Prisstigningerne de senere år viser, at danske forbrugere er loyale overfor dansk kød

I vismændenes seneste rapport analyseres, hvordan danske forbrugere reagerer, når prisen på dansk kød stiger. To forskere fra Aarhus Universitet og Landbrug & Fødevarer har stillet spørgsmål ved analysens faglighed. Den kritik svarer vi på i det følgende.

Hvorfor er den diskussion relevant for offentligheden? Om kort tid begynder de politiske forhandlinger om en afgift på landbrugets drivhusgasudledninger, og her er den såkaldte 'lækage' en vigtig del af beslutningsgrundlaget. Lækagen betegner den andel af de danske klimareduktioner, der flytter til udlandet, når danske udledninger pålægges en afgift. I en tidligere analyse konkluderer vi, at 35 pct. af den danske reduktion flytter til udlandet, når landbruget pålægges en drivhusgasafgift på 1.200 kr./ton, mens lækagen for resten af økonomien kun er på 20 pct., når der pålægges samme afgift. Den samlede klimaeffekt er altså mindre, når man klimaregulerer landbruget. Det skyldes, at en større andel af de danske reduktioner flytter til udlandet, hvorved den samlede reduktion i udledningerne bliver mindre. En højere lækage er isoleret set et argument for at forskyde regulering væk fra landbruget og hen imod andre dele af økonomien. Men argumentet ville selvsagt være stærkere, hvis forskellen i lækage var større.

Vores seneste undersøgelse benytter data indsamlet af GfK-Danmark, hvor ca. 2.800 danske forbrugere hver uge registrerer deres varekøb på stregkodeniveau. Ved at bruge de registrerede priser og indkøbsmængder for årene 2021-22 kan vi undersøge, hvordan forbrugerens kødindkøb blev påvirket af prisstigningerne på danskproduceret kød. I denne periode steg priserne på dansk oksekød med knap 30 pct., bl.a. på grund af Ruslands invasion af Ukraine, mens prisstigningerne på udenlandsk kød kun var på det halve. Dette gav os en velegnet mulighed for at undersøge, hvordan danske forbrugere faktisk har reageret i en situation, hvor dansk kød er steget mere i pris end udenlandsk kød. Forskellen i prisstigningerne var af samme størrelsesorden som den, vi forventer at se, hvis der indføres en drivhusgasafgift på dansk landbrugsproduktion. Både den måde, vi anvender data på, og den valgte analysemetode lægger sig op ad den anerkendte videnskabelige praksis på området.

Kritikken, der har været omtalt i denne avis, går på to forhold: 1) den måde, vi beregner priser, når disse mangler i data, og 2) at det udsnit af forbrugere, vi analyserer, ikke er repræsentativt for alle danske forbrugere. På baggrund af kritikken konkluderer de to forskere om analysen, at ”ud fra et forskningsmæssigt synspunkt holder det simpelthen ikke”. Det er skarpt trukket op og svært at forstå, når man læser vores analyse. Vores vurderinger er baseret på de metoder, der er gængse i de nyeste videnskabelige studier.

Det er rigtigt, at vi kun observerer priser på de kødtyper, som den enkelte forbruger køber - ikke dem, som ikke købes. Forbrugerens beslutning kan være sket på grund af prisen på fravalgte kødtyper, og derfor må vi beregne de manglende priser. Imidlertid observerer vi de priser, andre forbrugere har købt disse varer til i samme uge, og det er gennemsnittet af disse priser, vi benytter. Det er i vores øjne det bedste bud på den pris, forbrugeren har forholdt sig til ved købsbeslutningen, og det synes også at være den gængse vurdering i lignende studier.

Det er også rigtigt, at vi ikke uden videre kan forvente, at de forbrugere, der deltager i Gfk-panelet, er repræsentative for alle forbrugere. Derfor foretager vi en række tjek, og panelet viser sig at være repræsentativt på dimensioner som geografi og indkomst. Det mest betryggende tjek er imidlertid, at analysen når frem til nogenlunde samme prisreaktioner som analyser, der beregner, hvordan den samlede kødefterspørgsel opgjort af Danmarks Statistik reagerer på prisændringer. Sådanne analyser er per definition 'repræsentative' og sikrer, at panelet er så repræsentativt, som det er muligt at opnå i sådanne analyser.

Analysens hovedkonklusion om, at danske forbrugere er forholdsvis loyale overfor dansk kød, når prisen stiger i forhold til udenlandsk kød, er heller ikke overraskende. Det er et gennemgående resultat i lignende studier, at forbrugere har præferencer for lokale varer, også når det gælder fødevarer.

Det faglige fundament for vores nye undersøgelse er således på plads, og den er lavet med de bedst mulige data og metoder. Ud fra et forskningsmæssigt synspunkt holder den. Betyder det så, at vi med sikkerhed ved, hvad lækagen fra landbruget vil blive, hvis man for eksempel pålægger landbruget en drivhusgasafgift i 2026?

Nej, der er naturligvis en betydelig usikkerhed. Forbrugernes præferencer og markedsforholdene i øvrigt kan godt ændre sig. Ligeledes kan forholdet mellem CO₂e-intensiteten af dansk og udenlandsk produktion ændres, hvilket er ligeså afgørende for lækagen. Vores bedste bud på lækagen fra landbruget i 2030 er fortsat 35 pct. Den kan godt vise sig at blive på 45 pct. – men usikkerheden går begge veje, så den kan lige såvel ende på 25 pct. Usikkerhed er et grundvilkår i samfundsvidenskaberne – også selv om data og metoder er benyttet fagligt korrekt.

Ser man snævert på 2030, hvor de danske klimamål skal nås, peger vores analyser således på, at der er et lækageargument for at forskyde klimaindsatsen væk fra landbruget, hvor lækagen er 35 pct., mod andre dele af økonomien, hvor den er 20 pct. Det ville øge den reale klimaeffekt af de danske reduktioner op til 2030-målet. Det er imidlertid vigtigt at have for øje, at EU's nye klimaplan ’fit for 55’ ændrer væsentligt på dette forhold efter 2030. Fra begyndelsen af 2030’erne forventes lækagen fra resten af økonomien at blive tæt på 100 pct. Det skyldes, at EU udvider kvotemarkedet til at omfatte næsten alle andre sektorer end landbruget, og samtidig strammes reglerne betydeligt. Fra begyndelsen af 2030'erne forventer vi derfor, at der blive kvoter til overs, når udledningerne i Danmark reduceres uden for landbruget. De tilovers værende kvoter vil blive brugt næsten en til en et andet sted i EU, så lækagen bliver tæt på 100 pct. Dermed vender lækageargumentet om, så det bliver en fordel for klimaet at forskyde indsatsen hen imod landbruget.

Netop fordi det er svært at forudsige, hvad lækagen for de enkelte sektorer bliver i fremtiden, bl.a. fordi den er afhængig af EU-regler, som jævnligt ændres, er det vores råd, at man undlader at tage hensyn til lækagen, når klimapolitikken tilrettelægges. Tager man hensyn til lækagevurderinger, der ofte skifter, risikerer virksomheder og forbrugere at opleve jævnlige ændringer i klimaafgifter og regler, hvilket ikke er hensigtsmæssigt.