Usikre udsigter for klimapolitikken kan skabe store problemer

I foråret 2023 vedtog et flertal i Europaparlamentet reguleringspakken Fit for 55, som lægger sporene ud for den grønne omstilling af Europa frem mod 2050. 

Pakken, der bl.a. reducerer kvoteudbuddet væsentligt, er opsigtsvækkende, siden den omtrent kunne holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på under 1,5 grader, hvis den blev udbredt til hele verden.

Men pakken vækker også opmærksomhed på anden vis. Klimaloven har hidtil automatisk sikret, at EU's mål for Danmark blev opfyldt, fordi de danske mål var klart mere ambitiøse. Det er ikke længere oplagt, siden målene ikke er direkte sammenlignelige. I EU-regi tager målet form af et klimabudget, som fastlægger, hvor stort udslippet må være mellem 2030 og 2050. I Danmark har målet karakter af et niveau for udledningen i et slutår (2050).

Konsekvensen er, at det godt kan vise sig, at vores udledninger frem mod 2050 overskrider EU-reglerne, selvom vi når vores egen målsætning. Det modsatte er også muligt. Pointen er, at det ikke er klart længere, om dansk eller europæisk klimapolitik er mest ambitiøs, når vi skuer frem mod 2050.

Skadelig uklarhed

En sådan uklarhed er potentielt skadelig for effektiviteten af klimapolitikken. Der er flere forskellige problemer, der kan opstå.

Det første problem er, at vi kan ende i en situation, hvor politikændringer er påkrævet 'lige før lukketid', hvis den danske lovgivning viser sig at tillade større udslip end EU-reglerne. Politik, der skal drive en udvikling hastigere frem, vil uvilkårligt være mere dramatisk (f.eks. abrupt forøgede CO2-afgifter), og det anses almindeligvis for at øge samfundsomkostningen ved den grønne omstilling.

Det andet problem er, at risikoen for et indgreb 'lige før lukketid' i sig selv risikerer at forsinke omstillingen. Det øger nemlig usikkerheden om klimapolitikken og kan derved få virksomheder og husholdninger til at se tiden an i forhold til at gennemføre klimatilpasninger, indtil der er en afklaring. Hvis den slags adfærd bliver udbredt, vil det sænke tempoet på den grønne omstilling.

Hvad er så løsningen på miseren? På overfladen er det ret enkelt: Enten strammer vi de klimapolitiske mål i en sådan grad, at de tydeligt er strammere end EU's mål, eller også overlades målformuleringen til EU. Begge veje er farbare. Hvis vi overvejer at stramme de danske krav yderligere, er der dog et par forhold, der med fordel skal holdes in mente.

For det første vil en acceleration af den grønne omstilling, som en opstramning vil tilsige, øge samfundsomkostningerne ved den grønne omstilling: Hvis det skal gå hurtigere, kræves højere CO2-afgifter og derved større tab i form af beskæftigelse og realløn end tidligere anslået. Samfundsøkonomisk er der dog næppe tale om en dramatisk stigning.

For det andet indebærer Fit for 55, at efter 2030 vil udledninger af drivhusgasser fra stort set hele økonomien være reguleret via omsættelige kvoter. Ud over industrien vil også vejtransport og opvarmning af boliger f.eks. være omfattet af reguleringen, hvilket er et nybrud.

Konsekvensen er, at danske klimatiltag inden for alle disse brancher vil indebære næsten 100 pct. lækage. Renset for økonomjargon: Hvis vi i Danmark mindsker udslippet inden for disse brancher, vil kvoterne blot blive brugt et andet sted i Europa, så det globale CO2udslip er uændret trods den danske indsats.

Danmark kan selvfølgelig godt være et foregangsland, der demonstrerer, at det er muligt at gennemføre den grønne omstilling hurtigere end EU, selv om den direkte klimaeffekt er begrænset. Men hvis vi ønsker at gå foran, samtidig med at vi ikke ønsker at 'sende udledningerne til udlandet', hvad kan vi da gøre?

Politisk valg

En farbar vej vil være at pålægge landbruget yderligere reduktionskrav. Årsagen er, at landbruget er friholdt kvotemekanismen frem mod 2050, som tingene ser ud nu. Dansk enegang på landbrugsområdet kan meget vel risikere at sende landbrugsproduktion til andre EU-lande og resten af verden i øvrigt, men der er intet, der tyder på, at det vil ske en til en, som tilfældet vil være i resten af økonomien efter 2030. Dermed er der kun landbruget (foruden affaldshåndtering) tilbage, hvis vi vil gå foran og samtidig ønsker at reducere det globale udslip.

Det er værd at understrege, at det er en ren politisk afvejning, om ønsket er at stramme vore egne klimamål eller overtage EU målsætningen i den danske klimalov. Men vi føler os kaldet til at understrege, at vi billedlig talt sidder mellem to stole, og at det vil være samfundsøkonomisk fordelagtigt, at vi så snart som muligt vælger den ene af de to stole.