfter.
Klimaskepsis 2.0 er særligt problematisk, fordi den er vanskeligere at genkende end den oprindelige klimaskepsis.
Klimaskepsis 2.0 fremføres af debattører og politikere, som ofte tydeligt anerkender, at den globale opvarmning udgør en stor udfordring for vores samfund. Dette forvirrer billedet og gør det vanskeligt at afkode, hvorvidt disse debattører og politikere reelt anerkender de risici for mennesker, som klimaforandringerne indebærer, og indser, hvad der kræves for at afbøde dem.
Klimaskepsis 2.0 manifesterer sig blandt andet i udsagn, som systematisk underspiller risici og omkostninger. Denne form for skepsis støtter sig ofte op ad nogle modeller for forholdet mellem klimaforandringer og økonomi, som er udviklet af økonomen William Nordhaus. Modeller, der bl.a. giver indtryk af, at den globale opvarmning kun vil betyde et tab af velstand på ganske få procent, selv ved globale temperaturstigninger på over 3 grader!
Det står i skarp kontrast til advarslerne fra FN’s klimapanel om risici for ukontrollerbare og potentielt irreversible forandringer, som kan være uforenelige med opretholdelsen af vore samfund, som vi kender dem i dag, ved en global temperaturstigning på mere end 2 grader.
I Danmark er Nordhaus’ analyser flittigt blevet anvendt af blandt andre Bjørn Lomborg, repræsentanter for tænketanken Cepos og De Økonomiske Råds sekretariat (Dørs).
Disse modeller er imidlertid dybt problematiske. F.eks. indeholder modellerne antagelser om fortsat fremtidig stigning i global produktivitet og velstand. Disse antagelser er kritiske, fordi de giver anledning til, at modellerne kraftigt diskriminerer fremtidige omkostninger, ud fra idéen om, at fremtidige generationer vil være bedre rustet til at tilpasse sig og bekæmpe den globale opvarmning.
Regeringens nuværende målsætning er ikke forenelig med dens egen påstand om, at Danmark er et foregangsland
Antagelserne om stigende global produktivitet og velstand er udfordret af flere forhold i den virkelige verden.
For det første har den globale vækst været faldende siden 1960’erne. For det andet tyder alt på, at klimaforandringernes følgevirkninger i stigende grad vil udfordre mulighederne for at øge produktivitet og velstand. Det ser vi allerede tegn på nu.
Men klimavidenskaben peger på yderligere store risici, som knytter sig til de såkaldte tipping points, hvor der sker pludselige forandringer i en eller flere af de faktorer, der stabiliserer globale kulstofkredsløb.
Det kan f.eks. være en hurtig afsmeltning af den grønlandske indlandsis eller et kollaps af de store skovøkosystemer som regnskoven i Amazonas eller de boreale skove i Sibirien eller Nordamerika. Ingen tør spå om, hvad sådanne kollapser præcist ville betyde for den globale økonomi, men det er næppe foreneligt med idéen om øget produktivitet og velstand.
For det tredje ser vi på globalt niveau en meget tæt sammenhæng mellem økonomisk vækst og udledning af drivhusgasser og miljøbelastning mere generelt. For at opnå den tilstrækkelige reduktion i den globale klima- og miljøbelastning, må vi derfor efter alt at dømme give afkald på idéen om et stigende materielt forbrug globalt set.
Når tænketanken Cepos deltager i klimadebatten, er det ofte med direkte henvisning til William Nordhaus’ modeller.
Cepos’ Mia Holstein, der også er medlem af Etisk Råd, henviste for nylig i Politiken til et af Nordhaus’ studier i et forsvar for, at hensynet til fortsat økonomisk vækst i Danmark må gå forud for hensyn til klima og miljø. Holstein blev efterfølgende kritiseret kraftigt af klimarådets daværende formand, Peter Birch Sørensen, for ikke at forholde sig til de risici og skadesomkostninger, som Nordhaus’ modeller ser bort fra. Denne tendentiøse anvendelse af resultater fra økonomiske modeller, der undervurderer risici og omkostninger ved klimaforandringerne, er et eksempel på klimaskepsis 2.0.
Et andet eksempel på den nye form for klimaskepsis er pseudohandling. Det giver sig udslag i ytringer om handlekraft, som ikke modsvares af den førte politik. Et eksempel par excellence er den siddende regerings politik.
