Ærtesuppe. Kan vi leve det gode liv uden kød?

Af Mickey Gjerris, lektor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Tryk 19. april 2014 i Politiken)

Spiser rigtige mænd ærter i stedet for røde bøffer? Hvis vi vil redde klimaet, har vi brug for nye fortællinger om det gode liv.

Kød. En gang et statussymbol, hvor mængden man kunne servere for sine gæster, viste ens rigdom. Eneste problem var, hvordan man kunne få mere af det.Sådan er det ikke mere. Kød er blevet et emne, en sag, en bekymring. Det er ikke længere vegetaren, der skal stå til regnskab for indholdet på sin tallerken eller ynkes som religiøs fanatiker, men kødspiseren, der skal argumentere for et mindre og mindre indlysende valg. Forskningsresultater på stribe viser, hvordan produktionen og konsumeringen af animalske produkter skaber en lang række problemer. FN's Klimapanel (IPCC) har for nylig påpeget, hvordan den animalske produktion er en af de største bidragydere til udledning af drivhusgasser i atmosfæren. Det fører til de klimaforandringer, som for hver dag, der går, synes mere og mere alvorlige og mere og mere uafvendelige. Produktionen af kød, mælk og æg lægger beslag på næsten to tredjedele af verdens landbrugsareal og gigantiske vandressourcer. Det koster mellem 5.000-20.000 liter at producere et kilo kød. Både land og vand er ressourcer, der allerede er pres på, og klimaforandringerne vil kun øge presset. Hertil kan så lægges forurening af miljøet med stoffer som nitrat, kobber og sprøjtemidler til det meget dyrefoder.

Dyrevelfærden i de intensive produktionssystemer lader også meget tilbage at ønske. Bare i Danmark, som har et rimeligt højt niveau sammenlignet med mange andre lande, har ca. 10 procent af slagtekyllingerne (mere end 10 millioner dyr) smertevoldende trædepudesvidninger af at stå i deres egen afføring. Mere end 20 procent af malkekøerne har smertevoldende klov-og lemmelidelser, og pattegrise kastreres og halekuperes rutinemæssigt uden bedøvelse. Oven i alle disse problemer kommer de sundhedsrisici, som det høje kødforbrug, der er normen i vores del af verden, medfører. Kræftrisikoen ved at leve af den populære 'stenalderkost' er blevet sammenlignet med den risiko, en ryger løber, og meget tyder på, at den vestlige verdens fedmeepidemi delvis er forårsaget af det store indtag af animalske proteiner. Alt dette taler selvsagt for, at vi både af hensyn til klima, natur, miljø, dyr og vores egen sundhed sænker kødforbruget. Det er de færreste, der vil være uenige i dette ud fra en videnskabelig betragtning. Men nu tænker vi mennesker ikke kun med videnskab. Vi er biologiske væsener, der også tænker med krop og lyst, tradition og kultur, vaner og bekvemmelighed. Og på den konto scorer kødforbruget anderledes højt. De fleste af os er vant til at spise meget kød, og det er besværligt at skulle lave anderledes mad for at få dækket sit proteinbehov. Kødet smager os, og der er traditioner og fortællinger om f. eks. mænd og kød, der ikke sådan kan opgives - og meget mere. Grundlæggende kan man sige, at det store kødforbrug for mange mennesker er en uundværlig del af det gode liv.

Dette er en afgørende forudsætning for at forstå, hvordan man kan nærme sig en form for løsning på problemet. Lige nu synes der at være to muligheder. Enten gennem 'intensiveret bæredygtighed', hvor vi grundlæggende søger at lave endnu mere om på verden for at kunne fastholde vores livsstil. Eller gennem en moraliseren i forhold til, at den enkelte bør ophøre med at spise (så meget) kød af hensyn til verden, de fattige, de kommende generationer, isbjørnene eller andre udsatte væsener. Den intensiverede bæredygtighed indebærer en tillid til, at vi kan opfinde os ud af problemet. Men med en hastigt voksende global middelklasse, der ønsker at efterligne vores kødforbrug, og ringere forhold for landbrugsproduktionen globalt grundet klimaforandringerne kræver det vist en tro som en kristen fundamentalist fra bibelbæltet at satse hele vores fremtid på innovation. Teknologi og videnskab kan utvivlsomt hjælpe og bidrage til løsningen. Men der er intet, der tyder på, at vi ikke også bliver nødt til at ændre vores adfærd, hvis vi skal reagere adækvat på de problemer, som kødforbruget rejser. Der er imidlertid heller ikke meget, der tyder på, at appeller til dårlig samvittighed vil løse problemet. Vi mennesker er alt for gode til at leve i ' villet blindhed' eller bevidst glemsel af de ofre, vores livsstil skaber, så længe de ikke ligger foran fødderne på os. Det har de sidste mange års debatter om klima og natur med al tydelighed vist.

Skal vi sænke kødforbruget, er der ingen vej uden om at se det som en mulighed - ikke et offer. For ofre det gode liv, gør vi ikke. Skal vi ændre os, skal det ske, fordi vi kan se, at det fører hen mod et sted, hvor vi har lyst at være. Det er den store udfordring i dag: at skabe fortællinger om det gode liv, der er troværdige og kan overtages i frivillighed, som så fører til de ændringer i livsstil, som er så pokkers indlysende. Vi mænd kan passende begynde omstillingen ved at turde tro på, at rigtige mænd spiser kikærter.