Det Grønne Forskernetværk: Civil ulydighed er et nødvendigt værktøj i kampen mod klimakatastrofen

De seneste år er det blevet populært blandt dele af den politiske elite at pege fingre ad aktivisters måde at engagere sig i den offentlige samtale omkring klimakrisen. 

Før jul var politisk ordfører for Venstre, Jan E. Jørgensen, i Go’ Morgen Danmark sammen med to medlemmer af Nødbremsen for at diskutere sidstnævntes protestaktion på Statens Museum for Kunst. Ved den lejlighed sagde folketingspolitikeren til de to aktivister, at »hvis I vil gøre noget konstruktivt, så gå ud og saml affald i naturen« eller »hjælp folk med at affaldsortere.«

Venstremanden skriver sig her ind i en række formaninger fra politikere og andre aktører med magt de seneste år. Udtalelser som disse præsenteres ofte som en form for velmenende disciplinering af klimaaktivister.

Karsten Lauritzen fra Dansk Industri har tidligere tilbudt ’fem gode råd til klimaaktivister’: De skal være afdæmpede og ikkefølelsesladede i stedet for at afbryde og stille sig i vejen.

Ligeledes meddelte Per Bjerregaard (K) venligt i et ’Kære klimaaktivist’-indlæg i Information, at civil ulydighed desværre ikke virker, og at den eneste legitime måde at søge indflydelse på er at melde sig ind i et politisk parti.

I den hårdere ende mente daværende spidskandidat og nuværende folketingsmedlem for Liberal Alliance, Steffen Larsen, i maj 2022, at aktivister burde straffes med bøder på op til en million kroner Udtalelsen faldt i kølvandet på Extinction Rebellions store forårsoprør ’Vendepunktet’, hvor hundredvis af mennesker blokerede broerne ind mod Christiansborg.

Da en flok demonstranter afbrød et quizarrangement under europaparlamentsvalget i protest mod Danmarks støtte til Israels krigsforbrydelser og folkemord i Gaza, anklagede Venstres formand, Troels Lund Poulsen, dem for at »ødelægge demokratiet.«

Udsagn som disse er alle sammen med til at delegitimere aktivisters grundlæggende menneskeret til at protestere. Det er udtryk for en bredere tendens, der finder sted i øjeblikket, hvor klimaaktivister i både Danmark og udlandet udsættes for mere og mere ekstreme modsvar, og hvor selv fredelige demonstrationer i stigende grad kriminaliseres.

Protesterne er en hjørnesten i demokratiet

Når civil ulydighed og forstyrrende protestformer anklages for at være udemokratiske, bygger det på et lighedstegn mellem lovlydighed og respekt for demokratiet. Men dette lighedstegn er historieløst og falder fra hinanden ved nærmere gennemgang. For hvordan kunne et demokrati indføres lovlydigt i et samfund uden politiske frihedsrettigheder?

Svaret er selvfølgelig: Det kunne det ikke. Det danske samfund ser ud, som det gør i dag, fordi ulydige bevægelser af borgere – i Danmark og i andre europæiske lande – udfordrede enevældige styreformer og adelens magt.

Protestformen har altid været en hjørnesten i demokratiet. Også i Danmark. Det har været en måde at gøre opmærksom på og udfordre de eksisterende magtforholds utilstrækkelighed. Vi ville ikke have mange af de demokratiske  privilegier, vi har i dag, hvis det ikke havde været for svundne tiders civile ulydighed og protestbevægelser.

Demokratiet starter og stopper ikke i stemmeboksen. Det kan ikke reduceres til grundlovens skrevne ord eller specifikke politiske institutioner. Demokrati er et efterstræbelsesværdigt ideal om skabelsen af en inkluderende og retfærdig politik, der føres på vegne af og til fordel for befolkningen som helhed.

Derfor kan demokratiet også kun overleve, hvis det lever uden for Christiansborgs mure, blandt borgere, som aktivt forholder sig til omverdenen. Borgere, som skriver læserbreve, er frivillige i den lokale håndboldklub, samler underskrifter ind og laver borgerforslag. Og så borgere, som protesterer ved ikkevoldelig civil ulydighed.

Synlighed som succeskriterie 

Kritikken af ulovlige protestformer findes imidlertid også inden for klimabevægelsen selv. I forbindelse med Nødbremsens aktion på SMK gjorde den klimapolitiske forening for unge professionelle, GAIA, sig for eksempel bemærket ved at tage skarp afstand fra aktionen, som de kaldte både »doven« og »kontraproduktiv« for klimasagen som helhed.

Andre, som chefredaktøren på denne avis, nøjes med at kritisere civilt ulydige protestformer for ’åbenlyst’ ikke at virke, fordi folk allerede »har hørt opråbet før, rigtig mange gange.« Det svarer ifølge Lykkeberg til at fortælle en ryger, at det faktisk er skide usundt at ryge.

For det første er det nok lidt meget at bede en enkelt bevægelse eller protestform om at få samfundet til at ændre kurs (Lykkebergs eget forslag om at synge ’Dejlig er Jorden’ får nok heller ikke af sig selv magthaverne til at handle). Store samfundsforandringer har altid krævet et væld af sideløbende strategier. 
For det andet rummer denne type kritik af ulydig protest også en misforståelse af metodernes formål.

De fleste er vant til at forstå politik som noget, der samler mennesker omkring fælles holdninger, der kan føre til lovgivning med størst mulig opbakning i befolkningen. 

Set fra dette perspektiv handler politik om at få så mange som muligt til at være enige i et synspunkt. Men politik er mere komplekst end som så, og samfundsforandringer kan også hjælpes på vej af bevægelser, som måske i begyndelsen er upopulære, men som med tiden forstås som logiske og nødvendige.

Målet med civil ulydighed er ikke aktivisternes egen popularitet. Det er netop ikke partipolitik. Målet er oftest at gøre problemer og konflikter, som allerede findes, synlige for en større offentlighed. Det er en måde at intervenere i samtaler, som er gået i stå i bureaukratisk apati.

Hvorvidt enkelte aktioner har den ønskede effekt, er svært at måle. Men et studie i tidsskriftet Nature har vist, at klimabevægelsen Just Stop Oil’s ugelange blokade af en engelsk motorvej resulterede i øget opbakning til mindre radikale klimaorganisationer.

Selv om en bestemt protestform er upopulær, kan den altså godt være med til i bredere forstand at skabe opmærksomhed om og opbakning til sagen.

Værn om retten til at protestere

Vi lever i en tid med accelererende kriser og et nærmest totalt fravær af tilstrækkelige politiske svar. Protestaktioner og ikkevoldelig civil ulydighed løser ikke i sig selv disse kriser, men de kan være med til at skabe en opmærksomhed omkring problemernes omfang, som er nødvendig for at handle anderledes.

Det betyder ikke, at alle former for civil ulydighed er en god ting, og der skal fortsat være plads til at diskutere, hvornår en given aktion tjener sit formål. Men hvis demokratiet skal have nogen som helst chance for at udvikle sig, nytter det ikke at holde fast i forsimplede forståelser af, hvad der er demokratisk. Tværtimod får vi brug for alle de værktøjer, vi har til rådighed – endda nye værktøjer, som vi endnu ikke kender.

Aktivisternes ret til at protestere er under pres, og der er behov for, at vi som samfund bakker denne ret op. Hvis vi fortsat ønsker at leve i et velfungerende demokrati, der løbende udvikler sig gennem politiske brydninger, er der behov for at værne om retten til at protestere som en demokratisk handling – også i de tilfælde, hvor indholdet af en specifik protest ikke flugter med vores egne politiske overbevisninger.