Nicheproduktion kræver tilstrækkelig efterspørgsel

Af lektor og sektionsleder Jesper S. Schou, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret i LandbrugsAvisen 9. september 2016)

Når vejen ud af landbrugets aktuelle indtjeningsproblemer diskuteres, fremføres øget orientering mod nicheproduktion ofte som en af løsningsmulighederne. Nogle af sommerens positive landbrugsnyheder har da også handlet om landmænd, som har haft succes med en høj indtjening ved at satse på specialafgrøder eller andre produkter, som adskiller sig fra de konventionelle landbrugsprodukter.

Nicher

De typer af nicher, vi finder i dansk landbrug, er karakteriseret ved et begrænset udbud enten gennem styring fra forarbejdnings- og afsætningssiden, eller fordi de afsættes lokalt. Eksempler på større nicher inden for konventionel landbrugsproduktion er specialafgrøder som kartofler, frøgræs, sukkerroer samt minkproduktion på husdyrsiden. I mindre skala findes også producenter af eksempelvis kød eller grøntsager, som brandes ved salg igennem særlige afsætningskanaler, for eksempel nethandel og udvalgte detailkæder, eller som afsættes helt lokalt i egne gårdbutikker eller fra mobile udsalgssteder. Nicheprodukterne kan desuden differentieres, afhængigt af om de produceres økologisk eller ej.

Selv om de omtalte typer af produkter er meget forskellige, har de det til fælles, at de har særlige kendetegn eller kvalitetsattributter, som adskiller dem fra den øvrige produktion. Det er igennem disse kendetegn, at de har opnået deres niche-status. For specialafgrøderne sættes eksempelvis kvalitetsmål af de virksomheder, som aftager varerne. Der er ofte, men ikke altid, tale om enkelte større markedsførende virksomheder, som regulerer kvalitet og mængde - og pris - igennem kontrakter med producenterne.

Udskilningsløb

Det er åbent for alle, som kan opfylde kvalitetskravene, at indgå en kontrakt. Men da der kun efterspørges en givet mængde, er det kun muligt for et afgrænset antal producenter at komme i betragtning. Der sker således et udskilningsløb blandt producenterne, da der er konkurrence om at indgå kontrakterne. Der kan både være tale om aftaler imellem selvstændige virksomheder eller kooperativer, hvor leverandørerne er ejere af forarbejdnings- og afsætningsleddet. Denne type nicher findes således som følge af en vertikal koordinering eller integration imellem primærproducenter og forarbejdnings- og afsætningsledet, som muliggør en unik markedsposition i kraft af styring af kvalitet og mængder. Nicherne med lokal afsætning, eksempelvis gårdbutikker, eller »egnsmærke«-produktion, eksempelvis Sejerøgæs eller Samsøkartofler, har også en begrænsning af produktionen, idet den er afhængig af produktionsmulighederne i lokalområdet samt efterspørgslen på lokale produkter. Dog findes der eksempler på succes med at udvide afsætnings- og produktionsmulighederne igennem nethandel og ved at indgå leverandøraftaler, som det eksempelvis kendes fra Aarstiderne.

Udbud og efterspørgsel

Da de eksisterende nicher således er opstået i kraft af et begrænset udbud målrettet en bestemt efterspørgsel, må man i udgangspunktet være skeptisk over for udsagnet om, at nicheproduktion er løsningen for den danske landbrugssektor over en bred kam – i det mindste hvis man samtidig forestiller sig, at det samlede produktionsomfang skal fastholdes. Hermed ikke sagt, at der ikke kan findes uudnyttede nicher, eller at der ikke kan opstå nye nicher, i takt med at forbrugernes ønsker ændrer sig.

Grundlæggende handler det om, hvorvidt efterspørgslen er til stede, og om man er i stand til at møde efterspørgslen gennem en differentiering af produkterne på de ønskede kvalitetsparametre og synliggøre dette gennem markedsføringen. Derfor vil det være en fortsat opgave for landbruget og forarbejdningssektorerne at vedblive med at udforske mulighederne for at udnytte nye nicher samt at afprøve mulighederne for at etablere sig i eksisterende nicher på det globale marked.

Brug for forskellighed

Et forslag til sidstnævnte kunne være at arbejde med en yderligere markedsføring af danske økologiske produkter på markederne uden for Danmark, hvor de danske økologiske produkter kunne differentieres igennem udbredelse af kendskabet til det danske Ø-mærke. Her vil udlandets erfaringer med høje danske standarder for kvalitet og ensartethed igennem et velfungerende kontrolapparat kunne tænkes at være en løftestang til etablering af danske økologiske produkter på nye markeder.

Uanset om man producerer til en niche eller går den konventionelle vej, er dygtighed både til at styre produktionen og optimere de enkelte processer og opgaver vejen frem til sorte tal på bundlinjen. Men de nødvendige kompetencer afhænger af, hvilken type produktion og afsætningsvej man vælger. Så der er plads til – og brug for – forskellighed, og som landmand må man overveje, hvad man har lyst til, og hvad man er god til, og derfra vælge den »hylde«, som giver størst mulighed for tilfredshed og succes.