Det er tallene, der tæller i KU’s nye måde at vise forskerne frem

KU’s hjemmeside har fået et facelift. Eller rettere, KU’s underside for forskerprofiler har været under kniven. Det kan der være mange gode grunde til. Men resultatet er skuffende, både i hensigt og udførelse.

Den enkelte forsker præsenteres med et tal. Tallet skal angiveligt være et udtryk for, hvor mange citationer forskeren har opnået. Det vil sige antallet af andre videnskabelige publikationer, der refererer til noget, som denne KU-forsker dygtigt har skrevet. Det er angiveligt et mål for den vægt, denne forsker har.

Man kan yderligere se, hvor mange publikationer samme forsker med held har frembragt, og dette er vel et mål for flid. Dygtighed og flid; det er vanskeligt at være imod nogen af delene, særlig når vi så gerne vil være et universitet i verdensklasse.

Som Kong Volmers røv

Nu skal det ikke lyde, som om man slet ikke må tælle; jeg er ikke imod en smule bogholderi i forskningsverdenen. Men hvis man dykker lidt ned i tallene på den opfriskede hjemmeside, går de som Kong Volmers røv.

Kong Volmer var som bekendt Kong Valdemar Atterdag, som i trettenhundredetallet ville opmåle Danmark for at inddrive ejendomsskat i landet. Til denne opmåling benyttede man et reb, så man blot kunne tælle reblængder.

Det kræver ikke megen fantasi at se, hvordan dette fleksible instrument kunne slange sig gennem landskabet. En tønde land kunne blive til en halv, eller på en god dag til halvanden. I folkemunde blev Kong Valdemars reb til Kong Volmers røv, der bugter sig i vinden. Folk havde sluttelig hverken tillid til målet eller målingen, endsige til måleren.

Ser vi på forskningshjemmesiden, er måleperioden varierende. Det er hverken for eksempel de sidste fem år eller hele karrieren, der tælles. Det synes snarere at være den periode, forskeren har været ansat på KU, der måles – men ikke for alle. Så alle måles med forskellige alen.

Men dertil kommer, at tallene ikke er korrekte. Nogle tal er for høje, mens andre er for lave. Det kræver ikke meget mere end fem minutter at se, at optællingen, som man tilskriver Scopus, ikke svarer til de tal, man kan finde på Scopus.com. Der er en vis ironi i, at entusiasmen for tallenes fakticitet ikke følges af evnen til at lægge to og to sammen.

Trækker i en kedelig retning

Det er dog ikke tallenes akkuratesse, der udgør det største problem. At flage med simple tal som udtryk for folks samlede bidrag og niveau forekommer mig uopfindsomt. Vi bevæger os i forvejen i en retning, hvor tal betragtes som mere sande end ord, og vi synes nu at have nået et punkt, hvor vi ikke læser hinandens forskning, men blot tæller den.

Ved ansættelser vejer bibliometri tungt, og man skal man vedlægge så og så mange publikationer til bedømmelse. Tænk, hvis man nu kun måtte vedlægge én publikation: ens bedste. Så ville vi være nødt til faktisk at fokusere på forskerens argument, på erkendelsen. Men man skal åbenlyst stile efter at publicere SPU’s (Smallest Publishable Unit) for at maksimere output. Eller for at synes at maksimere output.

Med den nye hjemmeside bliver vi alle bestyrket i den tro. Men er det virkelig den vej, vi vil gå? Der er forskel på, hvordan forskellige discipliner fremstår bibliometrisk. Og et fokus på nøgne talfremstiller tydeligvis nogle discipliner som dygtigere og flittigere end andre.

I The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy finder vi, at svaret på det ultimative spørgsmål om Livet, Universet og Alt, er 42. Og ingen kan påstå, at tallene ikke har en diskret charme. Men når vi begynder at gå mere op i selve målingen end i det, den hævder at repræsentere, forveksler vi målingen med det målte. Og så er vi i færd med at latterliggøre os selv.

Når hjemmesiden præsenterer os med små søjlediagrammer som duelighedstegn på flid og dygtighed, fremstår vi som en samling Pokémon-kort, der kan battle med andre universiteter om verdensranglisten. Med vores integritet som indsats, vel at mærke.

Indrømmet, jeg har ikke stort kørekort til bibliometri, og jeg har muligvis ikke lagt de rigtige filtre ind i min husmandssøgning på folks tal. Men det korte af det lange er, at hjemmesidens facelift er uinspireret og trækker os i en kedelig retning. Hvis den skulle vise verdensklasse i dygtighed og flid, håber jeg, vi kan nå at slette denne nye feature, inden siden får for mange besøgende.