For øjeblikket stiler regeringen mod, at Danmark skal være CO2-neutralt i 2050 og Lars Christian Lilleholt anklager enhver, der opstiller mere ambitiøse målsætninger, for at føre ’overbudspolitik’. Men i lyset af klimavidenskaben kunne man med rette anklage regeringen for at føre ’underbudspolitik’. Den seneste rapport fra FN’s klimapanel med titlen ’Global Warming of 1.5 ºC’ fra oktober sidste år slår fast, at vi på globalt niveau bør halvere vores nuværende drivhusgasudledninger i 2030 og være CO2-neutral i 2050 eller kort derefter, hvis vi skal nå målet om maksimalt 1,5 graders global opvarmning.
Når vi ikke når disse mål, vil det kræve massiv udrulning af uafprøvede og risikable teknologier for at sænke CO2-koncentrationen i atmosfæren igen og holde 1,5 grader-temperaturmålet. Set i dette perspektiv burde Danmark – et rigt land med ekstremt gode forudsætninger for at gå forrest – gå i nul langt før 2050.
Regeringens nuværende målsætning er altså ikke forenelig med dens egen påstand om, at Danmark er et foregangsland. Særligt ikke, når regeringens politik aktuelt bremser hastigheden i den grønne omstilling. Det sker på et særdeles kritisk tidspunkt, hvor omstillingen skal accelereres voldsomt, da vi ellers sprænger det globale CO2-budget allerede inden 2030.
Opbremsningen medførte da også kritik fra Klimarådets tidligere formand, Peter Birch Sørensen, på baggrund af tal udviklet med rådets ekspertvurdering. Kritikken blev imidlertid affejet af klimaministeren som »volapyk« i en officiel pressemeddelelse.
Lilleholt henviste i pressemeddelelsen til, at Danmark har godkendt opførelsen af en række datacentre med stort energibehov, og at vi derfor må vi acceptere, at den danske omstilling går langsommere. Problemet er bare, at vi ikke kan tilpasse den fysiske virkelighed til politiske aftaler om datacentre.
FN’s klimapanel udtrykker problematikken således: For at have en 66 procent chance for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader må vi maksimalt udlede yderligere 420-570 gigaton CO2 globalt. P.t. udleder vi globalt 42 gigaton CO2 per år.
Argumentet om, at dansk enegang ikke nytter, er meningsløst
Hvis vi først accelererer omstillingen efter år 2030 – hvor vi ifølge IPCC bør have halveret drivhusgasudledningerne – er det altså for sent.
Den åbenlyse og enorme afstand mellem regeringens retorik og dens utilstrækkelige handlinger er et klokkeklart eksempel på pseudohandling, altså klimaskepsis 2.0: Regeringen og Lilleholt mener selv at handle tilstrækkeligt og søger aktivt at beklikke fagligheden hos videnskabelige eksperter, der påpeger utilstrækkeligheden.
En anden stærk historie, som bidrager til at legitimere yderligere forhaling af den grønne omstilling, er idéen om, at dansk enegang i front vil være skønne spildte kræfter. Mikkel Dencker fortalte til Altinget sidste år, at dansk enegang vil være at betragte som ’symbolpolitik’, fordi »Danmarks andel af den globale CO2-udledning er meget lille. Selv om vi afskaffede al vores CO2-udledning i Danmark, ville det stadig ikke rykke noget på det globale klima«.
Samme historie fremførte Martin Krasnik i Weekendavisen sidste år :»Danske politikere, ligesom de fleste andre politikere i Europa, ved, at det ikke gør nogen forskel, om lige netop de går forrest«.
Men er der egentlig en sammenhængende logik bag argumentet om, at det ikke nytter at gå foran? Danmarks forsvindende lille andel af de globale drivhusgasudledninger fremhæves af mange som den indlysende grund til tilbageholdenhed.
Et andet argument er, at Danmark er en del af en globaliseret verden, hvor varer flyder frit over grænserne. Således vil en hårdere regulering af det klimaeffektive danske landbrug blot føre til, at produktionen flytter til steder, hvor man producerer mindre klimaeffektivt, og dermed vil nettoklimaeffekten faktisk være negativ.
Dette sidste argument blev f.eks. fremført af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, da hun i Information for et par uger siden udtalte, »klimaspørgsmålet må ikke tage livet af landbruget, for så importerer vi bare fødevarer udefra, som har en større klimabelastning«.
