Kan en drivhusgasafgift afbøde usikkerhed om klimaaftaler?

Af miljøøkonomisk vismand og professor Lars Gårn Hansen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Skrevet til og bragt først i Altinget.dk den 22. marts 2022 under anden overskrift. Se artiklen hos Altinget.dk)

Der er i foråret planlagt politiske forhandlinger om en drivhusgasafgift for at nå klimalovens mål om at reducere Danmarks drivhusgasudledninger med 70% i 2030. I Økonomi og miljø, 2020 beregnede vismændene, at en afgift på 1.200 kr. per ton på alle danske klimaudledninger fra produktion og forbrug vil være tilstrækkelig til at nå 70%-målsætning. Siden da er der indgået en række aftaler om reduktioner i udledninger, som ellers ville være omfattet afgiften. Disse reduktioner sker primært ved regler og tilskud, så hvad betyder det for den afgift, der er nødvendig for at nå 2030-målet? Det har vi regnet på i en opdatering af vores 2020-rapport.

Aftalernes omkostningseffektivitet viser sig at være afgørende. Hvis aftalerne udelukkende sikrer billige reduktioner, som en afgift alligevel ville have givet incitament til, så betyder aftalerne ikke noget for afgiftssatsen. Hvorfor det?

Uden aftaler vil en afgift på 1.200 kr. tilskynde til, at alle reduktioner, der er billigere end 1.200 kr. gennemføres. Baseret på vores 2020-beregninger var det den mængde reduktioner, der skulle til at nå 70%-målet.

Lad os nu antage, at aftalerne er omkostningseffektive, og at de forlods frembringer eksempelvis halvdelen af de billige reduktioner. Så er vi godt på vej til målet, og afgiften skal nu kun sikre halvt så mange reduktioner. Men da aftalerne har fjernet halvdelen af de billige reduktioner, der koster under 1.200 kr. per ton, skal afgiften stadig sættes til 1.200 kr. for at sikre, at den anden halvdel af de nødvendige reduktioner gennemføres.

Men hvad nu, hvis aftalerne ikke er omkostningseffektive, dvs. at de frembringer reduktioner, der koster mere end 1.200 kr.? I det tilfælde vil aftalerne i vores eksempel stadig bringe os halvvejs til målet, men nu uden nogle af de billige reduktioner, der koster under 1.200 kr. Hvis vi i den situation pålægger en afgift på 1.200 kr., vil den give incitament til, at alle de billige reduktioner gennemføres i tillæg til de dyre, som aftalerne allerede har sikret. En afgift på 1.200 vil dermed føre til, at vi kommer langt over reduktionsmålsætningen. Vi kan altså nøjes med en lavere afgift, hvis aftalerne er mindre end 100% omkostningseffektive.  

Vi ved ikke præcist, hvor omkostningseffektive aftalerne bliver, men vi forventer ikke, at de vil være 100% omkostningseffektive. Aftalerne bygger i høj grad på regler og tilskud, og de vil som udgangspunkt lede til relativt dyre reduktioner. Antager man, at aftalerne kun er 30% omkostningseffektive, og at alle aftalerne når deres mål, så viser vores beregninger, at man kan nøjes med en afgift på 1.000 kr. for at nå 70%-målet.

Men det er ikke sikkert, at alle aftalerne når deres mål. For eksempel fremgår det af aftalen om en Grøn omstilling af landbruget, at hovedparten af de reduktioner, landbruget skal levere kommer gennem et såkaldt udviklingsspor. Her er der bevilget nogle penge til landbrugsforskning, men ikke aftalt noget om den regulering, der skal sikre, at landbruget faktisk leverer de mange reduktioner.

Hvis landbrugets udviklingsspor kun leverer halvdelen af det aftalte, eller hvis de øvrige aftaler kun levere halvdelen af det aftalte, så skal afgiften være 12-1300 kr. per ton, hvis 70% målet skal nås. Tilsvarende skal afgiften også være højere, hvis aftalerne er mere omkostningseffektive, end vi har lagt til grund.

Usikkerheden om aftalerne stiller politikerne over for et valg.

Man kan håbe på, at alle aftaler når deres mål, og så viser vores beregninger, at man kan nøjes med en afgift på 1.000 kr. Men dermed løber man risikoen for, at vi ikke når reduktionsmålet i 2030. Vores beregninger viser, at hvis landbrugets udviklingsspor eller de øvrige aftaler kun leverer halvdelen af det aftalte, vil man kun nå 67% reduktion i 2030 med en lav afgift.

Alternativt kan man vælge en højere afgift på 12-1300 kr og dermed ’forsikre’ sig mod denne risiko. Vores beregninger viser, at man med en sådan afgift, når reduktionsmålet i 2030, selv hvis landbrugets udviklingsspor eller de øvrige aftaler kun leverer halvdelen. Og hvis aftalerne leverer det hele, når man 73% reduktion og overopfylder dermed målet.

Men forsikringen er ikke gratis. Ifølge vores beregninger er den høje afgift 1½-2 mia. kroner dyrere om året for samfundet. Herfra skal så trækkes, at klimaopgaven efter 2030, hvor vi skal reducere udledningerne ned til klimaneutralitet i 2050, bliver mindre. Om det er en forsikring, der er værd at købe, bliver en afvejning politikerne må foretage i de kommende måneder.

Emner