Forskere bag kortlægning af klimapolitik: Virkeligheden ændrer sig, mens Mette Frederiksen taler

Af professor Jens Friis Lund, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, Christian Fromberg, kandidat i klimaforandringer, Joachim Peter Tilsted, ph.d.-studerende på Institut for Miljø- og Energisystemstudier, Lunds Universitet.

(Bragt i Politiken 21. august 2023. Læs artiklen på politiken.dk)

Præmissen for klimapolitikken er, at den ikke må ændre på danskernes hverdag, og hvad vi forbruger. Den må heller ikke ændre på, hvilke industrier og arbejdspladser der er i Danmark.

Efter flere ugers vedvarende kritik af regeringens klimapolitik skrev Mette Frederiksen for nylig et opslag på Instagram. Her fremhævede hun særligt én ting for at imødegå kritikken, nemlig at der skal være »social balance« i dansk klimapolitik.

Problemet med den udmelding er dog, at regeringens egen klimaindsats er en dårlig opskrift på både social balance og en reel grøn omstilling.

I forlængelse af Mette Frederiksens udmelding om social balance var klimaminister Lars Aagaard ude at sige, at 80 procent af danskerne skal kunne se sig selv i klimapolitikken. De to taler på vegne af regeringen for, at vi ikkeskal lave for store og hurtige forandringer. Og de taler ud fra en forestilling om, at vi ikke for alvor må mærke den grønne omstilling.

De holdninger afspejler klimapolitikken. En opgørelse, vi har lavet, viser, at næsten al klimapolitik, der er lavet de seneste fire år, sigter mod at bevareeksisterende produktion og forbrug. Hele 86 procent af de 487 klimatiltag, der er lavet de seneste fire år, har et ensidigt fokus på at gøre den nuværende produktion og forbrug grønnere. Og de 14 procent af tiltagene, som går udover dette begrænsede fokus, står for kun 6 procent af reduktionerne. Klimapolitikken bygger altså i det store hele på løfter om, at teknologiske løsninger kan løfte omstillingen.

Tiltag, som sigter mod at nedskalere og omlægge forurenende former for produktion og forbrug, er til gengæld stort set fraværende. Præmissen for klimapolitikken er altså, at den ikke må ændre på danskernes hverdag, og hvad vi forbruger, og den må ikke ændre på, hvilke industrier og arbejdspladser der er i Danmark. Det spænder ben for både en reel grønomstilling, for at sikre social balance og for at ændre vores samfund til det bedre.

Regeringens nuværende tilgang er en dårlig opskrift på en grøn omstilling. FN’s klimapanel IPCC understreger, at der skal ske systemændringer for at adressere klimaforandringerne. Vi skal kort sagt ændre på den måde, vi forbruger og producerer på.

Det er der gode grunde til. Forskning viser, at hvis omstillingen alene skulle ske ved at gøre vores nuværende forbrug og produktion mere bæredygtig, vil det kræve grader af effektivisering, som er uden fortilfælde og flere gange højere end det, vi har oplevet de seneste årtier.

Og problemerne med den nuværende tilgang hober sig da også op. Regeringen arbejder nu på uigennemtænkte klimatiltag som biobrændsler, der kun er bæredygtige på papiret. Og en meget stor del af de reduktioner, regeringen satser på at finde, afhænger af umodne teknologier, som vi ingen sikkerhed har for vil levere varen.

Samtidig er den nuværende klimapolitik også en dårlig opskrift på social balance. Den gør intet for at stoppe årtiers strukturudvikling i landbruget, hvor beskæftigelsen kun er faldet. Den gør intet for at ændre på den historisk høje ulighed i det danske samfund. Mens Mette Frederiksen retorisk forsøger at bevare status quo, forandrer virkeligheden sig herhjemme – og ikke altid til det bedre.

Sådan behøver det ikke være. Klimapolitikken kan i sig selv forbedre den sociale balance i samfundet.

Faktisk kan vi med klimapolitik, der ændrer på vores muligheder og dermed vores hverdag, øge vores trivsel og velfærd. For eksempel er en mere klimavenlig kost også typisk en sundere kost, der forbedrer folkesundheden, mens en begrænsning af fossile biler mindsker den luftforurening, som hvert år er skyld i tusindvis af tidlige dødsfald.

Forskning viser, at disse to eksempler på, hvordan klimapolitik, der ændrer i vores levevis, forbedrer velfærden, ikke er særtilfælde. I en kæmpe gennemgang af klimaløsninger, der ændrer vores forbrugsmønstre, fandt et hold af klimaforskere for nylig, at 79 procent af tiltagene havde positive effekter på borgernes velbefindende. Samtidig havde 18 procent en neutral effekt, mens kun 3 procent af tiltagene var forbundet med negative effekter.

Mange af de tiltag, der ændrer forbruget i en klimavenlig retning, vil endda styrke den økonomiske lighed i samfundet. Det er, fordi de, der har en relativt høj indkomst, også er dem, som rejser mest, flyver mest og bruger mest energi. Desuden er der mange muligheder for at støtte lavindkomstfamilier, som rammes, når klimapolitikken forandrer vores forbrug og levevis. Da folk i Frankrig trak i gule veste og viste deres utilfredshed, handlede det ikke om modstand mod klimapolitik og CO -skat. Det handlede om, at den specifikke skat var ulighedsskabende og skæv. Vi bør føre klimapolitik med den pointe in mente.

Social balance, velfærd og en grøn omstilling kan med andre ord gå hånd i hånd. Vi kan skabe forandringer til det bedre for det store flertal i et samfund som det danske. Men det kræver en ny form for klimapolitik. En klimapolitik, som begrænser særligt klimaskadelige former for produktion og forbrug, og som ikke har væsentlig betydning for samfundsmæssig velstand og menneskelig trivsel. Og en klimapolitik, der øger trivslen og velfærden, og som holder hånden under lavindkomstgrupper og udsatte i samfundet.

I stedet for at se den grønne omstilling som en trussel for social balance og trivsel burde Mette Frederiksen se en kæmpe mulighed for at skabe et samfund, som sikrer et bedre liv for alle.

Emner