Vi må gøre op med vækstmanien. Hverken vi eller kloden kan tåle det

Af professor Jens Friis Lund, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, professor Inge Røpke, Aalborg Universitet, lektor Stefan Gaarsmand Jacobsen, Roskilde Universitet, lektor Hubert Buck-Hansen, Copenhagen Business School, adjunkt Rebecca Leigh Rutt, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret 5. juni 2020 i Politiken)

Coronapandemien har ført til en verdensomspændende økonomisk krise, som også har medført et fald i drivhusgasudledningerne.

Det har ansporet nogle til at udråbe den nuværende situation som et argument mod postvækst som en strategi til klimaafbødning. De påpeger, at nok er drivhusgasudledningerne faldet, men at de økonomiske og sociale omkostninger er utålelige. Og de hæfter sig ved, at især fattige og udsatte grupper rammes af den økonomiske krise.

Dette argument overser, at krisen ikke er et udtryk for postvækstfortalernes vision.

Postvækst handler ikke om at iværksætte økonomiske kriser eller at lede verden ud i recession.

Postvækstparadigmet handler om at flytte fokus fra vækst som en indikator for et samfunds trivsel. Det handler om at fokusere direkte på de værdier, som de fleste af os ønsker: frihed, tryghed, sundhed, velfærd og meningsfulde former for beskæftigelse for så mange borgere som muligt.

Og det handler om, hvordan vi kan understøtte disse værdier uden at kompromittere de økosystemer, som udgør fundamentet for menneskelig trivsel. Og hvordan vi kan frisætte menneskelig kreativitet og innovation fra markedets krav om kommercialisering og profitabilitet.

Postvækstfortalerne påpeger, at vi kun opnår disse værdier, hvis vi indretter vores samfund, så det ikke afhænger af økonomisk vækst.

Coronapandemien viser ganske tydeligt, at vi er langt fra at have et sådant samfund. I det øjeblik vi ikke producerer og forbruger som vanligt, og hvor tilliden til stigende produktion og forbrug forsvinder, er der økonomisk krise i samfundet med fyringer, faldende aktiekurser, boligpriser osv. til følge.

Vores samfund er, som Herman Daly udtrykte det, at sammenligne med et fly, som styrter til jorden i det øjeblik, det ikke bevæger sig hastigt fremad.

Det, vi har brug for, er en helikopter, som kan holde sig svævende, også når den står stille. Postvækstparadigmet handler om et samfund, som også kan levere frihed, velstand og beskæftigelse, når produktion og forbrug stagnerer eller ligefrem falder.

Postvækstdebatten trænger sig på af flere årsager. Finanskrisen for et årti siden vakte fornyet opmærksomhed på behovet for at skabe et mere stabilt økonomisk system. Hertil kommer den stigende erkendelse af behovet for omfattende forandringer i vores produktions-og forbrugsmønstre for at afbøde klimakrisen og de andre globale miljøproblemer, vi som samfund står overfor.

Postvækstparadigmet responderer også på den stigende økonomiske og sociale ulighed, som mange ser som årsagen til stigende social uro og pres på de europæiske demokratier. Sidst har den økonomiske vækst været lav i mange højindkomstlande i årtier, og flere taler om, at lavvækst måske er en ny normaltilstand.

Postvækst paradigmet handler om at flytte fokus væk fra vækst som en indikator for et samfunds trivsel. Formålet er at stabilisere, fremfor at øge, produktion og forbrug.

Postvækstfortalerne påpeger et modsætningsforhold mellem hensyn til økonomisk vækst og hensyn til klima og miljø.

Også her er der misforståelser. Det faktum, at en række industrialiserede lande med vækst tilsyneladende har formået at 'knække' CO2-kurven, tages af mange til indtægt for grøn vækst, altså en situation, hvor vækst forenes med faldende CO2-udledninger, fordi teknologiske fremskridt afkobler væksten fra CO2-udledningerne.

Nogle anser endda fortsat økonomisk vækst som selve forudsætningen for, at klimakrisen kan afbødes.

Ideen om grøn vækst lider imidlertid under en række problemer.

For det første har ingen lande endnu formået at sænke CO2-udledningerne i det tempo, der kræves, hvis Paris-aftalens målsætning om maksimum 1,5-2 graders global opvarmning skal nås, uden at vi som globalt samfund forlader os på forestillingen om, at vi kan hive enorme mængder CO2 ud af atmosfæren igen senere i dette århundrede.

For det andet er en del af forklaringen på, at nogle industrialiserede lande tilsyneladende har knækket CO2-kurven, at de har ' outsourcet' emissionerne.

En stigende andel af CO2-udledningerne er forbundet med opretholdelsen af disse samfund, og deres borgeres livsstil finder altså sted i andre lande. Dermed tælles udledningerne ikke længere med i disse samfunds officielle klimaregnskab.

For det tredje har der på globalt niveau i hele efterkrigstiden været en tæt sammenhæng mellem økonomisk vækst og CO2-udledninger.

