Moral. Mindre kød på gaflen er en etisk pligt

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt i Politiken den 7. marts 2021)

At anvende økonomiske ressourcer og politisk kapital på at fastholde den nuværende kødproduktion er et svigt af vores fælles ansvar for mennesker, dyr, natur og biosfære.

Din bacon og dine koteletter er under pres. Et hav af forskningsresultater og rapporter fra velestimerede organisationer som FN og Chatham House peger entydigt på, at produktionen af kød, mælk og æg er en af de væsentligste årsager til de klima- og biodiversitetskriser, som vi står midt i.

Medmindre regeringens drømme om et teknologisk fix på mirakuløs vis skulle gå i opfyldelse i den nærmeste fremtid, er der ingen vej uden om at skære ned på produktion og forbrug, hvis vi vil andet og mere end at slå ud med armene og forklare de næste generationer, at vores bacon var vigtigere end deres velfærd.

Langt de fleste etiske teorier, herunder de tre, som har præget den vestlige kultur mest (nytteetik, rettighedsetik og dydsetik, se faktaboks), vil da også alle vil mene, at klima- og biodiversitetskriserne er af et omfang, som kræver resolut handling for at imødegå de negative konsekvenser for nulevende og kommende generationer – og for nogle af teoriernes vedkommende også af hensyn til de tusinder af arter, der trues af udryddelse og biosfæren som sådan. Set i det lys er det alt andet lige etisk problematisk at fastholde den nuværende produktion og forbrugsmønstre på globalt plan. 

HVILKEN betydning, det konkret skal have for den danske produktion, er imidlertid omdiskuteret, da fortalerne for en fastholdelse og endda statsstøttet vækst af den nuværende produktion argumenterer for, at den danske produktion er mere ’klimavenlig’ (hvilket retteligen burde hedde mindre klimauvenlig) end andre landes. Vi gør derfor klimaet en tjeneste ved at producere så meget som muligt i Danmark, da produktionen ellers rykker til udlandet og dermed belaster klimaet mere. Dette kaldes lækageeffekten og er et argument, der anvendes i mange sammenhænge i klimadebatten især om landbrugsproduktionen, men også olieproduktionen i Nordsøen. Der er dog en del debat blandt fagfolk om, hvorvidt det passer, at produktion, der stopper i Danmark, 1:1 vil flytte til udlandet. 

Ligeledes skal man tage i betragtning, at det vil sende et væsentligt signal til andre lande, hvis et ’svineland’ som Danmark af hensyn til klima og biodiversitet sænker produktionen. Den effekt kan det selvsagt være svært at beregne størrelsen af, men i betragtning af at danske politikere i mange år har kåret Danmark som »verdensmestre i alt, hvad der har med miljø og natur at gøre«, og klimaministeren i øjeblikket finder, at hele verden bliver inspireret af os på klimaområdet, så synes det usagligt at ville afvise en sådan ’inspirationseffekt’ i forbindelse med også den animalske produktion.

Endelig skal det med i fortællingen, at påstanden, at den danske produktion skulle være væsentlig mindre klimauvenlig end andre landes (lande, som vi normalt sammenligner os med), er en sandhed med modifikationer. Danmark befinder sig i den pænere ende globalt set, men er på ingen måde de verdensmestre, som nogle politikere og erhvervet ynder at udråbe sig selv til. 

HVAD ANGÅR forbruget af animalske produkter i Danmark, vil jeg ligeledes mene, at de klassiske etiske teorier understøtter et etisk krav om, at den enkelte skal sænke sit forbrug i det omfang, det ikke medfører sundhedsmæssige risici, er praktisk muligt og ikke belaster den enkeltes hverdag i urimelig grad. 

Ser man på udbuddet af fødevarer i Danmark, og at en typisk dansk husholdning kun bruger ca. 10 procent af den disponible indkomst på fødevarer og mængden af lettilgængelige opskrifter, der kan inspirere til en langt mere plantebaseret kost, som hverken kræver, at man står i køkkenet hele dagen eller besidder kogeevner som en stjernekok, så vil jeg hævde, at der for langt de fleste borgere i Danmark findes en etisk forpligtelse til at handle på den bedst tilgængelige viden og begynde at spise en langt mere plantebaseret kost.

Heraf følger også, at samfundet har en etisk pligt til at bistå denne omlægning så effektivt som muligt. Det være sig gennem støtteordninger til landbruget, omlægning af landbrugsstøtten, afgifter på animalske produkter, reduceret moms på planteproteiner, kødfri dage i offentlige bespisningstilbud, massiv indsats i uddannelsessektoren fra folkeskole til kokkeskole og andre initiativer. 

Det kan derfor også mere end forbavse, at fødevareminister Rasmus Prehn (S) på forhånd udelukker at arbejde for at sænke den animalske produktion i forbindelse med forhandlingerne om landbrugets bidrag til klimaforandringerne. Her skal der i stedet satses på teknologiske drømme, som set udefra virker håbløst urealistiske. Ja, ministeren mener endda, at der er tale om voksenmobning af svineproducenterne, hvis man går målrettet efter at sænke produktionen. Set herfra er det en absurd udskamning af dem, der tager klima- og biodiversitetskriserne så alvorligt, som de kræver, og som vel i frækhed kun kan måle sig med det generationssvigt, som den førte politik er udtryk for. 

DEN ANIMALSKE produktion udgør i dag et så væsentligt problem for både klima og biodiversitet, at der ikke kan argumenteres etisk overbevisende for at lade stå til eller endda øge produktionen, hverken i Danmark eller globalt. De kriser, som mennesket står overfor, kræver en revolution af landbrugssektoren i retning af en langt mere plantebaseret produktion.

 At anvende økonomiske ressourcer og politisk kapital på at fastholde den nuværende produktion og endda økonomisk bruge offentlige skattekroner på at støtte en vækst i produktionen er udtryk for et svigt af vores fælles ansvar for mennesker, dyr, natur og biosfære. Og den slags svigt kan man godt tillade sig at kalde et etisk problem uden at voksenmobbe hverken svineproducenter eller ministre.

Emner