22. april 2021
Men hvor høje skal afgifterne være for, at vi når målet? Hvordan vil det påvirke beskæftigelsesudviklingen, samlet set og på brancheniveau? Hvordan påvirkes udviklingen, hvis vi vælger andre veje end ”afgiftsvejen”?
Svarene på disse spørgsmål har været indhyllet i tåge, fordi det er uhyre vanskeligt at foretage sådanne skøn for en økonomi som den danske. Det er vanskeligt, fordi det bl.a. kræver, at man tager højde for, hvordan virksomheder og forbrugere reagerer på klimapolitikken. Men med vores nys udkomne miljøøkonomiske rapport er sigtbarheden blevet forbedret. Der er kommet mere lys over vejen til 2030-målet.
I den ideelle verden vil 2030-målet dermed medføre et økonomisk tab, der svarer til en coronakrise én gang hvert 100. år. Det er ikke trivielt, men må opfattes som overkommeligt.
Formandsskabet i Det Økonomiske Råd
Vores nye analyser sandsynliggør, at en ensartet afgift på klimagasser, der stiger til omkring 1200 kroner per ton udslip i 2030, vil være tilstrækkeligt til at nå 70 procent-målet. Det er ikke gratis for samfundet. Det vil have omkostninger regnet i beskæftigelse og tabt realløn.
Set fra fugleperspektiv vil denne regning være på ca. 4 mia. årligt. For at sætte det i perspektiv kan man tage afsæt i tabt værditilvækst ved coronakrisen. Et ædrueligt (men usikkert) skøn er ca. 400 mia. I den ideelle verden vil 2030-målet dermed medføre et økonomisk tab, der svarer til en coronakrise én gang hvert 100. år. Det er ikke trivielt, men må opfattes som overkommeligt.
Hvis vi zoomer ind, står det imidlertid klart, at omstillingen har mere dramatiske konsekvenser på brancheniveau. Vores analyse viser, at beskæftigelsen i landbruget og fødevareindustrien rammes hårdt. Skønsmæssigt vil beskæftigelsestabet i disse sektorer være på mellem 15.000 og 20.000 arbejdspladser i 2030, hvilket dog hovedsageligt ventes modsvaret af nye job i bl.a. serviceerhvervene.
Det er indlysende, at en sådan udvikling vil berøre mange familiers dagligdag. I nogle regioner kan det være en stor befolkningsandel, der rammes negativt. Hertil kommer, at det er temmelig besværligt at opgøre dele af klimagasudslippet i landbruget, f.eks. den del der består af metangas. Det skyldes, at det er vanskeligere at anslå, hvor meget klimagas, der kommer ud af en ko end ud af et udstødningsrør. Så man må erkende, at der i tilgift til de menneskelige omkostninger er praktiske problemer ved at implementere en afgift, der modsvarer hele klimagasudslippet i landbruget.
Men kan man så ikke mindske afgifterne i landbruget? Jo. Men det er ikke gratis.
Lempelser for landbruget
Én mulighed kunne være at droppe afgifterne på klimagasser som f.eks. metan, der er vanskelige at måle. Vores analyse sandsynliggør, at det vil mindske beskæftigelsesnedgangen i landbruget med omkring to tredjedele. Det turde dog være klart, at hvis 2030-målet skal nås, skal andre klimagasser pålægges højere afgifter.
Konkret anslår vi, at det vil kræve en CO2 -afgift, der stiger til omkring 3.000 kroner per ton CO2 i 2030. Når stigningen er så stor, skyldes det bl.a., at ikke-energirelaterede klimagasser som metan faktisk udgør en betydelig del af det samlede danske klimagasudslip. Når reduktionerne i stedet skal ske på energirelaterede klimagasser, skal prisen på disse udledninger forøges markant.
Denne vej til 2030-målet, som særligt lemper beskatningen af landbruget, koster omkring 12 mia. årligt, eller hvad der svarer til en coronakrise hvert 35. år. Det er værd at bemærke, at dette forøgede tab også afspejler tab af realløn og arbejdspladser. Det er dog andre arbejdspladser, end de der nu ikke forsvinder i landbruget. Her er der også menneskeskæbner involveret, men nogle der skal findes i andre erhverv og sandsynligvis i andre af landets regioner.
