Bæredygtig handel med vildthøstede planter er mulig: Ny metode forbedrer bæredygtighedsestimater

Intro

Vores forskning kaster lys over bæredygtigheden af den internationale handel med vildthøstede planter. Ved at indsamle omfattende data om høstmængder og kombinere disse med eksisterende data om produktionspotentialet for Nardostachys jatamansi – en flerårig urt der kun vokser i det høje Himalaya – har vi afdækket en uholdbar høstpraksis, der blandt andet hænger sammen med en tredobling af handlen med planten mellem 1998 og 2015. Den nuværende høstpraksis er især langt fra bæredygtig i Nepals vestligste provinser.

Vores forskning inkluderer en alternativ, regenerativ høstmetode, som, hvis den implementeres, vil kunne firedoble den årlige bæredygtige høst, og således bidrage til samtidig at bevare arten og forbedre indkomsterne for nepalesiske samlere. 

Desuden ved vi nu, at eksisterende internationale og nationale data om høst af N. jatamansi ikke korrekt afspejler handelsomfanget, hvorfor den nye datadrevne tilgang, vi har brugt her, også bør bruges til at forbedre estimater for udbredelse, handel og bæredygtighed for andre arter. Vi bør i fremtiden kræve mere fokus på bæredygtighed og implementering af regenerative metoder, især i Nepals vestlige regioner, hvor et stort antal arter vildthøstes i store mængder.

Baggrund – hvad er problemet

Hver sommer og efterår høster småbønder jordstænglerne af den vilde Nardostachys jatamansi i de høje bjerge i Nepal. I gennemsnit høster en familie 106 kg i løbet af en sæson. Det bliver til cirka 1,7 milliard jordstængler om året. Denne flerårige urt har en lang historie – i Johannesevangeliet smøres Jesus fødder med nardusolie, den æteriske olie, der kan udvindes af jordstænglerne. De gamle romere brugte olien til både medicin og i madlavning. I dag sælger indsamlere i Nepal stænglerne til lokale handelsfolk og grossister, der primært sælger videre til handlende i Indien. En mindre del forarbejdes i Nepal eller eksporteres til andre lande, herunder til EU. Stænglerne bruges til parfumer, røgelse, lægemidler og meget andet. I Nepalesisk Himalaya udgør høsten en væsentlig del af indsamlernes indkomst. Høsten er steget kraftigt fra slut 1990’erne, primært drevet af eksport. Samtidig har priserne været stigende. Mere end 85% af den globale årlige høst er fra Nepal. På verdensplan er N. jatamansi ikke noget særsyn: som de fleste andre handlede plantearter er den vildthøstet – kun et fåtal af arter dyrkes – men vi ved kun lidt om hvor (u)bæredygtig handlen er. Generelt gælder dog, at kommerciel høstning af vilde planter er en væsentlig faktor i det globale biodiversitetstab. Men selvom N. jatamansi og mange arter har været handlet i århundreder, og efterspørgsel er stigende, er bæredygtigheden af handlen med vildhøstet planter forbløffende lidt undersøgt.

Metode – hvad gjorde vi

For at vurdere om handel med en given art er bæredygtig, har vi brug for data om: (i) hvor meget, der bliver høstet hvor, og (ii) hvor meget en art kan producere, når den bliver udsat for høst. Indsamling af denne type primær data er dyrt. Men ofte er meget forskning allerede foretaget. Vi startede med at finde al eksisterende data om N. jatamansi. Dette inkluderede data om forekomst (botanikere har i århundrede indsamlet arten og deponeret den i samlinger) og populationsstudier, dvs. data om hvorledes arten reagerer på høstning. Vi brugte førstnævnte til at modellere udbredelsen af arten i Nepal og sidstnævnte til at lave tre bæredygtighedsscenarier for forskellige høstintensiteter og metoder. Høstdata måtte vi selv indsamle. Det gjorde vi i 1998 og 2015, ved at kortlægge artens produktionsnetværk og lave interviews med de involverede aktører: 166 lokale handlende i 1998 og 382 i 2015; alle centrale grossister i Nepal, 90 i 1998 og 58 i 2015, og alle 16 forarbejdningsindustrier i Nepal i 1998 og 79 af 233 i 2015. Dette tillod os at estimere produktion og handel i 15 distrikter i Nepal, hvorfra vi generaliserede til nationalt niveau.

