5. april 2024

Sådan kan CO2-afgiften både reducere regningen til skatteborgerne og sikre landmændenes indkomst

KLIMA

Med en justeret kompensationsmodel kan landmandens indkomst sikres som i ekspertudvalgets model 2, samtidig med at regningen til samfundsøkonomien, skatteborgerne og klimaet reduceres, skriver Lars Gårn Hansen og resten af formandskabet for De Økonomiske Råd.

Lars Gårn Hansen. Foto: DØRS
Lars Gårn Hansen. Foto: DØRS

Regeringens ekspertudvalg har foreslået tre modeller for en afgift på landbrugets klimagasudledninger, og de politiske forhandlinger er nu i gang. 

Model 1 er den samfundsøkonomisk billigste, men forventes at føre til en betydelig nedgang i landbrugets produktion og beskæftigelse.

Model 2 og 3 er mere lempelige over for landbruget, men giver til gengæld et større samfundsøkonomisk tab og mindre udledningsreduktioner, hvilket øger risikoen for, at andre sektorer skal bidrage yderligere.  

I dette indlæg præsenterer vi en justeret udgave af ekspertudvalgets model 2, der giver samme kompensation til landmændene, men færre omkostninger for samfundsøkonomi og klima. Denne model kan være en interessant mulighed, hvis det primære politiske hensyn er at begrænse landmændenes økonomiske tab.

Dyr for landmændene

Ekspertudvalgets model 1 indfører industriens CO2-afgift på 750 kroner per ton i landbruget og er dermed et stort skridt mod en ensartet afgift på alle klimagasudledninger, som vismændene, Klimarådet og andre har peget på som den samfundsøkonomisk billigste vej mod klimaneutralitet.

Denne model tilskynder til reduktioner, der er billigere end afgiftssatsen, uanset om de sker i industri, husholdninger eller landbrug. Afgiften tilskynder også til, at økonomiens produktion flyttes mod de sektorer, der belaster klimaet mindst, fordi afgiften systematisk gør klimabelastende produktion relativt dyrere.  

Modellen giver den samfundsøkonomisk billigste vej til 2030-målet, og mindst lige så vigtigt lægges sporene for de nødvendige strukturændringer for en omkostningseffektiv vej til klimaneutralitet i årene derefter, hvor den grønne omstilling risikerer at blive dyr. 

Denne model forventes at ramme landbruget hårdt, netop fordi landbrugsproduktion udleder forholdsvis mere end anden produktion. Ifølge ekspertudvalget reduceres navnlig den kvægbaserede produktion, beskæftigelsen i landbrug og følgeindustri falder med 10.000 job, og jordværdien ventes at falde med ti procent. 

Aktiviteten ventes at stige tilsvarende i mindre klimabelastende virksomheder i andre sektorer, så den samlede beskæftigelse opretholdes. Dette er udtryk for den strukturændring, som økonomien skal igennem, hvis den grønne omstilling skal gennemføres så billigt som muligt samlet set. Men for landbruget og de berørte landmænd bliver det dyrt.

Modeller med kompensationer

Model 2 tilføjer en årlig kompensation i forhold til antallet af dyr og hektar svarende til halvdelen af afgiftssatsen, og model 3 reducerer herudover selve afgiftssatsen for udledningerne fra husdyr.

Kompensationen reducerer landmandens tab. Således forventes jordprisen faktisk at stige med disse to modeller. Til gengæld er der færre udledningsreduktioner, de samfundsøkonomiske omkostninger stiger, og det gør regningen til statskassen selvfølgelig også. 

At der gives kompensation, medfører ikke i sig selv omkostninger for samfundsøkonomi og klima. Årsagen er den måde, den gives på. Den årlige kompensation gives nemlig i forhold til det antal husdyr og hektar, landmanden har i produktion det pågældende år.

Dermed falder den kompensation, landmanden får udbetalt, hvis der eksempelvis sker en reduktion i antallet af køer produktion, og det tilskynder landmanden til at fastholde sin klimaintensive produktion af eksempelvis oksekød og mælk.  

