Lærepenge?

Onsdag i forrige uge blev jeg en erfaring rigere og 9.000 kr. fattigere. Spørgsmålet er, om jeg kan bruge den erfaring til noget.

Rækken af begivenheder, som endte med, at jeg ved ni-tiden om aftenen overførte det nævnte beløb til en svindler, begyndte 15 timer tidligere. Der sad jeg og ventede på at skulle afsted med toget til Aarhus, hvor jeg skulle over at medvirke i en radioudsendelse. Mens jeg ventede, forsøgte jeg at åbne min computer for at få sendt et par mails. Men jeg kunne ikke åbne min computer. Jeg havde ganske enkelt glemt mit brugernavn (som har været det samme i over 25 år!).

Da vidste jeg, at jeg nok var tæt på at blive ramt af stress. Jeg har dog været der før og vidste godt, hvad jeg skulle gøre. Jeg trak vejret dybt og forsøgte at slappe af. Efter nogle minutter indfandt roen sig. Jeg fandt ved hjælp af min telefon frem til brugernavnet, åbnede min computer og brugte resten af ventetiden til at skrive til en god ven og fortælle om min oplevede stress og om behovet på at få ro på igen. Den teknik har virket før, og det gjorde den også her.

På vej til Aarhus sørgede jeg for at slappe af og få sovet lidt. Og optagelsen af den timelange radioudsendelse gik faktisk langt over forventning. Jeg var 100% på og oplevede ikke nogen af de der pludselige hukommelsesudfald, som kan følge med akut stress. Derfor var jeg i godt humør og ved godt mod, da jeg tog ind midt i Aarhus og nød en god frokost på det skønne Dokk1, inden turen gik hjemad igen.

Mens jeg spiste frokost, kom der en tekstbesked på min telefon: ”Min telefon er gået i stykker Far. Gem venligst mit nye nummer”. Jeg spurgte ind og fik svaret: ”… Lad være med at grine, men jeg tabte den i toilettet ;-). Tal om uheld … så jeg har købt en ny.”

Historien blev uddybet lidt, og derefter hørte jeg ikke mere før kl. 19.20. I mellemtiden havde jeg fortalt min kone om sønnens uheld, og vi fik begge lagt hans mobilnummer ind i vores respektive telefoner. Nu spurgte min søn, om jeg kunne hjælpe ham med en ting. Det svarede jeg, at jeg godt kunne, men at jeg lige først skulle klare et Zoom-møde kl. 20.

Min søn skrev så, at han havde problemer med at installere MitID på sin telefon, og at han havde brug for hjælp med at betale en regning, som skulle betales samme dag. Den lød på 9.000 kr. og vedrørte betalingen af den nye telefon. Jeg skrev så lidt med ham om, at det da var en farligt dyr telefon, han havde købt, hvilket han bekræftede. Efter mit møde var slut, ville jeg ringe til ham via WhatsApp, men kunne i farten ikke lige finde ham. Og via txt fik jeg bekræftet, at WhatsApp endnu ikke var installeret på hans telefon.

Jeg fik efter mødet i en fart overført beløbet til den anførte konto, sendte en mail til min søn med kvitteringen og skyndte mig i seng i håbet om en god nats søvn efter en lang og hård dag. Lige da jeg havde lagt mig, ringede min søn. Altså min rigtige søn! Han undrede sig over mailen, for han havde da ikke bedt mig om at overføre nogen penge – og i øvrigt havde han stadig sin gamle telefon og ville aldrig drømme om at købe en telefon til 9.000 kr.

Det kan nok være, at jeg blev vågen! Jeg for ned og ringede først til min bank. Her fik jeg talt med en venlig medarbejder, som lovede næste dag at give sagen videre til bankens svindelafdeling. Hun sagde, at jeg også skulle huske at melde sagen til politiet. Det kunne jeg nemt kunne gøre via borger.dk, hvor Rigspolitiet har en hjemmeside til anmeldelse af alle former for internetsvindel. Det fik jeg også gjort, og var så klar til at gå i seng igen lidt før 23.