Postvækstfortalerne påpeger, at vi intet historisk belæg har for påstanden, at vi globalt set både kan have vækst og nå Paris-aftalens mål.

Et fokus på fortsat vækst vil alt andet lige gøre det meget vanskeligt at afbøde klimakrisen, da det betyder højere krav til den teknologiske udvikling i produktion og forbrug. Postvækstfortalere er altså ikke imod teknologisk innovation, men skeptiske over for ideen, at teknologisk innovation kan stå alene.

Men hvad så med udviklingslandene? Har de ikke brug for vækst? Her svarer postvækstfortalerne, at udviklingslandene ikke har brug for vækst, men for udvikling.

Det vil sige en bevægelse mod et samfund, som leverer de samme goder, som borgere i velstående lande ønsker: frihed, tryghed, sundhed, velfærd og meningsfulde former for beskæftigelse for så mange borgere som muligt. Vækst og udvikling går ikke altid hånd i hånd.

Vækst i udviklingslandene tager ofte form af udvinding af naturressourcer på forurenende og ødelæggende måder. Det er den fortsat høje afskovningsrate og massivt forurenende minedrift i udviklingslandene eksempler på. Ligesom de ødelæggende arbejdsforhold og forurening i forbindelse med tøjproduktion i sweatshops.

Afskovning og minedrift forbindes ofte med brud på menneskerettigheder og intern fordrivelse af fattige bønder.

Nogle af de fordrevne ender i underbetalte og giftige industriproduktioner såsom førnævnte sweatshops.

Det er sigende for disse processer, at de alle bidrager med billige ressourcer og produkter til opretholdelsen af den høje materielle velstand, som karakteriserer livet for mange i de industrialiserede lande.

Man kan altså diskutere, hvem der har mest glæde af vækst i ulandene.

Postvækstfortalere vil også svare, at vi kan udrydde fattigdom via fordeling af den eksisterende rigdom, så vi ikke behøver vækst. Faktisk er det globale samfunds evne til at udrydde fattigdom via en bedre fordeling og dermed samfundets moralske ansvar for den bestående fattigdom vokset gevaldigt over de seneste årtier. Antropologen Jason Hickel har beregnet, hvor lidt det ville koste at udrydde fattigdom - endda med en 'generøs' fattigdomsgrænse på 7,4 dollars per dag (ofte anvendes 2 dollars per dag).

Antallet af fattige, som lever under denne grænse, er steget fra 3,8 milliarder i 1990 til 4,2 milliarder mennesker i 2013.

Hickel spørger dernæst: Hvor stor en andel af deres indkomst ville alle de verdensborgere, der tjener minimum dobbelt så meget (dvs. 15 dollars per dag) skulle afgive for at løfte alle verdens fattige op over grænsen på 7,5 dollars per dag? Det var i 2013 knap 4 procent, hvilket er lavere end i 1990, hvor tallet var 10 procent.

Beregningen illustrerer omfanget af den stigende globale ulighed i livsmuligheder.

Den understreger pointen, at vi lige såvel har brug for omfordeling som for vækst, hvis vi mener, hvad vi siger, når vi udtrykker bekymring for verdens fattige.

Postvækstparadigmet trænger sig også på, fordi lave og vigende vækstrater lader til at være et grundvilkår for verdens højindkomstlande frem for en tilstand, som skal bekæmpes med reformer, som skal bringe væksten tilbage. Dietrich Vollrath påpeger i bogen 'Fully Grown', at lavvækst i højindkomstlande er et tegn på succes.

Økonomierne har mættet folks efterspørgsel efter materielle goder og tjenester.

Og politikere bør forvalte denne succes ved at fokusere på andre værdier end mere vækst, produktion og forbrug.

Det vil imidlertid kræve et opgør med det nuværende tankesæt, hvor europæiske politikere i deres iver efter at genstarte de coronaramte økonomier risikerer at hælde benzin på det brændende klima-, miljø-og ulighedsbål.

Et opgør, som økonomen Tim Jackson allerede i 2009 opfordrede til med sin banebrydende rapport til den britiske regering ' Prosperity Without Growth?'. Rapporten beskrev mulighederne for at nytænke økonomi og samfund efter finanskrisen, hvordan flyet kunne skiftes ud med en helikopter.

Postvækstparadigmet er ikke en samlet vision for, hvordan samfundet skal indrettes. Det indeholder heller ikke færdig plan for organiseringen af en forandringsproces.

Dog er der på tværs af den forskelligartede gruppe af postvækstfortalere nogle centrale elementer, som går igen.

Det centrale element er, at samfundets ressourcer skal anvendes til at sikre frihed, velstand og beskæftigelse for alle samfundets borgere på en måde, som tager hensyn til miljø og begrænsede ressourcer.

Det betyder konkret en mere indgribende og styrende rolle for stater og kommuner i økonomien, således at sektorer, som ikke bidrager til disse grundlæggende værdier, nedprioriteres, så ressourcerne kan omdirigeres.

