Nu bliver det snart muligt for lægerne at fastslå en persons biologiske alder: Kan Mette Frederiksen bruge det som grundlag for en differentieret pensionsalder?

Af Ingolf Nielsen, dr.med., speciallæge i kardiologi, Peter Sandøe, professor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, Bjarne Sigurd, pens. overlæge og Bjarne Ørskov, pens. dir. med. sci. and marketing

(Bragt i WeekendAvisen den 21. februar 2020)

Rigtig mange rettigheder bliver i vores samfund defineret ud fra borgernes alder. Det gælder i starten af livet, hvor man i en bestemt alder er underlagt undervisningspligt. Senere får man ret til at stemme og træffe egne økonomiske dispositioner. Ligesådan gælder det i livets slutning, hvor man i en bestemt alder får ret til Folkepension, mimrekort og en række andre aldersrelaterede fordele.

I den sene ende af livet er der dog i stigende grad opbrud i de stive aldersgrænser. Fx er det ikke længere obligatorisk på en række offentlige arbejdspladser at tvinge ansatte på pension, blot fordi de er nået en bestemt alder. Om en person skal gå på pension, fx fra et professorat, må bero på en konkret vurdering vedrørende personens evner til at fungere i stillingen. Og inden for liberale erhverv kan mennesker typisk blive ved, så længe evnerne rækker.

I erhverv med offentlig autorisation kan det offentlige dog stille krav om, at de ældre i erhvervet skal kunne dokumentere, at evner og kunnen er intakte. Fx skal læger over 75 år, som fortsat praktiserer, med jævne mellemrum dokumentere over for Styrelsen for Patientsikkerhed, at de fortsat magter lægegerningen. Lige som meget gamle indehavere af kørekort fortsat jævnligt skal tjekkes.

Omvendt kan der i forhold til pension argumenteres for, at nogle personer bliver ”nedslidte”, tidligt, så de ikke længere evner at fungere i deres erhverv, og derfor har behov for at få offentlige pensionsydelser tidligere end deres jævnaldrende. På det seneste har Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen i spidsen argumenteret for, at personer, som har været længe på arbejdsmarkedet, og som helbredsmæssigt er blevet ”slidt ned” skulle have ret til at gå tidligere på pension – symboliseret ved den 59-årige bryggeriarbejder Arne Juhl.

Det har dog været svært for tilhængerne af forslaget om såkaldt differentieret pension at pege på et klart mål for, hvornår en person er nedslidt og dermed har mistet arbejdsevnen. Selve det, at man har været længe på arbejdsmarkedet, er klart ikke tilstrækkeligt. Mange, som er startet med at arbejde i en meget ung alder, er superfriske og raske højt op i alderen. Omvendt er der en del personer med en længere uddannelse, som mentalt og fysisk brænder ud, længe inden de når den officielle pensionsalder.

Spørgsmålet er, om begrebet biologisk alder kan bruges i vurderingen af, hvornår en person ikke længere er skikket til at passe et arbejde og i stedet burde tilbydes pension?

Begrebet biologisk alder

Fra lægeligt hold, især fra arbejdsmedicinerne, er begrebet ”nedslidning” blevet kritiseret. Mennesker bliver nemlig ikke slidt som maskiner. Tværtimod styrkes både hjerne, muskler og knogler gennem træning og belastning, indtil aldringsprocesserne medfører, at disse processer svigter. Det er derfor forholdet mellem arbejdet og arbejdsudøverens aldersbetingede fysiologi, som bør sættes i fokus ved vurdering af arbejdsevnen. Yderligere har det vist sig, at den fysiologiske aldring sker i forskelligt tempo efter arv og miljøpåvirkninger, ikke mindst livsstil. En løsning på problemet om at trække grænsen for, hvornår en person bør tilbydes pension, kunne derfor ligge i begrebet biologisk alder, som i de senere år er vundet frem i aldringsforskningen.

Biologisk alder er et mål for den enkeltes sundheds- og aldringstilstand vurderet på baggrund af estimeret risiko for udvikling af livstilssygdomme og for tidlig død. Set i forhold til kronologisk alder, dvs. tiden siden fødslen, kan den biologiske alder afvige i både positiv og negativ retning. Disse afvigelser er afhængige af genetiske, epigenetiske og miljømæssige faktorer, som f.eks. stress, rygning, overvægt, alkohol, for lidt eller for meget motion, luftforurening etc.

Biologisk alder indgår allerede i mange sundheds- og sygdomsmæssige vurderinger. F.eks. har det store EU-projekt ”Mark-age” identificeret mere end 50 aldersmarkører i blodet og flere hospitaler i Danmark anvender en eller flere af disse sammen med vurdering af kroppens fysiske ydeevne til at vurdere akutte patienters aktuelle helbredstilstand og prognose.