Vores rapport indeholder et rigt sæt af resultater i forhold til alternative veje til 2030-målet. F.eks. analyserer vi også konsekvenserne af en ”tilskudsvej” til 2030-målet.
Hvis vejen er brolagt med tilskud
En sådan manøvre vil give samfundet et tab, der svarer til en coronakrise hvert 30. år. Det er dyrere end afgiftsvejen, fordi tilskud er en mindre målrettet måde at regulere klimagasser på. Som et tankeeksperiment kan vi forestille os et tilskud til en utrolig klimavenlig varmelampe. Dele af restaurationsbranchen vil tage ”klimalamperne” i anvendelse, hvilket skatteyderne ultimativt betaler for.
En afgift vil give samme tilskyndelse, men den vil også belønne de, der finder det mere omkostningseffektivt at uddele tæpper til kunderne og helt droppe varmelampen. Det gør tilskuddet til klimalampen ikke, hvorfor man krone for krone må forvente at få mindre klimatilpasning via støtte end med afgifter.
Vi skal understrege, at vores anslåede omkostninger ved tilskudsvejen må ventes at være urealistisk små i forhold til det, man vil se i praksis. Det skyldes, at vi beregningsteknisk antager, at støtten tilrettelægges så hensigtsmæssigt, det overholdet er teoretisk muligt. Det er dog ikke realistisk.
Hvis man vil følge en strategi, der er så samfundsøkonomisk skånsom som muligt, ud fra en helhedsbetragtning, er det vigtigt, at der snart kommer klarhed over afgifternes niveau hele vejen frem mod 2030.
Formandsskabet i Det Økonomiske Råd
Hvorfor ikke? Som varmelampe-eksemplet illustrerer, kan man let risikere, at regulering med afgifter eller tilskud har forskellige adfærdseffekter. I en modelverden kan man imidlertid indføre tilskud så behændigt, at staten får erhvervslivet til at købe det samme antal klimalamper som under afgifter. Det forudsættes desuden i den idealiserede modelverden, at det ikke kræver ekstra ressourcer i embedsværket at udregne og implementere tilskuddene. Og det antages, at finansieringsbehovet dækkes på en måde, der ikke forandrer husholdningens afvejning mellem f.eks. at arbejde eller holde fri.
I den virkelige verden vil intet af dette kunne lade sig gøre, og afvigelser fra denne ”optimale tilskudsvej” vil give anledning til (endnu) højere samfundsomkostninger, end dem vi når frem til. Man kan sagtens forfølge en tilskudsstrategi alligevel. Man skal bare gøre sig klart, at samfundsomkostningen med stor sandsynlighed bliver væsentligt større end ved afgiftsstrategien.
Igangsættelse?
Vores seneste rapport bør ses som sider i et mulighedskatalog for 2030-målets opnåelse, hvor realistiske (men selvklart usikre) skøn for de medfølgende omkostninger er opregnet.
Hvis man vil følge en strategi, der er så samfundsøkonomisk skånsom som muligt, ud fra en helhedsbetragtning, er det vigtigt, at der snart kommer klarhed over afgifternes niveau hele vejen frem mod 2030. Det vil nemlig give landets virksomheder mulighed for at skønne over forskellige klimainvesteringers rentabilitet. Ellers udskydes investeringerne, og vejen mod 2030-målet vanskeliggøres.
Der er praktiske problemer ved at implementere afgifter på store dele af klimagasudslippet i landbruget. Men det vil være uheldigt, hvis en udmelding om afgiftsprofilen frem mod 2030 udskydes, mens man arbejder på en løsning for en branche, der er vigtig i klimasammenhæng, men trods alt udgør en begrænset del af den danske økonomi.
Et alternativ kunne være en ensartet afgiftssti alene for CO2 -udslip, hvilket derved friholder f.eks. udslip af metan mv. Det vil i givet fald have karakter af en ”minimumsafgiftssti”, siden niveauerne nødvendigvis vil skulle justeres op, hvis man ender med at friholde udslip af metan mv. frem mod 2030. Det er ikke ideelt, men det vil tilskynde det resterende erhvervsliv til at påbegynde den grønne omstilling. I yderste instans bør det ideelle ikke være det muliges værste fjende.