Reklamebranchen fremhæves ofte som et eksempel på en sektor, som driver ressourcespild.

Det betyder omvendt, at sektorer, som ikke bruger mange ressourcer (ud over arbejdskraft), men som skaber stor samfundsmæssig værdi, kan opprioriteres, f.eks. sundhed, uddannelse og ældreomsorg.

Et andet element er at sikre hensyn til miljø og ressourceknaphed ved at udvide fokus fra effektivitet i ressourceforbrug til også at fokusere på at begrænse ressourceforbrug som sådan. Konkret ville postvækstfortalere f.eks. være kritiske over for forslaget om en lavere elafgift herhjemme.

Om end tiltaget kan flytte energiforbrug til transport og varme fra benzin, gas, olie og over mod el, så kan det også øge elforbruget til eksisterende formål, simpelthen fordi det bliver billigere at bruge el. Postvækstfortalere argumenterer også for at begrænse flytrafik, da det er enormt ressourcekrævende, uanset hvorfra energien kommer, og de ville derfor være kritiske over for udvidelsen af Københavns Lufthavn.

Postvækstfortalernes fokus på at begrænse ressourceforbruget og bekæmpe ulighed og fattigdom fører også til en skelnen mellem nødvendige og unødvendige former for forbrug. Igen fremhæves stater og kommuners rolle i at begrænse og fordyre adgangen til luksusforbrug med henblik på at sænke og omfordele ressourceforbruget. Det kunne konkret tage form af lave afgifter på basisforbrug af f.eks. energi og vand (og eventuelt flyrejser), men betydelig højere afgifter på et større forbrug.

Et tredje element omhandler forholdet mellem arbejdstid, produktivitet og indkomst.

Her er logikken, at øget arbejdsproduktivitet bør veksles til lavere arbejdstid frem for højere aflønning.

Formålet er at stabilisere frem for at øge produktion og forbrug. Hermed vil borgere og især velstående borgere i lande med et gennemsnitligt højt miljøaftryk kunne veksle forbrugsmuligheder til fritid.

Postvækstfortalerne påpeger, at dette formentlig vil give samfundsmæssige gevinster i form af lavere arbejdsløshed, højere folkesundhed pga. mindre stress og udbrændthed og et mindsket pres på dagtilbud og hjemmepleje, da folk vil have mere tid til at tage sig af familien.

I et større perspektiv handler nedsat arbejdstid ikke nødvendigvis om at lave mindre, men at sætte menneskelig kreativitet og aktivitet fri fra markedets krav om kommercialisering og profitabilitet.

Det indebærer, at ulønnet omsorgsarbejde, ressourcebesparende innovation eller naturpleje, som ikke udføres via arbejdsmarkedet eller på kommerciel basis, skal anerkendes som lige så vigtigt for samfundet som det arbejde, der aflønnes, og at borgere skal gives mulighed for at udføre det.

Et fjerde element er omfordeling. Globalt, så udviklingslandene kan reducere absolut fattigdom, og nationalt, så relativt fattige borgere i rige lande får øget andel i velstanden.

Dette element er vigtigt af flere grunde.

For det første ud fra et retfærdighedsperspektiv og i erkendelse af, at alle ikke er født med lige muligheder.

For det andet ud fra et perspektiv om, at de globale miljøproblemer kun vanskeligt kan løses i en verden præget af ulighed og konkurrence. For det tredje fordi fattigdom er et relativt lige såvel som et absolut fænomen. Selv om postvækstfortalere medgiver, at følelsen af fattigdom afhænger af ens absolutte indkomst, så har den også en stærk, relativ komponent. En studerende på SU kan føle sig fattig i Danmark, men rig i Kenya.

For det fjerde fordi omfordeling - globalt såvel som nationalt - vil kunne øge den samlede mængde af menneskelig trivsel. Her henviser postvækstfortalere til de mange forskningsresultater, som viser, at indkomst over et vist niveau - nationalt såvel som individuelt kun bidrager marginalt til at forbedre andre indikatorer for livskvalitet og lykke.

Vi befinder os i en brydningstid. Aktuelt med coronakrisen. Men før den var vores verden præget af klima-og miljøkriser og ulmende vrede over stigende social og økonomisk ulighed blandt de europæiske demokratier.

Herhjemme i Danmark sidder vi fortsat på første klasse i jumbojetten, som med stigende hastighed har kurs mod Solen. Alt tyder på, at vi har brug for at komme over i helikopteren. Og det er derfor postvækstparadigmet trænger sig på.

Vi opfordrer danske politikere til at gribe ud efter de mange forskningsbaserede tanker i dets brede idékatalog nu, hvor der er en mulighed for reel forandring.

Dermed vil vi måske i fremtiden kunne se tilbage på coronakrisen som det tidspunkt, hvor vi for altid forandrede vores samfund og endeligt styrede væk fra de truende klima-, miljø-og ulighedskriser.