Naturen er et hjem, ikke et sted

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt i Avisen Danmark den 30. august 2021)

Klimaforandringerne er ikke længere et problem for fremtidige generationer eller mennesker langt væk. Sommeren 2021 har globalt set været præget af oversvømmelser, skovbrande, tørke og andre vejrfænomener.

Den fremtid, som forskerne har advaret os om længe, er her nu. Arterne forsvinder med samme hast som de fem andre gange de sidste 440 millioner, der har været en masseudryddelsesbegivenhed på planeten. Arterne kan ikke nå at tilpasse sig de nye klimatiske forhold. De må flytte sig eller uddø. Og da der ingen steder er at flytte sig hen, fordi vi har fyldt planeten op med vores aktiviteter, uddør de.

Vi kan ikke vente længere med at handle. Der er ikke tid til flere tomme løfter om ikke-eksisterende teknologier eller ubegrundet national selvforherligelse. Problemerne er af en katastrofal størrelse og kræver en fælles indsats. Vi skal i fællesskab ændre det
globale samfund fra infrastruktur til madvaner i et tempo og i et omfang, som mennesket aldrig har prøvet før.

Skal det lykkes, er der en uomgængelig forudsætning, som skal være på plads: Vi skal ændre vores forhold til naturen. Ellers kommer vi ikke ud af den fælde, som vi har placeret os selv i: At enhver påkrævet adfærdsændring, det være sig færre flyrejser, mindre kød, mindre forbrug eller andet, ses som et offer vi skal bringe.

Vi skal ændre vores grundlæggende forestilling om, at mennesket er noget ganske særligt og det eneste væsen på denne planet,
der har en betydning i sig selv. Resten af planeten er ikke blot en ressource, som står til vores rådighed. Vi skal gennem naturforundring og naturerfaringer åbne sanserne og sindet for, at vi lever i et mere-end-menneskeligt fællesskab. En biosfære fyldt med medskabninger. Planter, dyr, mikrober og andet godtfolk i et tæt sammenvævet fællesskab, hvor ingen er noget uden de andre. Et fællesskab, som vi skal bidrage til at nære og styrke – og derved selv få et hjem sammen med andre, hvad enten
de, pipper, skræpper, brøler eller blot i tavshed udfolder deres liv.

Vi skal forstå, at når vi udrydder endnu en art, er der ikke et problem, fordi vi måske ikke længere kan nyde godt af de samme tjenesteydelser fra økosystemerne. Så er det en tragedie, fordi vi med vores evige jagt på opfyldelsen af ligegyldige præferencer, har fjernet et livsspor, der er en del af en fælles 14 milliarder år lang fortælling, som også vi selv er indfældet i med krop, sanser og sind. Vi skal i fællesskab løfte den udfordring, som vi står overfor. Men det kan kun ske, hvis vi ændrer vores forståelse af, hvem der er med i det fællesskab, som vi med vores nuværende kultur og livsstil, er ved at udrydde.