Dansk 70-procents mål rækker ikke
Af professor Jens Friis Lund, institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, postdoc Anders Bjørn, lektor Anders Blok, postdoc Charlotte Louise Jensen Og lektor Stefan Gaarsmand Jacobsen. Alle medlemmer af Klima- og Omstillingsrådet.
(Bragt i Politiken den 8. januar 2020)
Medregner man CO2 fra produktion af de varer og ydelser, vi forbruger, vil klimaaftrykket fortsat være for højt i 2030.
Selv hvis vi i Danmark når målet om at reducere vores drivhusgasudledninger med 70 procent i 2030, vil vi fortsat bruge en uforholdsmæssigt stor andel af det globale drivhusgasbudget.
Af FN’s klimapanels rapport fra 2018, fremgår det, at vi globalt set kan udlede 25-30 gigaton CO2-ækvivalenter i 2030, hvis vi vil nå 1,5 graders målet, uden at skulle satse på usikre fremtidsscenarier som binding af atmosfærisk kulstof i stor skala. Det svarer til cirka 3 ton per verdensborger ud fra den forventede befolkningsudvikling. Dét er det mål, dansk klimapolitik bør flugte med, hvis vi i 2030 ikke skal optage en uforholdsmæssigt stor andel af de globale tilladelige udledninger.
70-procents målsætningen svarer imidlertid til, at vi kun når ned på 4 ton per person i 2030 fra det nuværende niveau på 8 ton per person. Så selv hvis vi når dette mål, vil vores udledning altså fortsat ligge op mod 33 procent højere end det tilladelige verdensgennemsnit på 3 ton per person.
Men faktisk er udfordringen endnu større. Den danske målsætning er baseret på FN’s opgørelsesprincip, som på mange måder favoriserer Danmark. FN anvender det såkaldte ‘territorialprincip’ hvor udledninger allokeres på basis af, hvor de finder sted. Udledninger, der finder sted inden for et lands territorium, allokeres altså til dét land. Det favoriserer Danmark, fordi vi ikke har ret meget tung industri, og fordi vores materielle forbrug og livsstil i høj grad bygger på varer og tjenesteydelser, som produceres i andre lande.
Den store danske import af biomasse til energiproduktion giver lignende skævheder i regnskabet, ligesom udledninger fra international transport fuldstændig udelades fra FN’s regnskab.
Hvis man i stedet opgør de danske udledninger ud fra et forbrugsprincip, løser man de nævnte problemerne, for så henføres udledninger forbundet med varer og tjenesteydelser til de lande, hvor de i sidste ende forbruges. Dermed tælles emissioner fra dansk import af f.eks. elektronik og tøj produceret i Kina samt vores brug af servere i USA med i Danmarks klimaregnskab. Til gengæld tælles emissioner fra dansk eksport af f.eks. svin til slagtning ikke i det danske regnskab.
Ved brug af de principper har vi beregnet, at de danske forbrugsbaserede drivhusgasudledninger lå på ca. 19 ton per person i 1995 og faldt til ca. 13 ton per person i 2015. Til sammenligning lå de FN-baserede danske emissioner i disse år på 15 hhv. 8 ton per person. Opgør man udledningerne efter forbrugsprincippet, er de faldet langsommere (31 procent over perioden 1995-2015), end hvis man opgør dem efter FN’s territorialprincip (43 procent over perioden 1995-2015). Det skyldes især, at en stigende andel af danskernes forbrugsbaserede udledninger foregår i udlandet og altså ikke tilskrives Danmark under FN’s princip.
Hvis denne trend fortsætter, vil vi i Danmark, selv hvis vi når 70-procents målet, have en forbrugsbaseret udledning langt over de 3 ton per verdensborger, som svarer til en ligelig fordeling af et globalt drivhusgasbudget. Det når vi frem til ved at trække reduktionen på 4 ton per person frem mod 2030, svarende til det nuværende 70-procents mål, fra de 13 ton per person i 2015, som er det mest opdaterede tal for forbrugsbaserede udledninger. Da lander vi på 9 ton per dansker i 2030, eller op til tre gange mere end det tilladelige gennemsnitlige niveau pr. verdensborger.
Selvfølgelig kan andre landes indsats for at nedbringe udledningerne bevirke, at vi lander på et lavere niveau, ligesom vi kan håbe på gevinster fra klimaeffektiviseringer inden for fly- og skibstransport. Det er dog næppe realistisk, at det i sig selv vil bringe os i nærheden af de 3 ton.
Med andre ord: I fravær af yderligere politiske tiltag, som fokuserer på at reducere udledningerne drevet af danskeres levevis, vil Danmark fortsat ikke vil være bæredygtigt i et klimaperspektiv i 2030. Vi vil ikke være et samfund, som andre samfund verden over kan spejle sig i, fordi den danske materielle velfærd og livsstil bygger på et niveau af drivhusgasudledninger, som er langt højere end det tilladelige globale gennemsnit.
Dansk klimapolitik bør derfor udvides til også at have fokus på at nedbringe de danske udledninger som opgjort under et forbrugsbaseret princip. Dermed kommer vores forbrugsmønstre i fokus, herunder vores flyrejsevaner. Vi vil få fokus på at skabe et samfund, hvor trivsel og velfærd ikke afhænger af et støt stigende materielt forbrug. Tilsvarende vil vi få fokus på at hjælpe de lande verden over, som producerer de varer og tjenesteydelser, der bidrager til danskernes levevis, med at nedbringe drivhusgasudledningerne forbundet med deres produktion. Samtidig giver det mening at presse fly- og skibstransporten til at nedbringe deres udledninger.