Så kom selvbebrejdelserne og skammen væltende. Det var jo simpelt hen for dumt, det jeg havde gjort. Der var så mange ting undervejs, jeg kunne have bemærket og gjort. Det ville fx have været den nemmeste ting i verden at ringe til min søns kone og få historien tjekket. Osv., osv. Det blev en lang og meget ubehagelig nat. Hvis alle nætter var sådan, ville livet være meget tungt at bære. Problemet er følelsen af at være dum og naiv. Den nager og holder mig stadig en del vågen om natten.

Et hurtig kig på litteraturen bekræfter, at jeg ikke er alene om at få det skidt over at blive snydt. En oversigtsartikel fra en international kriminologi-bog fortæller, at det at være offer for online kriminalitet ”påvirker ofrenes fysiske og mentale sundhed og velvære”.

Jeg er heller ikke alene i forhold til at hoppe på svindlernes tricks. I en spørgeskemabaseret undersøgelse gennemført af Justitsministeriet Forskningskontor, som led i de såkaldte ”offerundersøgelser” kan man læse, at det i 2022 var i størrelsesordenen 150.000 danskere, som var udsat for internetkriminalitet (blotte forsøg på at snyde folk er ikke talt med). Af dem var det ca. 13.000, som var udsat for den form for kriminalitet, som ramte mig. Denne kaldes i undersøgelsen ”kontaktbedrageri” og er defineret som, at der er ”overført penge til en person, som viste sig at være en bedrager”.

Selvfølgelig var jeg dum; men dumheden er i et vist omfang et produkt af min kulturelt formede psykologi. Vi har generelt fordel af at være tillidsfulde og af at se mening og sammenhæng i de utallige potentielt modstridende signaler, vi modtager i løbet af en dag. Hvis enhver meddelelse fra omgivelserne blev mødt med mistillid, ville hverdagen hurtigt blive uoverkommelig. Dertil kommer, at mange af os i perioder er meget pressede, som jeg var det den dag, og derfor ikke får tænkt sig om, inden de handler.

Spørgsmålet er så, om jeg kan bruge min erfaring til noget, om jeg har fået noget for mine 9.000 kr.? Svaret på det spørgsmål fik jeg to dage senere.

Her modtog jeg en mail fra dansk kollega, som nu bor og arbejder i Storbritannien. Hendes mail indeholdt et link til en fil. Klog af skade tog jeg mine forholdsregler: Først tjekkede jeg, om mailen faktisk havde hendes rigtige mailadresse. Det havde den ikke. Derefter skrev jeg til kollegaen på hendes rigtige mailadresse og spurgte, om jeg skulle trykke på linket. Der kom promte svar fra den rigtige mailadresse: ”Yes, it's was sent by me …” Derefter trykkede jeg på linket. Dette viste sig dog at være fup. To timer senere kom der besked fra den rigtige kollega fra samme mailadresse: ”If you received an email from me this afternoon with a … link, please disregard … and if you have responded, you will need to reset your password ….” Jeg skyndte mig at rette mit password, og ingen skade så ud til at være sket.

Det korte og klare svar på spørgsmålet er altså, at jeg ikke kan bruge min erfaring til noget som helst. Selvfølgelig laver jeg ikke den samme fejl igen; men svindlerne flytter sig hele tiden. Lige som jeg ikke længere får mails fra advokater i udlandet, som vil overføre et stort beløb til mig fra en afdød person, vil jeg om et stykke tid ikke længere få beskeder fra min søn, som beder mig om at overføre penge. Men svindlerne finder snart på nye tricks; og rammer de mig på en dårlig dag, hopper jeg nok igen i med begge ben.

Det, jeg kunne vælge at gøre, hvis jeg ville minimere faren for at blive udsat for kontaktbedrageri, var at gøre det sværere for andre at kontakte mig. Jeg kunne sørge for, at hverken mit telefonnummer eller min mailadresse var offentligt tilgængelige. Det er der mange kolleger, især i udlandet, som gør. Men den pris er for mig alt for høj. Det er vigtigt, at mennesker, som interesserer sig for det, jeg arbejder med, kan nå mig. Og jeg har mange gode samtaler med fremmede, der har læst noget, jeg har skrevet, eller hørt noget, jeg har sagt. Det vil jeg ikke være foruden. Så vil jeg hellere risikere igen at betale 9.000 kr. til en svindler og kæmpe med søvnløse nætter i tiden derefter.