Racisme på de danske universiteter skal ikke ignoreres

Af Sofie Mortensen og Francois Questiaux, begge ph.d-studerende ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, samt Nicole J.O.V.E.F. og Asta-Selloane Sekamane, henholdsvis forperson og bestyrelsesmedlem i Afro-Danish Collective

(Bragt i Jyllands-Posten den 23. februar 2021)

Det åbne brev til Københavns Universitet (KU) om at bekæmpe racisme i akademia, udgivet i september 2020, har skabt stor debat. Det har især modtaget kritik fra politikere og forskere, som på baggrund af deres manglende levede erfaringer med racisme beskylder den antiracistiske kamp for at indgå i en identitetspolitisk agenda, der truer den akademiske frihed. 

I Berlingske er den akademiske verden beskrevet som en kampplads, hvor voksende politiske spændinger tvinger forskere til at påtage sig rollen som frontkæmpere i en serie af bitre slagsmål om blandt andet racisme.

Senest har Palle Weis fra Jyllands-Posten gjort det klart, at identitetspolitiken er »antiliberal, den er antidemokratisk, den er farlig, og den skal bekæmpes med alle midler«.

Den påståede truede akademiske frihed var også højt på agendaen ved det seneste universitetsvalg på KU, hvor de borgerlige lister profilerede sig skarpt imod både forskning og tiltag, der kan belyse og skabe ligestilling blandt andet med kvoter for både kvinder og etniske minoriteter. 

Reducering af racisme til et bittert slagsmål om identitetspolitik samt debatten generelt er meget bekymrende.

Den overskygger nødvendigheden af at tale om og adressere den racisme, der finder sted på de danske universiteter, og som har store konsekvenser for ikkehvide studerendes og forskeres muligheder for netop at studere og forske. 

Det seneste års tid har der været vidnesbyrd fra borgere i Danmark, der beretter om alt fra racistiske mikroaggressioner, individuel racisme og strukturel racisme i alle niveauer af vores samfund. Derfor ville det være utopisk at antage, at det ikke fandt sted på universiteterne. 

Vi ved også, at man i ansættelsesprocesser typisk ansætter dem, der ligner en selv, og at vurderingen af, hvem der er bedst kvalificeret, afhænger af forskellige bias, for eksempel i forhold til etnicitet og køn, og dermed ikke er neutral. 

Fra de studerende og forskere, der får adgang til universiteter, ved vi også, at racisme betyder, at de for eksempel oplever at blive kaldt for n-ordet. 

En mandlig professor med indiske rødder har fået at vide, at ens evne som indisk mand er at voldtage kvinder. 

Til eksaminer er der blevet stillet spørgsmål om, hvorvidt studerende kvinder med tørklæde har bidraget til gruppeopgaver, hvorefter andre i gruppen har måttet verificere. Når der klages over racisme, for eksempel i studiemiljøundersøgelser, tages det ikke op af HR. 

Det er derfor ekstremt problematisk, at kritikere af det åbne brev affejer disse uligheder og uretfærdigheder og argumenterer for, at vi ikke skal adressere racisme på baggrund af bekymringer om akademisk frihed. 

Det er paradoksalt og et udtryk for ignorance og massive blinde vinkler at snakke om akademisk frihed, når vi ved, at ikkehvide studerende, forskere og borgere oplever at være begrænsede i den. Og når kritikere med argumenter som “akademisk frihed” forsøger at lukke en dialog ned på universiteterne, er de så ikke selv netop skyldige i deres egne anklager? 

At forske og indsamle data på etnicitet og de racistiske oplevelser, ikkehvide studerende og forskere oplever, er ikke en trussel mod akademisk frihed. Tværtimod er det et eksempel på den. 

Uden forskning har kritikere intet belæg for at affeje ikkehvide personers oplevelser eller konstateringer om strukturel racisme på danske universiteter, og lige præcis derfor er denne forskning vigtig. 

Som universitet er vi gennem vores forskning med til at belyse og skabe en saglig diskussion om ubelyste elementer i vores samfund, og hvordan dette påvirker både den enkelte borger og det kollektive samfund. 

Det er en forskers job at stille kritiske spørgsmål og dele svarene med offentligheden. 

Dette er brug af den akademiske frihed! Måske burde spørgsmålene til Dahl, Messerschmidt, Bonde, Weis med flere være: Hvordan kan I benægte et problem, der ikke er ordentligt belyst? 

Hvad er I så nervøse for, at der kommer op til overfladen, hvis vi forsker i racisme? Hvorfor prøver I at begrænse den akademiske frihed i forhold til ikkehvide studerende og ansatte?