Er fedme en sygdom?

Professor Peter Sandøe, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, deltager i universitetets tværfaglige satsning Governing Obesity

(Trykt i Weekendavisen den 26. februar 2016)

"Tiden er inde til, at også Europa deklarerer fedme som en sygdom." Dette udtalte den danske fedmelæge Jens-Christian Holm i et interview i Politiken 10. november sidste år. Holm er overlæge på Holbæk Sygehus og er kendt og respekteret for at stå i spidsen for sygehusets indsats for at hjælpe svært overvægtige børn.

Forslaget var kort tid tidligere blevet fremsat i et europæisk tidsskrift, og hvis forslaget bliver fulgt, vil Europa følge trop med USA og Canada, hvor fedme i henholdsvis 2013 og 2015 blev defineret som en sygdom af de respektive nationale lægeforeninger.

I interviewet bliver der anført tre argumenter til fordel for at definere fedme som en sygdom.

Det første er, at det vil "forpligte samfundet til at hjælpe og behandle overvægten hos patienterne - præcis som det gælder ved alle andre sygdomme". Det andet argument er, at hvis fedme bliver set som en sygdom, så vil det kunne modvirke den udbredte tendens til at se fedme som et selvforskyldt problem.

Endelig fremfører Holm, sekunderet af professor Anne Raben fra Københavns Universitet, at når først en person er blevet fed, så er der en underliggende mekanisme, som griber "ind i alle fysiologiske funktioner i kroppen med deraf følgende sygdomme, lidelser og psykiske konsekvenser". Eller som Raben udtrykker det: "Der er noget galt, så derfor giver det god mening at kalde det en sygdom."

Det sidste argument virker umiddelbart som det stærkeste: Hvis der virkelig er tale om en underliggende sygdomsmekanisme, så er fedme vel en sygdom. Dette argument er dog ved nærmere eftersyn nok det svageste af de tre. Alt, hvad der foregår i vore kroppe, kan jo forstås i sammenhæng med fysiologiske mekanismer. Det afgørende må være, om de mekanismer fører til noget godt eller galt.

Der findes forsøg på at definere sygdom værdifrit, det vil sige uden at forholde sig til, hvad der er godt eller galt. For eksempel har man forsøgt at definere sygdom som det, der statistisk set er unormalt for et individ af et givet køn, en bestemt alder med mere. Disse forsøg må dog siges at være brudt sammen. En statistisk baseret definition af sygdom vil for eksempel have den absurde konsekvens, at en normalvægtig midaldrende dansk mand er syg, da det store flertal af midaldrende danske mænd, ligesom nærværende klummeskriver, nu om dage er overvægtige (det vil sige har et BMI over 25).

Sygdomsbegrebet er klart værdiladet: Når man kalder en tilstand for en sygdom, siger man, at der er grund til at bekymre sig og til at sætte ind med forebyggelse og/eller behandling. Dette er fint på linje med de to førstnævnte argumenter for at kalde fedme en sygdom. Og det er svært at blive uenig med Holm om, at der er brug for at påvirke måden, hvorpå samfundet ser på fede mennesker.

Undersøgelser, som er lavet af Thomas Bøker Lund i samarbejde med blandt andre undertegnede, dokumenterer, at der er flere danskere, som mener, at fede selv skal betale for medicinsk eller kirurgisk fedmebehandling, end der er danskere, som mener, at det offentlige skal betale. Denne holdning synes at bero på, at mange mener, de fede selv bærer skylden for deres situation og bare kan tage sig sammen og spise noget mindre (undersøgelsen er nærmere omtalt i min klumme fra 12. december 2014).

Ifølge Holm og andre indflydelsesrige fedmeeksperter er der derimod tale om, at den fedes hormonsystem tager magten og bringer den fede ind i en form for kalorieafhængighed, som næsten umuliggør varigt vægttab. På kort sigt kan man godt tabe sig, men de mørke kræfter i kroppen vinder næsten altid på den lange bane. Hermed synes fedme at kunne sammenlignes med alkoholisme, der jo i dag er defineret som en sygdom.

På baggrund heraf er der kommet en langt større forståelse, end der har været tidligere, for at alkoholikere ikke selv kan gøre for, at de ikke kan holde op med at drikke; og sundhedsvæsenet stiller i dag behandlingstilbud til rådighed for alkoholikere, som vil forsøge at komme deres sygdom til livs. Analogien mellem alkoholisme og fedme synes dog på et væsentligt punkt at halte. Som jeg forstår det, er alkoholikere nærmest dømt til at blive ramt af både somatiske og sociale problemer, men selv om man er fed, kan man godt leve et langt og velfungerende liv.

Fedme defineres typisk som at have et BMI på over 30. I Danmark er det omkring 15 procent af den voksne befolkning, som falder i den gruppe; og rigtig mange af disse mennesker passer deres arbejde og lever et normalt familieliv. Selvfølgelig er der også mange af disse mennesker, som har et ønske om at tabe sig, men det er jo ikke det samme som at sige, at de pågældende mennesker er syge.

Det kan her være illustrativt at sammenligne med rygning. Der er lidt flere danskere, som ryger dagligt, end der er danskere, som er fede. En stor del af rygerne vil helt sikkert gerne holde op med at ryge, og den negative sundhedsskadelige effekt af rygning er mindst lige så stor og formodentlig væsentlig større end effekten af fedme. Men der er mig bekendt ikke nogen, som taler for at definere rygning som en sygdom.

Det er værd at bemærke, at den amerikanske lægeforenings beslutning fra 2013 om at definere fedme som en sygdom skete i modstrid med indstillingen fra et fagligt udvalg, som foreningen havde nedsat. De faglige argumenter drejede sig i høj grad om svagheden ved at bruge BMI som mål for fedme: Personer kan have et højt BMI, uden at deres krop indeholder ret meget skadeligt fedt; og de kan have et lavt BMI, samtidig med at de har relativt store og sundhedsskadelige fedtdepoter.

En del kritikere ser en fare for, at man i forbindelse med indsatsen mod fedme flytter fokus væk fra de livsstilsfaktorer, som ligger til grund for problemet, og over på medicinske og kirurgiske behandlingsmuligheder. En væsentlig del af baggrunden for den amerikanske lægeforenings beslutning synes netop også at være, at ved at fedme blev defineret som sygdom, så fik de amerikanske læger mulighed for at behandle fedme inden for rammerne af deres forsikringsbaserede sundhedssystem.

Det er ikke svært at se, at dele af lægestanden og medicinalindustrien kan have en interesse i, at fedme bliver defineret som en sygdom, men spørgsmålet er, om det vil være til gavn for de svært overvægtige. Der er klart brug for en bredere erkendelse af, at fede mennesker, som inderligt ønsker et varigt vægttab, har behov for hjælp; men det er ikke sikkert, man bedst hjælper dem ved at gøre dem syge.