Selvfølgelig skal KU føre en ambitiøs klimapolitik

Af 17 medlemmer af Det Grønne Forskernetværk, herunder ph.d.-studerende Kirstine Lund Christiansen og professor Jens Friis Lund, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet. De øvrige underskrivere ses i boksen.

(Bragt på uniavisen.dk 31. juli 2023. Læs artiklen på uniavisen.dk)

Replik — Det er en falliterklæring, når to forskere fra Københavns Universitet skriver, at KU’s arbejde med at reducere sit klimaaftryk hæmmer forskningen. Hvis ikke universiteterne skal være med til at vise vejen, hvem skal så?

I et debatindlæg i Uniavisen den 23. juni hævder to forskere fra Københavns Universitet, at universitetets klimapolitik sender et signal om, at man »vurderer sin egen forskning som ligegyldig«, og at det blot handler om, »at nogle kan opnå en følelsesmæssigt tilfredsstillende tro på, at de personligt gør noget for klimaet«.

Én af forfatternes hovedpåstande er, at KU’s klimapolitik »griber væsentligt ind i forskernes mulighed for at udføre deres arbejde«. Det gør den, lyder det, fordi den har til formål at reducere de ansattes flyrejser, hvormed den begrænser internationalt samarbejde. Og hvordan kan man lave god forskning, hvis man ikke kan flyve rundt til internationale konferencer?

Flyrejser er et dårligt mål for god forskning

Lad os begynde med at slå én ting fast: Der er intet i KU’s klimapolitik, der umuliggør internationalt samarbejde eller deltagelse i internationale konferencer. Det, der lægges op til, er, at der på lokalt niveau skal fastsættes retningslinjer for, hvordan og hvor meget medarbejderne kan rejse.

Forskere er i øjeblikket blandt de grupper, der flyver mest og samtidig har mest frihed til at bestemme, hvornår de flyver i arbejdssammenhæng. Det forekommer derfor ikke urimeligt at tale om, hvordan denne tendens kan begrænses.

Vi ved fra eksisterende forskning og fra universitetets egne data, at det ofte er en lille gruppe af især mere etablerede forskere, der står for størstedelen af rejseaktiviteterne. Formålet med en ny rejsepolitik er altså ikke at begrænse internationalt forskningssamarbejde, men at sikre, at de rejser, der foretages, er velbegrundede.

Nyere forskning peger desuden på, at flyrejser slet ikke har så stor betydning for forskeres karriere, som forfatterne antyder. En undersøgelse fra 2019 finder ingen statistisk sammenhæng mellem antallet af flyrejser og akademisk ’performance’ målt som udgivelser og citationer. Antallet af flyrejser er altså i det hele taget et dårligt mål for god forskning.

Brug for lokal klimapolitik

Dermed ikke sagt, at der aldrig kan være gode faglige grunde til at flyve. Men det faglige formål bør altid afvejes i forhold til omkostningerne ved at rejse – både de miljømæssige, de tidsmæssige og de økonomiske. Derfor giver det god mening at fastlægge nogle klare institutionelle rammer. Ét bud på en lokal klimapolitik for universitetet kunne være, at man ikke tager flyet på rejser, der uden videre kan nås med andre transportmidler.

Nogle af de steder, hvor man allerede har sådan en rejsepolitik, er Copenhagen Business School og Lund Universitet. På CBS har The Department of Organization besluttet ikke at understøtte flyrejser til steder, der kan nås på under otte timer med tog. Og Lunds Centre for Sustainability Studies har en grænse på hele 12 timers landrejse, før man anbefaler at flyve. Det ville være oplagt at tænke i lignende baner på KU.

Forfatterne bør have ros for overhovedet at rejse diskussionen om, hvor de nødvendige forandringer i den grønne omstilling skal komme fra, og hvilken rolle universiteterne skal spille. Ifølge forfatterne er det dog dumt og omkostningsfuldt at føre klimapolitik på universitetsniveau, fordi der allerede er »ganske meget klimapolitik« på både EU-niveau og nationalt i Danmark. Men dét argument holder ikke.

Selvfølgelig har både EU og staten et stort ansvar for at føre an med en ambitiøs og tilstrækkelig klimapolitik. Men centrale samfundsinstitutioner – som for eksempel de danske universiteter – har også et ansvar for at bidrage og være med til at vise vejen. Det er faktisk også, hvad verdens nationer under FN’s Klimakonvention har opfordret til i årevis under forskellige initiativer for at bringe ‘non-state actors’ med ind i klimakampen.

Hvis ikke universiteterne, hvem så?

I det hele taget er det, som om forfatterne belejligt glemmer, at vi befinder os i en nødsituation, hvor klima- og biodiversitetskrisen udgør en eksistentiel trussel for vores samfund. Deres argumenter ligner til forveksling dem, man kender fra studier af klimaforsinkelsesdiskurser, hvor det er alle de andre, der skal gøre noget, imens man selv kan fortsætte, som man altid har gjort.

Spørger man imidlertid de ansatte ved KU selv, synes der at være opbakning til, at forskere bidrager ved blandt andet at ændre vores egne rejsevaner. Det viser for eksempel resultatet af dette spørgeskema, som forrige år blev udsendt på Globe-instituttet. Sådan en forandring kan imidlertid være vanskelig uden den nødvendige institutionelle opbakning. Derfor er det kun godt, at der nu arbejdes aktivt for en grøn rejsepolitik.

I sidste ende må man stille følgende spørgsmål: Hvis ikke universiteterne skal være med til at vise vejen på klimaområdet, hvem skal så? Havde Københavns Universitet valgt at sidde den nyeste viden på klimaområdet overhørig, havde det netop været et signal om, at man »vurderer sin egen forskning som ligegyldig«. Hvis universiteterne fortsat skal være samfundsudviklende aktører, må de naturligvis melde sig aktivt ind i kampen for en mere bæredygtig fremtid.

Emner