Dette modvirker de reduktioner i udledningen, som CO2-afgiften giver, og derfor bliver landbrugets bidrag til at nå klimamålene mindre. Samtidig bliver det nødvendigt at gennemføre dyre udledningsreduktioner gennem eksempelvis pyrolyse.  

Dermed fastholdes kapital og arbejdskraft i produktion af klimabelastende landbrugsvarer samtidig med, at yderligere produktionsresurser bruges på en række væsentligt dyrere reduktionstiltag for at kompensere.  

Det øger den samfundsøkonomiske regning, fordi denne kapital og arbejdskraft ville give en større indtjening til lønmodtagere og virksomheder, hvis den i stedet benyttes til mindre klimabelastende produktion i andre sektorer. Regningen for dels at kompensere landmanden og dels at fastholde kapital og arbejdskraft i landbruget betales af statskassen gennem tilskud og kompensation.

En billigere variant

Hvis det er et politisk ønske at fastholde produktion og beskæftigelse i de klimabelastende driftsgrene i landbruget, er der ingen vej uden om et betydeligt samfundsøkonomisk tab, og her er ekspertudvalgets model 2 og 3 gode bud på, hvordan dette kan gøres i praksis.  

Hvis man derimod kan acceptere, at landbrugets produktion og beskæftigelse reduceres, blot de nuværende landmænd kompenseres, så de ikke lider for store tab, kan det gøres væsentligt billigere ved at basere kompensationen på historiske frem for aktuelle forhold.

For at være konkret indebærer dette en variant af model 2, hvor kompensationen hvert år beregnes ud fra antal dyr og hektar, bedriften havde i produktion i året 2023 i stedet for det aktuelle antal dyr og hektar i produktion.  

Ved at basere kompensationen på historiske data får landmanden ikke længere en tilskyndelse til at opretholde klimabelastende produktion. Hvis antallet af køer eksempelvis reduceres, vil der fortsat udbetales samme kompensation, fordi den beregnes ud fra antal køer i 2023 og ikke det aktuelle antal køer i produktion. 

Dermed modvirker kompensationen ikke længere CO2-afgiftens incitament til at reducere den klimabelastende produktion, og kapital og arbejdskraft vil flytte mod mindre klimabelastende produktion i andre sektorer ligesom i model 1.  

Hvis landmanden skal være lige så godt stillet som i model 2, skal kompensationen sikre landmanden samme indkomst, men det er ikke længere nødvendigt med tilskud til at opretholde klimabelastende produktion og til dyre reduktionstiltag som pyrolyse. 

Med denne kompensationsmodel kan landmandens indkomst sikres som i model 2, samtidig med at regningen til samfundsøkonomien, skatteborgerne og klimaet reduceres.

Grøn ligestilling

Ud over den reducerede regning til klima og samfundsøkonomi betyder den justerede model baseret på historiske data, at landbruget fremadrettet betaler samme afgift for sit træk på naturen som alle andre – hvilket kan opfattes som en form for 'grøn ligestilling'.

Det vil ikke være tilfældet med ekspertudvalgets model 2 og 3, hvor landbruget også fremover får rabat for sine klimaudledninger.

Hvis den politiske prioritering er at opretholde klimabelastende produktion og beskæftigelse i landbruget, kan dette som sagt gøres med ekspertudvalgets model 2 og 3.  

Omkostningen herved er dårligere samfundsøkonomi, færre klimareduktioner og cementering af en rabat for klimaudledninger i landbruget fremadrettet. Hvis det egentlige politiske ønske er at sikre de nuværende landmænd mod økonomiske tab, kan det ske gennem den foreslåede variant af model 2 baseret på historiske data.  

Denne model giver den ønskede kompensation til landmændene, men med færre omkostninger for samfundsøkonomi og klima, og pålægger fremadrettet landbruget samme afgift som andre udledere af drivhusgasser.  

Omvendt indebærer modellen en væsentligt større forskydning af produktion og beskæftigelse fra landbruget til andre mindre klimabelastende dele af dansk økonomi.

Emner