Elefanter i bur

Af professor Peter Sandøe, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret i Weekendavisen 4. november 2016)

Tidligere på året blev 17 afrikanske elefanter transporteret fra den lille stat Swaziland i det sydlige Afrika til tre zoologiske haver i USA. Dette var kulminationen på en længere kontrovers mellem de zoologiske haver og en stor gruppe aktivister, forskere og NGO'er med interesse for naturbeskyttelse og dyrevelfærd.

De amerikanske zoologiske haver argumenterede godt for deres sag: Elefanterne blev nemlig ifølge dem reddet fra en ellers forestående aflivning; der manglede fødegrundlag for dyrene i Swaziland, og deres tilstedeværelse havde ført til ødelæggelse af værdifuld natur. Samtidig var det hensigten, at man ved at fjerne elefanterne skulle skabe plads til en indsats for at beskytte truede næsehorn.

Det meste af dette blev betvivlet af modstanderne af planen om at flytte elefanterne. Man havde ifølge dem ikke seriøst undersøgt alternative muligheder som for eksempel at flytte dyrene til nærliggende områder, hvor der mangler elefanter. Samtidig blev fortællingen om næsehornene udlagt som et rent påskud for at hjælpe de zoologiske haver med at få fyldt dyr i deres tomme elefantanlæg og sikre dem en af deres vigtigste attraktioner – og dermed indtægtskilder.

Bag uenigheden om, hvad der skulle ske med de 17 elefanter, ligger en dybere uenighed om berettigelsen af at holde elefanter i zoologiske haver.

De seriøse zoologiske haver ser i dag sig selv som forskningsbaserede institutioner, hvis hovedsigte er at bidrage til bevarelse af vilde dyr i naturen. Dette sker primært gennem to typer aktiviteter: For det første samarbejder man haverne imellem om at avle potentielt udrydningstruede dyrearter. Dermed vil man sikre sig, at de zoologiske haver tilsammen har sunde populationer af vilde dyr, der om nødvendigt kan bruges til at udsætte i naturen. Således kommer de zoologiske haver til at fremstå som en moderne udgave af Noahs Ark, der kan sikre i hvert fald nogle vilde dyrearters overlevelse i forhold til de mange farer, som truer den vilde natur.

For det andet forsøger man at oplyse og engagere de mange millioner besøgende i de zoologiske haver. Således ser haverne det som en vigtig del af deres formål at forsøge at skabe bred folkelig opbakning til arbejdet med at beskytte trængte vilde dyr og deres levesteder.

Endvidere er begrebet dyrevelfærd gradvist kommet på dagsordenen for de zoologiske haver og er for nylig blevet indskrevet i formålsparagrafferne for de forskellige sammenslutninger af zoologiske haver i Europa, Nordamerika og på verdensplan. Som konsekvens heraf har man set en voksende interesse for at give zoo-dyrene mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd. Dette har også øget oplevelsesværdien hos et publikum, der i stigende grad via tv og andre medier er blevet vant til at se vilde dyr i deres naturlige omgivelser.

Netop hold af elefanter må siges at være en udfordring målt ud fra de moderne zoologiske havers selvforståelse. Når de tre amerikanske zoologiske haver har fundet det nødvendigt at importere vilde elefanter fra Afrika, så er det jo et tegn på, at det ikke går særligt godt for en del zoologiske haver med at avle elefanter i fangenskab.

Der har været et voksende kritisk fokus på, om de zoologiske haver i tilstrækkelig grad kan sikre elefanternes velfærd. I forlængelse heraf har dyrevelfærdsforskere haft fokus på dårlig trivsel hos zoo-elefanter.

Således udkom der i sommer i det anerkendte videnskabelige tidsskrift PLOS ONE en serie på ni artikler, hvor dyrevelfærdsforskere gengav resultater af et omfattende epidemiologisk studie af elefanter i amerikanske zoologiske haver. Her blev det blandt andet dokumenteret, at der er store problemer med at sikre dyrenes reproduktion, hvilket kan ses som en indikator for nedsat velfærd: Hvis ikke dyrene kan formere sig, er det et tegn på, at der mangler noget i deres miljø.

En anden og nok stærkere indikator på nedsat velfærd for elefanter i zoologiske haver er forekomsten af såkaldte stereotypier, det vil sige en unormal adfærd, som gentages rytmisk eller hyppigt. Hos elefanter kan man for eksempel se bevægelsesmæssige stereotypier, som kommer til udtryk ved, at dyrene står og væver fra side til side.

Stereotyp adfærd, oftest i form af gentagne bevægelser, var ifølge en af de nævnte artikler den næsthyppigst forekommende adfærd hos elefanterne i de amerikanske zoologiske haver. Stereotypierne udgjorde 15,5 procent af den observerede adfærd om dagen og 24,8 procent om natten. Samtidig var der store individuelle forskelle mellem elefanterne, hvor stereotyp adfærd hos nogle elefanter næsten ikke forekom, mens den hos de værst påvirkede udgjorde omkring 70 procent af den observerede adfærd.

Det skal understreges, at der blandt forskere i dyrevelfærd er stor diskussion om, hvordan man skal fortolke forekomsten af stereotypier. Der er dog relativt bred enighed om, at adfærden er tegn på, at der er eller tidligere har været et problem med et miljø, hvor dyret ikke kunne få opfyldt sine adfærdsmæssige behov.

Stereotyp adfærd kan dog ifølge nogle forskere ses som en slags erstatningstilfredsstillelse, hvilket jo trods alt kan være bedre end ingen tilfredsstillelse. Det er også vigtigt at understrege, at stereotypierne ikke altid er tegn på aktuel lidelse – de kan leve videre som vaner, selv når de problemer, som udløste dem, ikke længere eksisterer. Som minimum er den udbredte forekomst af stereotypier hos elefanterne således et tegn på, at zoo-elefanter undervejs i deres tilværelse støder på velfærdsmæssige udfordringer.

Forskerne bag undersøgelsen lægger op til, at deres resultater kan danne grundlag for arbejdet med at forbedre dyrevelfærd for elefanter, som holdes i zoologiske haver. Der er dog ingen tvivl om, at den også vil spille ind i den ovenfor omtalte diskussion om berettigelsen af overhovedet at holde elefanter i zoologiske haver.

Hvis man tager de zoologiske havers egne målsætninger for gode varer, kan man med en vis ret argumentere for, at det ikke på sigt er etisk forsvarligt at holde elefanter i zoologiske haver. Måske skal man i de zoologiske haver fremover lade elefanterne blive ude i naturen og i stedet koncentrere sig om at holde arter, som trives godt i fangenskab, og hvor man via avl kan bidrage til at redde truet natur?

Selvfølgelig kan de zoologiske haver argumentere for, at elefanterne sælger billetter og dermed skaber økonomisk grundlag for at oplyse og engagere befolkningen, men er det OK, hvis det sker på en måde, som er i strid med havernes eget værdigrundlag? Helliger målet midlet, når det kommer til hold af elefanter i zoologiske haver?