Et tilsvarende argument brugte regeringen og S, DF, Radikale og SF, da de i 2017 indgik en aftale om skatterabat, som ville sikre yderligere udvinding i Nordsøen. Da var argumentet, at en udfasning af fossil produktion blot ville lede til øget olieproduktion i lande med dårligere miljøforhold, og det trumfede argumenter om, at Danmark burde gå forrest og konkret stoppe al national produktion af fossil energi.
Disse argumenter bygger imidlertid på en kritisk antagelse om, at dansk enegang på klimaområdet ikke vil påvirke andre landes politik. Men hvordan hænger det sammen med historien om, at Danmark er et inspirerende eksempel for andre lande i forhold til grøn omstilling og teknologi?
Der går næppe en uge, uden at den danske regering fremhæver Danmarks rolle som foregangsland. Og om end man kan være uenig i dén præmis, så er det ubestrideligt, at danske politikere og erhvervsfolk jævnligt modtager invitationer fra hele verden til at udbrede sig om, hvad andre kan lære af omstillingen i Danmark.
Antagelsen om, at det blot vil føre til import af fødevarer med en højere klimabelastning, hvis vi tager det første skridt og regulerer det danske landbrug, bygger på en idé om, at vores nabolande ikke regulerer. Hvis det er tilfældet, så når vi med sikkerhed ikke de globale klimamål. Er dét virkelig den uudtalte analyse fra vores politikere? At ingen andre vil løse klimakrisen – og at vi derfor heller ikke skal forsøge?
Argumentet om, at dansk enegang ikke nytter, er meningsløst. International klimapolitik handler i høj grad om ‘best practice’. F.eks. har Sveriges nye klimalov med mål om nul emissioner i 2045 tiltrukket stor international medieopmærksomhed og har dermed været med til at hæve overliggeren for andre lande.
Dette eksempel illustrerer, hvad klimapolitik for et land som Danmark bør handle om. Nemlig om kontinuerligt at skubbe til den internationale norm for, hvad man som nationalstat bør gøre i kampen mod klimaforandringerne. De forskellige former for klimaskepsis 2.0 står i vejen for en sådan analyse og for den vigtige debat om, hvordan Danmarks ageren i de kommende 4-5 år kan være med til at skabe dét internationale momentum, som er altafgørende for, at vi kan afbøde klimakrisen.
Klimaskepsis 2.0 er derfor et alvorligt fænomen. Den fremføres af eksperter og politikere, som udtrykker ægte bekymring for den globale opvarmning. Disse personer fremstår, som om de forstår omfanget af problemet og tager sig af det. Men blændværket afsløres af, at de foreslår helt utilstrækkelige løsninger, og at de systematisk taler risici og udfordringer ned. Når de udfordres, svarer de typisk, at vi må være realistiske. Den realisme betyder imidlertid i praksis, at regningen sendes frem i tid.
Til en tid, hvor vore børn og børnebørn skal kæmpe med de alvorlige følgevirkninger af klimaforandringerne. En fortsat tøven i dag vil indebære et massivt fremtidigt krav til nettonegative CO2-emissioner på globalt niveau, hvis vore børn og børnebørn skal gøre sig håb om at få den globale opvarmning bragt under kontrol til den tid. Det er den kyniske realisme, som vi ikke stiltiende kan lade passere.
Mange danskere stoler på, at eksperter og politikere har styr på klimaproblematikken og handler ansvarligt ud fra de enorme risici, vi står over for.
Vi betaler skat for at finansiere eksperter og uafhængige medier og går til stemmeurnerne for at vælge vores politikere. Men eksperter, politikere, og uafhængige medier er i denne henseende ikke almindelige borgere og kan ikke tillade at frasige sig ansvaret. De har en særlig indsigt, eller forpligtelse til indsigt, en særlig position og dermed et særligt ansvar.
Og det ansvar svigter de fundamentalt på klimaområdet. Ikke ved at undlade at handle, men ved at lade, som om de handler. Og ved at udskamme de personer, som kalder på reel handling, som polemikere. Eksperter, politikere og uafhængige mediers svigt er den nye form for klimaskepsis, vi står over for, klimaskepsis 2.0. Som samfund må vi bekæmpe den for at kunne mobilisere en indsats, der matcher klimakrisens omfang.