Klimaeksperter påstande om nyttesløs klimakompensation er uheldig
Debatindlæg i Politiken den 29 januar 2020 af Martin Marchman Andersen, lektor på IFRO og Claus Strue Federiksen
Problematiske klimapolitiske antagelser
Vær klimabevist, bare ikke i Danmark. Så enkelt er budskabet fra tidligere overvismand og forhenværende formand for klimarådet, Peter Birch Sørensen, i en kommentar i Politiken den 19. januar. I sit indlæg peger Birch Sørensen på et grundlæggende problem ved klimakompensation – et problem, som hvis det rent faktisk eksisterer, gør lokal dansk klimakamp til en nytteløs affære.
Birch Sørensens ræsonnement går på, at klimakompensation kun bidrager til at nedbringe CO2, hvis projektet finder sted i et land, der ikke har påtaget sig bindende mål for at reducere sin samlede drivhusgasudledning. Hvorfor det? Jo, reel klimakompensation forudsætter, at der er tale om additionel reduktion, dvs. at reduktionen ikke ville blive gennemført under alle omstændigheder, den skal være ekstra.
Ifølge Birch Sørensen vil kompensationsprojekter i lande som Danmark ”ikke påvirke landets samlede udledninger, da udledningerne under alle omstændigheder skal følge en forud fastlagt reduktionsplan.” Logikken bag ræsonnementet er enkel: Hvis man klimakompenserer i et land, der har bindende klimamål, så indebærer kompensationen, at landet i tilsvarende grad undlader at sænke sine CO2-udledninger andre steder.
Birch Sørensen står ikke alene med sit synspunkt. I programmet Klimatosset på Radio4 den 12. januar i år advarer Kåre Press-Kristensen mod at støtte klimaprojekter i Danmark. ”Det nytter ikke noget som helst at investere i projekter i Danmark, (…) man skal til u-landene for at finde kompensationsprojekter, der giver en reel reduktion i CO2-udslippet.”
Ifølge Press-Kristensen handler det således ikke om, at træer og vindmøller opført i Danmark ikke som sådan har nogen klimagevinster – det handler om, at den danske regering har tilsluttet sig et bindende reduktionsmål. Kort fortalt, hvis du sætter en vindmølle op, så undlader Dan Jørgensen at sætte en vindmølle op. Hvis du ikke sætter en vindmølle op, så skal Dan nok gøre det. Derfor: din vindmølle batter nul og niks.
Der er imidlertid flere problemer ved Birch Sørensens og Press-Kristensens ræsonnement. For det første forekommer det lige vel optimistisk at antage, at regeringen når sine reduktionsmål, også helt uafhængig af både borgere og virksomheders indsats. Historien om kuldsejlede politiske mål er som bekendt meget lang og næppe slut endnu.
For det andet er det problematisk at antage, at målet ikke bare nås, men at det kun lige netop nås. For selv hvis vi antager, at regeringen når sine reduktionsmål uafhængigt af borgere og virksomheders indsats, så følger det ikke, at borgeres og virksomheders klimatiltag er overflødige. Hvis borgere og virksomheder for alvor lægger sig i selen, så er det ikke utænkeligt, at et land som Danmark overpræsterer og reducerer mere, end hvad de bindende mål angiver.
For det tredje har Birch Sørensen og Press-Kristensens argument en del besynderlige implikationer. For hvis klimakompensation ikke nytter, fordi regeringen så bare vil reducere mindre, så synes det samme også at være tilfældet i forhold til alle andre klimareducerende tiltag, som borgere og virksomheder kaster sig ud i. Reducerer man sit klimaaftryk ved eksempelvis at skifte til LED pære, så hjælper man jo også regeringen, der derfor vil reducere mindre. Hvis en dansk skovejer rydder et stort skovareal for at producere kødkvæg, så har det ingen betydning for klimaet. Det samme gør sig gældende hvis samtlige cyklister i København skifter cyklerne ud med gamle dieselbiler – heller ikke det har nogen negativ effekt på klimaet. Fordi Danmark har tilsluttet sig et bindende klimamål, vil regeringen bare reducere tilsvarende mere på andre områder. Virkelig?
Pointen er selvfølgelig, at vi ikke bare kan være sikre på, at regeringen når sine klimamål. Den præcise sandsynlighed for, at regeringen når sine klimamål er selvfølgelig svær at fastsætte, da den afhænger af mange forhold. Men et af de forhold, den i særlig grad synes at afhænge af, er interessant nok danske borgere og virksomheders villighed til at hjælpe. Det er derfor temmelig uheldigt, at to af landets førende klimaeksperter hævder, at det er nyttesløst at klimakompensere i Danmark – følger man argumentet til dørs indebærer det nemlig, at danske borgere og virksomheder bare skal læne sig tilbage og absolut intet gøre for at reducere Danmarks klimapåvirkning.
Det kan således meget vel være, at det er mere klimaeffektivt at kompensere i lande med svage regeringer, der ikke har bindende reduktionsmål, sådan som Birch Sørensen og Press-Kristensen vil have os til. Her skal dog tilføjes yderligere en antagelse om, at man i sådanne lande kan stole på, at kompensationen bruges rigtigt. Det er ofte langt billigere, og visse projekter har desuden gavnlige sideeffekter for fattige mennesker og dyreliv. Men det betyder ikke, at det intet nytter for klimaet at støtte klimaprojekter i Danmark. Endnu mindre betyder det, at det slet ikke nytter noget at større klimaprojekter i Danmark. For selv hvis Birch Sørensen og Press-Kristensen har ret i deres ræsonnement, så har det jo stadig en pris, i kroner og ører, når borgerne og virksomhederne ikke rydder op efter sig selv.