Meteren ligger i Paris

Af professor Christian Lund, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret på uniavisen.dk 3. juni 2020)

Meteren ligger i Paris. Og nul-medianen løber gennem Greenwich. Det er ikke tilfældigt, men et resultat af Frankrigs og Storbritanniens videnskabelige præstationer og politiske magt de sidste femhundrede år eller mere.

Den slags giver god grund til stolthed, og af og til en snert af arrogance. Evnen til at fastslå meteren og fastlægge nul-medianen kan man se afspejlet i store dele af den såkaldte vestlige videnskab. Steder måles på deres afstand fra Greenwich, og det angives i meter. Det gælder ofte også samfundsbeskrivelser. Bevidst eller ubevidst beskrives samfund, deres love og regler, deres virksomhed og kultur ofte i kraft af deres afstand – deres afvigelse – fra vores ide om Vesten, det fuldkomne, det normale, målestokken. Min egen disciplin, udviklingsstudier, er skumfødt af denne filosofi om faser, fremskridt, og et universelt udviklingsmål.

De målestokke, der bruges, har oftest en dobbelt natur. På den ene side kan de gøres abstrakte og universelle. En meter er en meter … selv i Amerika. På den anden side kommer de et sted fra. Demokrati, rule of law, stat, accountability, good governance, rationalitet, und zu weiter, er alle begreber, der både kan gøres abstrakte med indikatorer, og som indeholder en form for eftertragtelsesværdigt ideal.

Ikke så sjældent står vi derfor med en erkendelsesmæssig udfordring. Vi bruger begreber til at forstå verden, og vi må erkende, at begreberne i sig selv også må være genstand for vores analyse. De er ikke blot neutrale ord, og en undersøgelse af begrebet og dets anvendelse kan fortælle os vigtige ting om forskellige opfattelser af ’demokrati,’ ’rule of law,’ ’stat,’ og så videre.

Det giver anledning til kontroverser. Det kan få det værste frem i folk, der kan komme til at råbe 'racist' og 'deepfake' efter hinanden.

Det giver anledning til kontroverser. Det kan få det værste frem i folk, der kan komme til at råbe ’racist’ og ’deepfake’ efter hinanden. Dette hjælper ikke på forståelsen. Men værre er dog, når folk på bagsædet tappert stimler sammen på hver side og forsimpler problemet.

På den ene side finder vi folk, som går i retning af at hævde, at begreber enten er neutrale ord eller har relativt entydige værdimæssige forankringer, og hvis nogen indlægger andre vilkårlige værdi-betydninger ind i de ord, er det dem, og ikke ordene, det er galt med. På den anden side finder vi folk, der går i retning af at sige, at ingen begreber kan renses rene af den kontekst de udspringer af. Og selvom folk bruger disse begreber, som var de uproblematiske, naturlige, universelle og neutrale, er en del af verdensbilledet, der undfangede begrebet, fortsat indbagt i ordet, hvorfor man ikke fremover kan benytte det. Når støtterne får lejlighed til karaktermord, slår de til. Det er ærgerligt, for problemet er både er vigtigt og vanskeligt.

Vestlige værdier har ofte haft vanskelige kår i Vesten

Kritikken af euro-centrisme bliver ofte mødt med en vis irritation, fordi det betragtes som en kritik af vestlige værdier, og dermed Vesten, som sådan. Det kan imidlertid være let at glemme, vestlige værdier ofte har haft vanskelige kår i Vesten. Lighed mellem klasser, lighed mellem køn, børns rettigheder, seksuelle rettigheder, ytringsfrihed, og så videre. Det er hverken kommet af sig selv eller uden modstand fra dem, der mente at ’nu står verden ikke længere’, og at ’det var voldsomme angreb på samfundets værdier.’

Så måske kunne vi starte med at forestille os, at liberale vestlige værdier hverken er iboende i, eller begrænset til, Vesten. Det er vigtigt, fordi det både vil give os blik for, hvordan disse værdier bliver til og konsolideres, og en forståelse for, at de kan smuldre. Hvis der ikke er en iboende, naturlig, uomgængelig, og evig forbindelse mellem Vesten og vestlige værdier, er denne sammenhæng så at sige altid på spil.

Der kan siges meget godt om vestlige værdier. Og der kan siges meget skidt om de måder, hvorpå forskellige stater og organisationer har søgt at udbrede dem i verden. Det findes ikke det figenblad, der helt kan dække over den vold, som kolonialismen har påført folk i oplysningens navn, eller de uhyrligheder, som Vesten og dens udviklingsorganisationer skråsikkert har skaffet fattige folk på halsen i fremskridtets navn.

