Fra husassistenter til au pair-piger: Et historisk blik

Af professor emeritus og tidligere overvismand Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet. 

(Bragt i Kristeligt Dagblad den 22. februar 2020)

Husassistentkommissionen forsøgte i 1940'erne at løse samme problem, som nogle familier gør med au pair-piger i dag. Men Danmark bør nok løse vores børnepasningsproblemer med velfungerende daginstitutioner og ikke med lavtlønnede husassistenter.

Der har her omkring årsskiftet været en hektisk debat om au pair-pigerne. Regeringen forbereder en stramning af ordningerne. Den lægger vægt på, at det for 85 procents vedkommende er filippinske piger, der søger lønarbejde og ikke kulturudveksling, at lønnen er langt under danske overenskomster, og at au pairpigerne fortrinsvis findes i meget velstillede familier i Nordsjælland.

Modsat fremfører tilhængerne, at au pair-pigerne gør det muligt for danske kvinder at have krævende topjob og derfor er et bidrag til ligestillingen, at det giver familierne mulighed for at bidrage til samfundet med høje indkomster og skatter, og at pigerne sender betydelige beløb hjem til Filippinerne og dermed gavner dette lands udvikling.

"Au pair-ordningen fremmer ligestillingen og kvindernes mulighed for at gøre karriere" skriver Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard. I de kredse er det åbenbart kvinderne, der står for børnepasning og husligt arbejde.

Det er interessant at se denne debat i et mere historisk lys. Indtil krigen var det almindeligt, at der i bedre hjem var ansat hushjælp med kost og logi, jævnfør for eksempel Matadors Agnes og Laura i huset hos bankdirektør Varnæs.

Som skildret i Matador blev det op i 1940'erne vanskeligere og vanskeligere at få kvalificeret hushjælp. Det resulterede i juni 1942 i, at Arbejds-og Socialministeriet nedsatte en husassistentkommission, der skulle se på den "stigende Mangel paa fast Arbejdskraft til Husgerning" og på "de Midler, som maatte kunne bringes i Anvendelse for at afhjælpe saadan Mangel". Kommissionen afgav i august 1943 en betænkning på 203 sider.

Problemstillingen var meget parallel med den aktuelle om au pair-pigerne.

Husassistenterne var almindelige i byerne og navnlig i hovedstaden, men det var i høj grad jyske piger fra landet, der blev husassistenter. To tredjedele af husassistenterne i Hovedstaden var født i landkommuner og ni tiendedele uden for hovedstaden.

Hele problemstillingen blev anfægtet af den senere navnkundige departementschef Erik Ib Schmidt, der i 1944 i Nationaløkonomisk Tidsskrianmelder betænkningen: " Man gaar altsaa ud fra, at de mindrebemidlede Husmødre normalt kan klare hele det huslige Arbejde selv, de behøver kun undtagelsesvis fremmed Hjælp. Hvorfor saa ikke ligeledes lade de bedrestillede Fruer indrette deres Hjem efter det, de evner? (...) Den Luxsus, det er at holde Husassistent (i hver fald i Byhjem), vil formentlig blive forbeholdt en stadig mindre Gruppe af Velhavere, som kan betale den fulde Markedspris i Løn, mens den almindelige Form for Hushjælp maa blive timelønnet Hjælp, Halvdags-, Hveranden-eller Hvertrediedagshjælp eller lignende".

Og sådan blev det jo. Husassistentkommissionens forslag om at gøre husassistent til et acceptabelt job med en formaliseret uddannelse og ordnede lønforhold blev ikke til noget. Vi fik i stedet en velfærdsstat, hvor børnene i arbejdstiden blev passet i offentligt støttede institutioner. Antallet af pladser i vuggestuer og børnehaver steg fra 31.000 i 1957 til 108.000 i 1973. Noget tilsvarende skete for de ældre, hvor der skete en tilsvarende stigning i antal alderdomshjem.

Der blev altså skabt institutioner, der muliggjorde, at begge ægtefæller selv i familier med børn og plejekrævende forældre kunne klare arbejdet uden hushjælp.

I 2000'erne arbejde jeg med europæiske velfærdsstater og indvandring.