Resultater – hvad fandt vi

Handelen med N. jatamansi jordstængler tredoblede fra 1998 til 2015, fra 377 til 1145 tons per år. Sidstnævnte omfang er ikke bæredygtigt på nationalt niveau i forhold til vores mest konservative scenarie (men indenfor den tilladelige høst på nationalt niveau i de to øvrige scenarier). Vores data tillod dog en mere nuanceret analyse, på både distrikts og provinsniveau. Et klart billede tegner sig: i perioden er høsten flyttet vestpå, og høsten i de tre vestligste provinser er ikke bæredygtig med den nuværende høstmetode. Yderligere interessant er, at data tillod os at beregne den mulige bæredygtige høst ved en ændret høstmetode, hvor de to øverste centimeter af jordstænglerne genplantes og dækkes med jord efter høst. Hvis alle indsamlere brugte denne metode, kunne den årlige høst mere end firedobles til 5979 tons om året. Initiativer til at fremme bæredygtig høst bør således både have et geografisk fokus på vest Nepal og en pragmatisk tilgang, der fremmer ændring af høstmetode. Vores resultater indikerer, at det er muligt at bevare arten samtidig med at høsten øges og de ofte fattige indsamleres indtægter bibeholdes eller øges. En bæredygtig høst vil også være en fordel for forarbejdningsindustrier, der vil have større forsyningssikkerhed.

Vi fandt også, at hverken data fra den internationale konvention om handel med udryddelsestruede vilde arter af dyr og planter (CITES) handelsdatabase, eller nationale, nepalesiske data gav et retvisende billede af handlen med jordstænglerne fra N. jatamansi. CITES databasen registrerede stort set ingen handel. I data fra den nepalesiske regering var kun 7% af handlen registreret. Desuden fandt vi officielle høstkvoter for distrikter, hvor arten ikke forekommer. Og omvendt, fem distrikter med forekomst, der ikke havde kvoter. Den nationale handel i 2015 oversteg de nationale kvoter med 30%.

Fremtiden – hvordan kommer vi videre

Vores studie viste, at en ny data-dreven tilgang til at vurdere bæredygtigheden af kommerciel handel med vildt høstede arter kan anvendes i praksis, som demonstreret for N. jatamansi. Hvor ligetil det er at bruge tilgangen på andre arter afhænger af, hvor mange relevante studier og hvilke data der allerede foreligger for den enkelte art. Det er muligt, at relativt hurtige og billige proxyer kan findes. Fx gav brug af distriktsarealer (i stedet for modelleret udbredelsesestimater) et godt estimat for bæredygtighed på nationalt niveau (men ikke på provins eller distriktsniveau) for N. jatamansi i Nepal.

Et nøglespørgsmål er naturligvis: hvordan fremmes bæredygtigheden i det vestlige Nepal, og hvordan kan den regenerative høstmetode udbredes? Dette er kun gjort yderligere relevant af udviklingen siden 2015. Priserne på N. jatamansi jordstængler synes fortsat at stige. Desuden er det nærliggende at antage, at fortsat infrastrukturudvikling, herunder den igangværende hastige udbygning af vejnettet i Nepal, vil gøre det mere økonomisk attraktivt at høste hidtil fjerne plantepopulationer.

Et skridt i den rigtige retning er den proces, der i øjeblikket foregår i Nepal, med at udvikle en samlet handlingsplan til fremme af bæredygtig handel med planter. Processen inddrager både indsamlere, handlende, forarbejdningsindustrien, og regeringen. Og den har fokus på både det nationale – hvad kan der gøres internt i Nepal nu, med de eksisterende produktionsnetværk og ressourcer – og det internationale. Sidstnævnte er vigtigt på mange måder, fx i forbindelse med udbredelse af certificering og koordinering af beskyttelsesinitiativer på tværs af landegrænser.

Kun ved at påvirke den igangværende omfattende handel kan arten beskyttes. Og kun således kan indsamlernes indtægter også realiseres fremover. Biodiversitetsbeskyttelse og lokal udvikling hænger nøje sammen.