Der har simpelthen været for meget grusomhed, ligegyldighed og foragt i implementeringen til, at vi kan tale om oplysning og udvikling alene som ædle teknikker. Og det smitter af på alle de andre begreber, vi kunne synes var objektive og neutrale måder at anskue verden på. Forstå mig ret, jeg er ikke fattigdomsromantiker eller sværmer; jeg tror på både oplysning og fremskridt. Men forankringen af videnskaben i vestlige idealer etablerer en normalitets-median, hvorfra forståelse og fordømmelse let kan udmøntes.

Kritikken af såkaldte vestlige værdier er særligt rundet af et forståeligt vredt opgør med kolonialismen ...

Kritikken af såkaldte vestlige værdier er særligt rundet af et forståeligt vredt opgør med kolonialismen og dens samfundsmæssige konsekvenser. Og et videnskabssyn, der er rundet af den dominerende kultur under kolonialismen, kan let udgrænse begivenheder, præstationer, analyser og erkendelser, der er vigtige fra andre perspektiver. Lokal viden, der ikke umiddelbart passer ind i den veletablerede matrice, kan enten skæres til, så den passer, eller dæmpes, så det ikke støjer.

Men kritikken rækker videre, og andre opgør med indlejret normalitet i form af køn, seksualitet, race, etnicitet, dannelse, og så videre, trækker i samme retning. Denne kritik af centerets magt til at definere, hvordan vi kan vide noget, er ofte meget bidsk og uforsonlig. Vi kender sådan set fænomenet herhjemmefra i karakteristisk dansk skala; her går det ofte under betegnelsen københavneri.

Det bør derfor ikke komme bag på nogen, at ethvert begreb af og til får inspiceret sin bagage. De begreber, vi i dag finder solide, objektive, skarpe og effektive, vil også en dag skulle ses i deres kontekst. Fremtidens fortid er vores nutid, og det er givetvis ikke alle dagens visdomsord, der vil ældes med ynde. Det er en grundbetingelse i akademisk arbejde.

Bjergbestigeren og kuffertbæreren

Det kan naturligvis gøres med mere eller mindre kyndighed, og mere eller mindre blodtørst, og det er let at lade sig rive med af sin egen veltalenhed. Ikke desto mindre er der god grund til at være opmærksom og på vagt, når man læser en teori eller en forklaring på verdens tilstand. Hvor meget af forklaringen ligger i selve den måde, vi anskuer problemet på? Det er et rigtig nyttigt spørgsmål, for hvis den måde, vi stiller spørgsmålet, begrænser svarmulighederne, kunne vi måske udvide og forbedre, svarmulighederne, hvis vi stillede spørgsmålet lidt anerledes. Og hvis de spørgsmål, vi stiller, er euro-centriske eller ’centriske’ på andre måder, kan det være sundt at udfordre grundlaget.

Samfundsvidenskab befinder sig altid i et grænseland mellem erkendelse og etik. Det kan være meget vanskeligt at håndtere.

Samfundsvidenskab befinder sig altid i et grænseland mellem erkendelse og etik. Det kan være meget vanskeligt at håndtere. Selvfølgelig har begreber baggage, men det betyder ikke, at man ikke kan bruge dem til erkendelse.

Som andre har sagt: Selv om der ikke findes endegyldige sandheder, kan man godt bestræbe sig på at være sandfærdig, og selv om man aldrig kan opnå total vished, kan man godt arbejde på at være troværdig. Det ligger i at være systematisk og selvkritisk og ikke mindst i at være åben for andres kritik af ens arbejde. Det er aldrig let, men det er lettere, hvis kritikken, man møder, ikke er personlig (hvordan vi så end definerer det).

Hvis det er vanskeligt at føre en meningsfuld dialog for de, der har indtaget så forskellige positioner, er det dog intet imod udfordringen i konstant at føre denne dialog med sig selv. Konstant konfrontation mellem etik og erkendelse bør ikke desto mindre være et akademisk ideal. Så hvis man, i sin frustration over denne vanskelige samtale, afviser den etiske resonans i sine begreber, eller, omvendt, afskriver begrebernes evne til at bringe os erkendelse uanset deres værdimæssige forankring, snyder man sig selv for oplevelsen af meningsfuld erkendelse.

Magt er en del af videnskabens historie. Derfor ligger meteren i Paris. Derfor løber nul-medianen gennem Greenwich. Derfor besteg Edmund Hillary Mount Everest … mens Tenzing Norgay blot bar hans kuffert. Og derfor er kritik nødvendig.