Her var temaet, at flygtninge og indvandringen var et problem for den danske velfærdsstat, fordi de i højere grad end danskerne levede på overførselsindkomst og dermed belastede de offentlige finanser. Modsat for eksempel i Italien med lavere sociale ydelser og få børne og ældreinstitutioner. Her var overførselsindkomsterne til indvandrerne små, og pasningen af børn og gamle i hjemmene kunne kun løbe rundt med billig indvandret arbejdskraftillegale unge med turistvisum og au pair-piger. Velfærdsstaten blev holdt oppe af indvandrerne.

Siden har Danmark nærmet sig den italienske situation med overgangen fra "velfærdsstat" til en globaliseret "konkurrencestat".

Vi har som i Sydeuropa fået en række job, der ikke kan give indkomster, der er høje nok til, at de kan besættes med danskere. Au pair-piger som husassistenter er det mest grelle eksempel.

Men også service i hotel-og restaurationsbranchen og østeuropæere i landbruget og byggesektoren er eksempler på dette fænomen.

Det vil sige, at uligheden i landet stiger, fordi vi får grupper af indvandrere, for eksempel au pair-piger, med meget lav indkomst; indkomster, der ikke er acceptable for "danskere". Samtidig presses toplønningerne i vejret, fordi velkvalificerede ledere og eksperter også kan få stilling i lande med større lønspredning. Indkomstforskellene bliver så uacceptabelt store.

Men det er en kendt problemstilling, at man kan pakke ulighed væk "uden for" den lokale befolkning. Det var - med modsat fortegn - det, man forsøgte i Grønland med fødestedskriteriet fra 1964 til 1989. Her ville det kræve meget højere lønninger at tiltrække tilstrækkeligt med højt uddannet arbejdskraft navnlig fra Danmark. En ren markedsløsning ville resultere i en meget ulige indkomstfordeling i Grønland. Man antog så - fejlagtigt viste det sig på langt sigt - at det ville være mere acceptabelt med en større lighed internt i den grønlandske befolkning, og så højere lønninger for samme job til eksternt - typisk i Danmark - fødte.

Helt parallelt med, at det betragtes som acceptabelt, at en gruppe får meget lave lønninger, hvis de er født på Filippinerne.

I begge tilfælde prøver man at opretholde en acceptabel indkomstfordeling i lokalbefolkningen ved at lade udlændinge varetage den ekstreme løngruppe.

Det er næppe overraskende, at det forekommer lokalbefolkningen mere acceptabelt, at udlændinge udgør en specielt lavtlønnet gruppe, end at de udgør en specielt højtlønnet.

Men er det ikke rigtigt, at det er en fordel for Filippinerne, at der er au pair-piger, der sender - måske betydelige - beløb hjem?

Det er langt fra sikkert. Økonomerne taler om noget, der hedder "hollandsk syge". Hvis en specifik sektor - i Holland var det naturgasforekomster i 1960'erne - tjener store penge, stiger lønningerne og omkostningsniveauet generelt i landet, og det samme gør valutakursen. Andre sektorer, for eksempel fremstillingssektorerne, bliver derved ikke internationalt konkurrencedygtige og skranter. Og det kan også ske, hvis udenlandske job bliver mere attraktive end de hjemlige, eller hvis turistindustriens job resulterer i så høje drikkepenge, at de tiltrækker en betydelig del af den tilpasningsvillige og dynamiske del af befolkningen. Og selv om au pairjob er meget lavtlønnede i Danmark, kan de sagtens være meget attraktive efter filippinske forhold. Faktisk er gennemsnitsindkomsten per indbygger 5-6 gange højere i Danmark end i Filippinerne.

Lønningerne for selv au pair-piger bliver derved så attraktive, at de trækker tilpasningsvillige og dynamiske filippinere ud af landet til skade for den filippinske vækst.

Det er nok, når det kommer til stykket, bedst for både ligheden i Danmark og for udviklingen i den filippinske økonomi, at vi løser vores børnepasningsproblemer ved velfungerende vuggestuer og børnehaver, ikke med filippinere som lavtlønnede husassistenter. Og så kunne kampen for ligestilling, for eksempel med øremærket barsel til fædre, vel også hjælpe, så selv de velstillede familier i Nordsjælland kan klare sig uden underbetalt hushjælp.