Det epigenetiske ur som aldersmarkør

I takt med at vi bliver ældre, forfalder de biologiske funktioner, hvilket begrænser levetiden. Livets fortsættelse betinges af, at kroppens celler løbende kan forny sig gennem deling, og at cellerne bevarer deres egenart, når de deler sig.

Den genetiske information lagret i DNA-molekylet findes i hver eneste celle i vores krop, der består af 220 forskellige celletyper. Når en celle deler sig, er det vigtigt, at den deler sig korrekt, så den for eksempel ikke bliver til en kræftcelle.

Hvis der opstår fejl i cellens hukommelse, kan det ud over kræft også resultere i forskellige andre sygdomme. Det har imidlertid vist sig, at mange sygdomme ikke kun opstår som følge af ændringer i den genetiske kode, men også som følge af ændringer i vores geners arkitektur. Den information, som påvirker genarkitekturen, findes ikke i vores genetiske kode, men fremkommer ved kemiske ændringer/aftryk i DNA’et, såkaldt methylering. Det vil sige, at der kan blive tilføjet eller fjernet methyl-grupper bestemte steder i DNA’et. Man taler om hypo- eller hypermethylering, der er bestemmende for, hvilke gener der kommer til udtryk, og hvor markant de gør det.

Det har vist sig, at denne information bliver kopieret og givet videre i lighed med den genetiske kode, når vores celler deler sig. Vores celler indeholder altså anden arvelig information end den genetiske kode lagret i selve DNA-molekylet. Dette er det såkaldte epigenom.

Epigenomet medfører funktionelle forandringer af genomet og overføres fra en celle-generation til en anden, uden at der er sket ændringer i den genetiske kode. DNA-methylering er en del af epigenomet og styrer genaktiviteten ved at 'slukke' og 'tænde' for udvalgte gener, og det er afgørende for at en celle kan bevare sin identitet og funktion, at de rette gener er tændt i en given celletype på et givent tidspunkt.

De epigenetiske forandringer af DNA har vist sig at kunne bruges til at beregne cellernes og dermed organismens biologiske alder, hvor ”det epigenetiske ur” kan ses som udtryk for, hvor biologisk gammelt et individ er, bl.a. gennem forekomsten af de nævnte DNA-methyleringer.

De epigenetiske mekanismer justerer processer og funktioner i vores celler, når de for eksempel udsættes for ydre miljømæssige stress-faktorer. Det kan for eksempel være tobaksrøg, stråling eller bakterielle toksiner, der stresser cellerne, så de er nødt til at tilpasse deres normale funktioner for at overleve.

Det epigenetiske ur er en robust biologisk alders-estimator og aldersmarkør og er p.t. det bedste værktøj til at estimere den biologisk alder. I modsætning til kronologisk alder siger dette begreb om biologisk alder noget om individets funktionstilstand og risikoprofil for udvikling af alvorlige aldersrelaterede sygdomme. Det epigenetiske ur kan vurdere formodet tid til død og til debut af hjertesygdom og cancer, og der er som nævnt relateret til livstilsfaktorer som fysisk- og mental fitness, tobak, alkohol, overvægt, stress, social klasse m.fl.

Da der således her foreligger et potentielt målbart substrat for biologisk alder, ligger det lige for at ville udnytte denne information i vurderingen af f.eks. pensionstildeling.

Kan den biologiske alder så anvendes af Mette Frederiksen til at bestemme hvornår Arne skal på pension?

På baggrund af ovenstående og den viden, man har i dag, vil det inden for en overskuelig fremtid blive mulig med en blodprøve at bestemme et individs biologiske alder, risikoprofil og teoretiske funktionstilstand så nøjagtig, at det kan blive en vigtig medvirkende faktor til at afgøre, om en person som Arne bør tilbydes pension.

Herudover handler diskussionen om pension og pensionsalder ikke kun om hvornår man er tjenlig til pension i biologisk forstand, men også om man på anden vis er kvalificeret. Pension er ikke bare noget, man får, det er også noget, man sparer op til gennem arbejde og skattebetaling. Derved kommer der en etisk-politisk dimension, som falder uden for den biologiske videns område, naturligt ind i diskussionen om Arnes ret til tidlig pension.

Ud over pensionsproblematikken vil den biologiske alder utvivlsomt også medvirke til en revurdering af eventuelle syge/livsforsikringssatser, hvis et forsikringsselskab overhovedet vil tegne en forsikring, samt kunne få indflydelse på den enkeltes ansættelsesforhold på arbejdsmarkedet m.m., Desuden vil det uden tvivl føre til et behov for en revurdering af vigtige dele af samfundets ”velfærdspakke” såsom kommunal udligning og forskellige sundhedsydelser.