Crispr er en etisk diskussion

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret på Altinget.dk 20. maj 2020)

Debatten om, hvordan genredigeringsteknologier som Crispr skal reguleres, når de anvendes til planteforædling, har raset i flere år og har vist sig at være nærmest definitionen på ”a wicked problem”.

EU-Domstolen afgjorde i 2018, at Crispr-planter skal godkendes og mærkes som GMO. Det har indlysende nok stor betydning for, i hvor høj grad teknologien kan implementeres i en EU-kontekst.

Dels vil planterne være underlagt en langvarig og dyr godkendelsesproces, og dels skal fødevarer baseret på planterne mærkes som GMO, hvilket efter al sandsynlighed vil betyde, at en stor del af forbrugerne vil fravælge sådanne produkter.

Reducerer vi diskussionen til at handle om naturvidenskab og risiko, så ender vi i de samme grøfter, som GMO-debatten har gravet de sidste 30 år.

Umuligt at holde ude af økologi uden mærkning

Den anden side af problemet er, at mærker man ikke produkter baseret på Crispr, så vil de forbrugere, der af forskellige grunde måtte være imod GMO og betragter Crispr som GMO, ikke længere nødvendigvis kunne fravælge produkterne.

En mulighed kunne være kun at købe økologiske fødevarer, der udelukker brugen af genteknologier. Her har blandt andre IFOAM, en international paraplyorganisation for den økologiske verden, meldt ud, at de betragter Crispr som GMO.

Men reguleres det ikke sådan, vil det være nærmest umuligt at holde teknologien ude af økologien, da teknologien ikke vil efterlade sig spor, der gør det synligt, om eksempelvis de frø, som økologiske landmænd køber, er udviklet ved hjælp af Crispr eller mere traditionelle forædlingsteknologier som radioaktiv bestråling eller kemikaliepåvirkning.

USA ser Crispr som GMO 

Et tredje aspekt af problematikken er, at USA ikke mener, at Crispr skal reguleres som GMO, men regnes for en forædlingsteknologi på linje med de traditionelle.

Hvordan man skal håndtere det i forhold til samhandel er der mange bud på, men ser man på, hvordan den forskellige regulering af ”klassisk” GMO i henholdsvis USA og EU har givet anledning til talrige problemer, så er der arbejde til mange jurister de kommende år.

Så der er både spørgsmål på spil, der handler om fair konkurrence, og spørgsmål, der handler om muligheden for at kunne udtrykke sine værdier gennem sine valg som etisk forbruger.

Alt afhænger af øjnene, der ser 

Diskussionen handler i høj grad om forskellige forståelser af definitioner på GMO og om risiko.

Den første er umulig, da der ikke findes en fælles accepteret definition. Den anden kender vi til hudløshed fra diskussionen om de klassiske GMO, der med al tydelighed har vist, at ”risiko” ikke kan beregnes videnskabeligt, men i høj grad handler om fortolkning. Og bag alle disse diskussioner gemmer den vigtigste diskussion sig: Er Crispr naturligt eller ej? 

I en stor Eurobarometer-undersøgelse fra 2010 svarede 70 procent af de europæiske forbrugere, at de mente, at GMO grundlæggende er unaturligt.

En (stor) del af modstanden mod bioteknologi anvendt på fødevarer kan begrundes ud fra dette. Problemet er (naturligvis), at begreber som natur og naturlighed er lige så vage som assisted video referee funktionen i professionel fodbold. Alt afhænger af øjnene, der ser.

Lever vi i verden eller af verden? 

Hvis vi skal videre i diskussionen, er det derfor centralt, at deltagerne gør klart, hvad de mener, når de bruger begreber som natur og naturligt, og at de forklarer, hvorfor det skulle være særligt godt, at fødevarer er naturlige.

Jordskælv er naturlige og pace-makere er unaturlige, men det afgør jo ikke, om vi vil udsættes for et jordskælv eller have en hjerteoperation. 

Det er derfor på tide, at vi dykker ned i modstanden mod bioteknologi anvendt på fødevarer og ser, om der kunne være dybereliggende spørgsmål, der begrunder den.

Er balancen mellem at leve i verden og leve af verden ved at blive forrykket? Er modstanden begrundet i, at Crispr er endnu et skridt ned ad den forkerte vej, hvor vi tilpasser naturen til os i stedet for at tilpasse os til den?

Crispr rummer et potentiale, men er prisen for høj? En ting er sikkert. Reducerer vi diskussionen til at handle om naturvidenskab og risiko, så ender vi i de samme grøfter, som GMO-debatten har gravet de sidste 30 år. Det er i sidste ende en etisk diskussion.